Det træbeklædte hus med det særprægede tårn har ‘beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’, og selvom dagen er fuld af regn og grå dis, ruinerer det ikke hovedsalens herskabelige udblik gennem det store vinduesparti direkte ned til Svendborgsund.

Jeg er på rundtur på Fyn for at se kunstudstillinger og er ankommet til Villa Tårnborg (dyrk lige det navn!), som blev opført af en entreprenant velhaverfamilie i 1887, og hvor Galleri DGV siden 2012 har lejet sig ind.

Svendborggalleriet disker lige nu op med udstillingen Arena af Asmund Havsteen-Mikkelsen, der i mange år har haft modernistiske bygninger som det altdominerende hovedmotiv i sine malerier. Søg på Le Corbusiers Villa Savoye – og du har forlægget: arkitektur karakteriseret af rene, glatte flader og planer, klare moduler, nul ornamentik og store glasfacader.

Ikke alene har den modernistiske arkitektur – med sit afsæt i Bauhausskolerne fra 1920’erne – haft en hel enorm kulturel gennemslagskraft. Det er også arkitektur tungt lastet med idealer. Om funktionalitet, effektivitet, sundhed, demokrati og det gode liv. Blandt meget andet.

På en måde rumsterer alt dette i Havsteen-Mikkelsen malerier. Det er ikke bare billeder af huse. Det er et billeder af ideologier fremstillet som en slags fatamorganaer af kulturelle forestillinger og drømme. Utopi på nippet til dystopi.

De stramme og mennesketomme bygningskomponenter er godt nok sat op med skarpe linjer og kanter, men svæver ofte vægtløst i et ingenmandsland, vinduerne er uigennemtrængelige, trapperne uden trin, der er ufærdiggjorte sprækker, og det hele figurerer i mørke eller i en diffus blågrøn og ikke nærmere specificeret ‘natur’. Der er noget melankolsk over foretagendet.

Indenfor i akvariet

Som noget (forholdsvist) nyt er vi i en række af udstillingens malerier inviteret indenfor og kan betragte den modernistiske arkitekturs interiører. Flydersofaer, samtalekøkkener, fladskærme, lette sofaborde, vaser og lamper i klare former – alt skildret som en slags skabeloner, perfekte og helt, helt tomme.

Her indefra kan vi så – som i Villa Tårnborgs hovedsal – betragte naturen gennem de store glaspartier. Og det er som om, at arkitekturens fordring om at skabe forbindelser mellem indre og ydre rum, mellem ‘kultur’ og ‘natur’ (endnu et af den modernistiske arkitekturs credoer) her slår tilbage i form af en trussel.

I hvert fald hvis man tager Havsteen-Mikkelsens billedtitler for pålydende: Anthropocene Aquarium hedder udstillingens hovedværk, der måler hele 196 x 476cm, og som er sat sammen af 40 lærreder; endnu et nyt greb fra kunstnerens hånd.

Og jo, man kan godt få fornemmelsen af at befinde sig i et akvarium og selv blive betragtet af en natur udenfor vinduerne, som nu – brudt op i lærreder med hver sit perspektiv, hver sin skarphed og tone – ikke er ordnet og sammenhængende, men på spring til faretruende at bryde sammen eller igennem. Den grønne park udenfor ligner på nogle af lærrederne mere et uvejr under opsejling, ligesom den grønne hovedtone ‘pludselig’ skifter karakter til rødt i nogle af felterne.

Iøvrigt er der faktisk en kontur af et menneske i sofaen i dette billede – det eneste menneske i udstillingens billeder.

Den tænksomme kunstner beskriver selv den moderne bolig som en arena (jvf. udstillingstitlen) for forbrug og klimakrisen som et bagvedliggende tema for disse interiører, og i hvert fald er det tydeligt, at det skel, en bygning sætter mellem et ydre og et indre rum, på flere planer er til forhandling i Asmund Havsteen-Mikkelsens billeder.

Asmund Havsteen-Mikkelsen: Arena, Galleri DGV, til 10. april.

I en sværm af tegninger

Fra de store formater, panoramaudsigten og de prangende rum, skal vi ned i størrelse. Vi skal til Faaborg, ind i en snæver brostensbelagt gade nær torvet i bymidten og besøge Skitsehandlens mere ydmyge lokaler. Her præsenterer Signe Parkins lige nu en særegen ophængning af sine bittesmå men ret fabelagtige tegninger i udstillingen Ophængning #2 (Som en slange).

Tegningerne, som alle måler sølle 11 x 13 cm, er hængt op i spinkle sytråde fra loftet, og udgør nu en slags uro eller sværm i rummet. I denne sværm er rækker af tegninger, serielle forløb, der kan læses både fra den ene og den anden side.

Og, jo, man kan godt – hvis man ellers ikke er alt for stor (jeg har problemer med skulderbredde og mine 190 højdecentimeter) – bevæge sig rundt inde i sværmen. Det gør det til en ret så kropslig oplevelse. Der er billeder, man skal ned på knæ for at se – andre gange leder man efter en stige.

Det er en ophængning, som viser sig frem som en fjerlet, levende skulptur (tegningerne bevæger sig, når døren går, eller du bevæger dig omkring dem) og som aktiverer rummet på en helt anden måde end væghængte værker.

