Firelei Báez: Trust Memory Over History
5 okt 202320 maj 2024

Firelei Báez: How to slip out of your body quietly, 2018, Courtesy kunstneren og James Cohan, New York. Foto: © Firelei Báez.

Anbefalet under Det skal du se! uge 40.

Trust Memory Over History på Louisiana er den første soloudstilling i Europa af den dominikansk-amerikanske kunstner Firelei Báez (f. 1981). Monumentale malerier og installationer fulde af poesi, smerte og enorm skønhed konfronterer den vestlige verdens hegemoniske magtsprog. Gamle kort, arkitektoniske tegninger og bogsider er de håndgribelige og vitale udgangspunkter for hendes malerier.

Den kraft og energi, der strømmer ud af Firelei Báez’ værker, er overvældende. Hun maler stærke, poetiske billeder på gamle diagrammer som kort, bogsider og arkitekturtegninger, mens hun bevæger sig ubesværet frem og tilbage mellem abstraktion og figuration.

Báez trives med modsætninger og flertydigheder. I hendes værker sammenflettes forestillinger om skønhed med voldens spøgelse; her blandes personlige perspektiver og storslåede historiske narrativer, her fusioneres caribisk mytologi og science fiction. Igennem hele værket løber en rød tråd, der handler om den Sorte diasporas erfaringer og repræsentation og et ønske om at udfordre forudindtagede og undertrykkende idéer om identitet og historie.

I Firelei Báez’ malerier gælder tanken om at ”begynde fra nul” ikke. I stedet tager hun udgangspunkt i gamle diagrammer. For Báez går vejen til atelieret gennem arkivet.

De diagrammer, som Báez inkorporerer i sin kunst, stammer primært fra en historisk kontekst af europæisk og amerikansk dominans, opnået gennem kolonisering, slavebinding og udnyttelse af naturlige ressourcer. De bliver en definerende ramme for kunstneren og påvirker det indhold, som påmales efterfølgende. Denne påvirkning går hinsides de historiske og politiske konnotationer i et givent diagram og omfatter også dets formelle æstetik.

Diagrammerne giver sig til kende under de mange lag af maling, som er det fortidens uafrystelige spøgelser, der hjemsøger nuet. De fungerer som stærke påmindelser om de omstændigheder, der ligger til grund for nutidige konstruktioner, som vi ikke kan komme udenom, og som standhaftigt modstår ethvert forsøg på at blive visket ud.

Firelei Báez’ bestræbelser ligger tæt op ad samtidige forfattere og kunstnere, der kæmper med den begrænsede mængde historiske optegnelser, der vedrører oprindelige kulturer og efterkommere af slavegjorte. Som modtræk til denne udelukkelse fra historien, vender de sig mod fiktionen som et effektivt middel til at opbygge modbilleder og i samme åndedrag udfordre begreber om fakta og sandhed.

Kilde: Louisiana Museum of Modern Art

Louisiana Museum of Modern Art

Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - nej

Man lukket
Tirs-fre kl. 11-22
Lør-søn kl. 11-18

Entré til museet
Voksen 145 Kr.
Studerende 125 Kr.

Kontakt

+45 4919 0719

Firelei Báez: Trust Memory Over History
5 okt 202320 maj 2024

Del

'Firelei Báez: Trust Memory Over History'

Facebook