Hvad er vigtigst på et museum – publikum eller kunsten?

Den nye SVM regering vil ifølge regeringsgrundlaget formulere en kulturpolitik, der skal sætte pejlemærker for de enkelte kunst- og kulturområder, og jeg hæfter mig ved, at et af de pejlemærker skal handle om publikum.

Jeg selv beskæftiger mig med publikums interesser og behov til daglig, og i min optik er publikum en betegnelse, der burde dække hele befolkningen, så på den ene side glæder det mig at se, at publikum – eller brugere – har fået en så fin plads i et regeringsgrundlag.

På den anden side kan jeg blive nervøs for, hvordan regering ønsker, at man skal placere publikum på en kunstinstitution. Er det vigtigt for regeringen, at publikum bliver mødt med relevant formidling og kan have en meningsfuld kunstoplevelse, eller handler det mere om, at den enkelte institution skal sælge et antal billetter for at leve op til deres eksistensberettigelse?

Kultur for alle har længe været den kulturpolitiske strategi, så det giver selvfølgelig mening at interessere sig for, hvem ‘alle’ er. Et stigende publikumsfokus har ført til flere diskussioner om, hvorvidt kunstinstitutioner skal sætte publikum eller kunsten først. Særligt introduktionen af begreber som ‘publikumsudvikling’ og ‘oplevelsesøkonomi’ har delt vandene.

Publikumsudvikling, som er en måde at arbejde strategisk med sine brugere, har ført til filosofiske diskussioner om, hvorvidt det er publikum eller institution, der skal udvikles. Diskussioner om oplevelsesøkonomi går på, at man ikke skal ‘lefle for publikum’ men turde sætte sin kunst eller sin genstand i fokus.

Samtidig lægger det et pres på den enkelte kulturinstitution, at de bliver målt på antal solgte billetter, for hvis man bliver truet på sin økonomi for ikke at leverer publikumssucceser, så har det unægteligt en effekt på den måde, man vælger at programmere på. Det skal være sikkert, og det skal tiltrække alle.

Alle er ikke en målgruppe

Hvis kultur skal være for alle, og hvis kunst- og kulturinstitutioner skal pejle efter publikum, så rejser det en række spørgsmål om, hvem alle er. Alle kan naturligvis ikke være en målgruppe, og hvis man insisterer på, at kulturinstitutioner skal gå efter det størst mulige antal publikum, så presser man en form for hektisk konkurrence, hvor alt kommer til at ligne hinanden, og hvor man satser på publikumssucceser ved at løbe efter trends i tiden.

Det smalle og eksperimenterende må vige for det sikre, der tager sig godt ud på sociale medier og kan lokke de mange til. Om det er turister eller lokale, og om de besøgende kommer igen, er tilsyneladende ikke så vigtigt, så længe næste udstilling kan kan trække et nyt hold besøgende til.

At arbejde i dybden med målgrupper er tids- og ressourcekrævende arbejde, men det er en arbejdsindsats, der vil komme mange gange igen, hvis man gør det rigtigt. Det er urimeligt at forlange, at hver enkelt kulturinstitution, hver enkelt udstilling, skal komme så mange ved som muligt.

Det er mere realistisk og mere interessant, hvis der samlet set er kunst- og kulturtilbud for alle. Det giver ro på i forhold til, at den enkelte institution kan gå i dybden med konkrete målgrupper, og de kan sørge for at lave indhold af højeste relevans for klart definerede og nuancerede målgrupper.

Statens Museum for Kunst har sat gang i en længere proces med deres SMK-Fridays koncept og havde et glimrende resultat på den seneste friday med et samarbejde med Center for Kunst og Mental sundhed. Den Hirschsprungske Samling har arbejdet med minoritetsetniske kvinder i forbindelse med deres Bertha Wegmann udstilling, og Trapholt har et fast ‘skema’ for, hvilken type formidling, der skal være til stede for hvilken type brugere.

Det betyder muligvis, at man skal sænke forventningerne til antal solgte billetter, men til gengæld vil kvaliteten være i top. Samtidig vil det være mere sandsynligt at få genbesøg, fordi de besøgende anser museet som et relevant sted, der spiller en meningsfuld rolle i deres liv.

Publikumsfokus er en relationsøvelse

Jeg håber, der med regeringens kommende kulturpolitik vil være en forståelse for, at det tager tid at lære sit publikum at kende, og at der i den proces også ligger et erkendelsesarbejde i forhold til, hvem man selv er som institution. Målet må være at skabe varige relationer til et kernepublikum, samtidig med at man kan tilbyde overraskende møder mellem nye besøgende og kunsten.

Min opfordring til politikerne er at indføre andre, kvalitative kriterier at måle kunst- og kulturinstitutionerne på. Min opfordring til institutionerne er at tage imod den gave det er, at kunne arbejde målrettet med sine brugere.

Publikumsudvikling er en relationsøvelse. Når man går ind i en relation, lærer man også sig selv at kende, og man får muligheden for at se sig selv gennem den andens øjne. Kunsten her er så ikke at skabe sig selv i den andens billede, men at mærke efter, hvem man er, og arbejde ud fra det. Den autencitet vil i sidste ende betale sig i meningsfulde møder med det rigtige publikum.

Det kræver mod, og det kræver tid. Den autentiske kunstoplevelse forudsætter, at man som kunstinstitution har helt styr på sit raison d’être, at man ved hvem man er, og ikke går på kompromis med den kunstneriske kvalitet.

I den forbindelse er et publikumsfokus ikke nogen dårlig ting – ikke forstået på den måde, at man skal relatere til alle, men i stedet på den måde, at det stiller spørgsmål til, hvem man er sat i verden for.

Om man kalder det publikumsudvikling, eller om man kalder det noget helt andet, så er kernen, at man skal kende sig selv for at møde den anden, og i sidste ende er det en ligning, der skal gå op mellem institution, kunstværk og publikum.