Det ser supergodt ud. Men det koster så lidt i forhold til selve tegningerne og deres fortællinger. Jeg hælder nok til at kunne ønske at studere tegningerne, hvor de kom lidt mere til deres egen ret.

Nærsyn

For Signe Parkins’ tegninger kræver nærsyn. De er tegnet med, hvad der må være verdens tyndeste pen, og stregerne sitrer og lever i den grad. Nøgne og uden fortrydelsesret. Hvis der er noget, der ikke fungerer, overstreges det – og så fungerer det alligevel. For det er også selve processen – det at tegne – der er emnet for tegningerne.

Det processuelle – og dermed også det serielle – er et karakteristisk træk for Signe Parkins, der har bearbejdet dagbogsformen på sin blog og skabt tegnede bøger. Den enkelte tegning afføder altid en ny, fornemmer man.

Tegningerne har ofte menneskekroppen som motiv, men den fremkaldes mere eller mindre tydeligt og er altid flydende, trukket ud af proportioner, uafgrænset og i forvandling. Surreelt, legende og overraskende er det! Ud af en række sarte linjeforløb dukker pludselig et lillebitte ansigt op med bølgende hår. Og dér åler lange lemmer sig uregerligt afsted for at ende i et par støvler.

Det er også den bevægelse, man oplever i serierne. Det starter måske med et par (slangeskinds-?) støvler, som dernæst fra tegning til tegning gennemgår en metamorfose i et sælsomt spil mellem slange og menneske frem mod en næsten opløst og ‘abstrakt’ komposition af, ja, streger.

Eller også er motivet en tegner i et rum, der billede efter billede indgår i symbiotisk relation, alt imens rummet drejes rundt og rundt.

På den måde handler det ikke så meget om det enkelte billede men mere om selve flowet. Og dermed også om tiden.

I Parkins univers bliver tegningen en metode til at være i tidens flow, og kommer på den måde – de små formater til trods – i sidste instans til at handle om helt store, eksistentielle størrelser som liv og død. Noget skabes, noget forgår. Intet er permanent. Det, der er, er selve strømmen, hvori noget opstår, mens andet forsvinder.

Signe Parkins: Ophængning #2 (Som en slange), Skitsehandlen, til 8. april. 

Det er som om, værkerne først og fremmest er deres materialitet

Jeg slutter min Tour de Fyn i Odense på det lille kunstnerdrevne udstillingssted M100, hvor Johanne Skovbo Lasgaard viser udstillingen Dvale i Enge. Den tætte, intense udstilling består foruden et par papirarbejder af relieffer og en skulpturel installation.

To relieffer bærer titlen Sacrum – altså Korsben – og fremstår som forvoksede udgaver af denne trekantede knogle i menneskeskelettet, som med sin placering mellem de to hofteben danner bækkenets bagvæg.

I Lasgaard udgave er der vægt på det sarte og gennemhullede.

Hermed er scenen sat for en udstilling, som måske mere er tilrettelagt for forbindelser til den materielle krop end det flygtige intellekt.

Som altid hos Lasgaard er der en opslugthed i selve den materialitet, som værkerne manifesterer sig i: Her i udstillingen er det blæk (masser af blæk), gips, papir og epoxy. Det er som om, værkerne først og fremmest er denne materialitet,

Dernæst forestiller eller handler de om noget. Eller kommer fra noget.

For er udstillingens værker ikke netop prægninger af hverdagsobjekter, hvis man ellers kan kalde et forstørret korsben for en hverdagsgenstand?

Tag nu installationen Sort spejl oplyser natten. Tungt vand (titlerne er som små digte). Her hænger en epoxy-klæbrig og persienne-lignende rumdeler (foldet akvarelpapir) foran nogle farvede gipsformer. Jeg får at vide, at det er afstøbninger af sammenklappelige vanddunke, og at farven (blæk) under støbningen lagde sig på den rillede yderside.

Man tænker, at det processuelle og materialernes egne kræfter altid har sin egen agenda hos denne kunstner.

Og så er der samtidig et element af pop. En stor blomst (er det en afstøbning af noget badelegetøj – eller hvad?) hænger på væggen som en forvokset Disney-tingest med et foruroligende og klæbrigt spejl af epoxy i bunden.

Eller hvad med Monroe-mundene på ræd og række, nedsænket som en blævret fiskestime i titel- og papirværket Dvale i Enge?

Det hele er ladet med skjulte fortællinger, psykologisk dynamik og drømmende tungetale. Hvad det hele går ud på, er ikke nemt at sige, men der er et materialistisk flyd gennem udstillingen fra underlivets krop til blomstens væske, fra blækmundene til det sorte spejl i natten.

Udstillingen er som et suk udstødt i overgivelse – en given sig hen til samhørigheden med tingene. Til væskerne, der strømmer gennem hullerne i bækkenet, mellem mennesker og omgivelser og gennem de membraner, som vi fejlagtigt gik og troede udgjorde lukkede grænser, men som viser sig porøse og utætte.

Utætte som digte og kunst, der bare er i verden uden nærmere forklaring.

Johanne Skovbo Lasgaard: Dvale i Enge, M100, til 12 marts.