Udstillingen Synthetic Seduction af Stine Deja og Marie Munk handler om designede kroppe. Omdrejningspunktet er, hvordan vi reagerer på noget, som både er kunstigt og ligner noget levende. Dermed er der både afsky og tiltrækning i luften på et bagtæppe af, at den bioteknologiske udviklingen er i gang omkring os og sikkert vil ændre kroppe og maskiner og alt det imellem.

Der er også sket en del med de rum, udstillingen udfolder sig i. Kongegaardens historiske rum er med forhæng af blåt stof omskabt til en form for klinik. En enkel, men effektiv form for scenografi, der ikke er for dominerende, men skaber en klart anderledes fornemmelse i rummene. Og udstillingen kunne fint have fortsat ud over de tre rum, det er blevet til. For den syntetiske forførelse taler direkte til os og er gennemført lavet.

Udstillingens titelværk Synthetic Seduction leder den besøgende hen til en sær formation af runde former. I lys beige og med en let irregulær organisk karakter giver de indtryk af at være i live – måske som frit groende kugler af krop, som søger berøring med hinanden. Syntetisk og i live på en gang. Tilmed optræder de både som form i rummet og i virtuel form på en skærm. Deres udtryksfulde enkelhed er karakteristisk for udstillingen og også dens formmæssige højdepunkt.

I Want to Know What Love Is

Næste værk er en video, der viser en udpræget kunstig robotfigur, der med famlende stemme synger sig igennem firser-popnummeret I Want to Know What Love Is med bandet Foreigner. Med tydelig symbolik handler det om at lære følelser og intimitet for den menneskelige maskine. Og så kan vi tænke på, om det handler om en ren virtuel form eller en ”virkelig” android. Dette værk forekommer mig dog lidt overtydeligt i sin symbolik – det er også svært ikke at undgå et lidt generisk udseende, når det er en standardiseret figur, der er i billedet hele vejen igennem.

Det tredje værk i udstillingen byder til gengæld på en overraskende oplevelse. En stor kødagtig størrelse ligger på et stativ med lange navlestrenge hængende fra sig. Den er omhyggeligt lavet for at tage sig levende ud med hud og dunkende puls.

Men vi skal ikke bare se på den, men også tage den op og lægge den op på vores nakke, efter vi har lagt os på en hospitalsagtig briks ved siden af. Her glider så en række videosekvenser forbi, der viser scener af møder mellem mennesker og robotter og maskiner, der forsøger at være menneskeligt følelsesladede.

Det vil sikkert være en let grænseoverskridende oplevelse for mange at gennemgå denne seance, der er direkte i sit udtryk og udført med stor finish.

Stine Deja og Marie Munk har tidligere udført en del af udstillingen i en anden form – derfor den lidt kryptiske titel Synthetic Seduction Revisited. Det er nu absolut værd at gøre, for udstillingen her er både vedkommende og godt udført. Og heller ikke så svær, at den ikke kan vises i en mindre by som Korsør.

Mærkeligt materielt og minimalt

Mens Deja og Munks udstilling har en ganske direkte appeal i sin velproducerede form og det følelsesfremkaldende indhold, er den sideløbende udstilling med Mikkel Carl af en mere hård og kantet støbning.

Udstillingen med titlen I Am Inside You Are Inside Me vises i byens tidligere glasværk, som drives som udstillingsrummet KGX af Kunsthal Kongegaarden, og viser store rammer placeret som tomme døråbninger i rummet og kvadratiske flader i rækker på væggene – lige udfordrende i deres store og lille størrelse. Disse objekter er demonstrativt materielle – her er vores sædvanlige ide om størrelse og proportioner sat ud af kraft og i stedet er disse ting i deres egen verden – fremmedartet og i sig selv.

Tingene er dog ikke helt, som de ser ud til. Værkerne er lavet i plast og andre kunstige materialer bearbejdet til at se ud som forvitret metal. Denne forvandlingsmanøvre stiller sig som en drilsk udfordring for beskueren imellem disse mærkelige materialer og former.

Titlens lille gåde, I Am Inside You Are Inside Me, giver heller ikke meget fra sig – er det udstillingen, som den tiltalte så befinder sig inden i? Her er måske et filosofisk spil i gang. Og et vist spil med tidligere eksperimenter i form og billede kan måske også anes i et ekko af minimalisme-former og koncept-billeder. Dog ikke sådan, at det er demonstrativt eller præcist identificerbart, endsige med et budskab i normal forstand.

Særligt de store ramme-agtige former har en stedspecifik kvalitet, både overfor beskuer og rum. Det er en god mental øvelse at få dem til at passe ind i vores verden. Jeg er lidt mere skeptisk ved de små billeder eller flader på væggene. De giver for lidt fra sig og kunne godt bruge en opfølgende scenografi.

Det er altså en hård nød af en udstilling, særligt til et sted som KGX i Korsør. Der kunne godt være rakt en finger eller to til publikum, som skulle have fundet vej til det gamle industrilokale. Det kunne så give publikum en større oplevelse af at være inde i noget, som også var inde i en selv.