Marie Munk er uddannet ved designskolen i Kolding og Royal College of Art i London. Hun er forholdsvis ny på den danske kunstscene, men er dog allerede blevet tildelt Statens Kunstfonds eftertragtede tre-årige arbejdslegat. Hun udforsker fremtidens bioteknologi i et plastisk formsprog og skaber ofte kropslige totalinstallationer, hvor skulptur, bevægelse, lyd og interaktion mødes. Enten solo eller i samarbejde med Stine Deja.

De ofte aparte værker udfordrer vores opfattelse af begrebet krop og kødelig substans, men også vores forståelse af mennesket i en tid, hvor digitale universer, teknologisk innovation og krav om effektivitet karakteriserer vores adfærd. Marie Munk stiller spørgsmålet ”er vi efterhånden blevet så teknologiserede og robotiserede, at vi allerede er post-humane?”

Store kæledyr

Great Pets på Tranen i 2019-20 var Marie Munks første soloudstilling herhjemme. Det var en hyperrealistisk iscenesættelse med kunstgræs og enorme skulpturer, der var skabt med pigmenteret silikone. De mærkværdige væsner havde naturtro hud og rørte på sig, men lignede ikke nogen kendte former for liv. Titlen indikerede, at kæledyr kan være fantastiske, men også at robotindustriens mekaniske og reaktive dyr måske kan blive for store, utæmmelige og farlige.

Til Roskilde Festival 2022 tog Marie Munk fat på vores forhold til kroppen, der konstant bliver udfordret af den hastige teknologiske udvikling, og som derfor er blevet sværere at afgrænse og definere. Placenta var en gigantisk, oppustelig moderkage med pulserende blodkar og fugtige hinder, som forbandt festivalgæsterne gennem en fælles oplevelse af at være kødelige i en højspændt digital verden.

Samme år kunne man opleve Big Energy, der var en teatralsk totalinstallation på Gl. Holtegaard. Stedets barokke rammer blev omdannet til et kødeligt datacenter – fyldt med livgivende navlestrenge lavet af silikone og kødfulde, overdimensionerede silikone-indvolde og kølige metalliske rør. Udstillingen var inspireret af globale datacentre som vor tids hellige haller, og fremmanede en surrealistisk vision, hvor vi mennesker endeligt er smeltet sammen med teknologien.

Syntetisk Forførelse i Korsør

I samarbejde med Stine Deja har Marie Munk netop re-installeret totalinstallationen Synthetic Seduction i Kunsthal Kongegaarden. Med blå gardiner, videofilm, silikoneskulpturer og readymades har de skabt et futuristisk og interaktivt laboratorium midt i en fredet historisk rokokobygning. I et overoplyst rum, der ligner en operationsstue, kan man få hud-til-hud-kontakt med bevægelige hudklumper og således blive berørt.

Titelværket Synthetic Seduction består af videoskærme med 3-D animationer og Marie Munks hudfarvede, runde skulpturer. I selskab med videoens digitale gengivelse af skulpturerne virker de kødelige og levende, men omvendt kan man også opleve dem som døde sten omkring den digitale skærm – som om de har mistet alt liv, og de digitale hud-blobber er de mest levende.

Udstillingen er en undersøgelse af teknologiens indflydelse på vores intime, sociale oplevelser og perspektiverer de relevante, men måske også noget skræmmende spørgsmål, “Kan en maskine lære at være menneske?” og ”kan intim kærlighed erstattes af surrogater?”.
Synthetic Seduction blev udstillet første gang i London i 2018, men corona og manges oplevelse af hudsult har gjort et genbesøg og nyopsætning af udstillingen mere relevant end nogensinde.

Se Portfolio nedenfor