Host, House, Hourglass er en fortælling i form af en installation skabt særligt til Galleri Images lokaler om de rum vi bor i, om hvad det vil sige at tilhøre rum; mentalt, fysiskt, kropsligt, og om at være (eller ikke at være) hjemme.
I forlængelse af Elisabeth Molins tidligere værker, hvor hun udforsker abstrakte begreber såsom tyngdekraft, rytme og nærhed, bygges udstillingen Host, House, Hourglass op af rumlige kollager, hvor objekter fra midlertidige hjem forlænger og forskyder de filmiske fortællinger lavet i disse rum. De ofte fundne og senere transformerede objekter bærer på en historie i den måde de er blevet rørt, markeret eller skåret på og skaber nye associationer imellem mentale og fysiske rum.
“Stedet var nummer 13. Væggene var glatte og der var spor alle vegne af andre der havde været der før mig; krummer på gulvet, affarvninger på en bordoverflade, ridser på et dørhåndtag.
Jeg hører en arkitekt sige at dørhåndtaget er det første kropslige møde vi har med et rum, men hvad med alle de immaterielle møder; duftene, molekylerne i luften, de instinktive reaktioner på et rum.
På stedet fandt jeg kasser af beviser, billeder og bokse fyldt med tøj. Der var bukser der som negative forme indikerede kroppene som havde båret dem, der var et kostume som insinuerede camouflage og briller som gjorde alting sort hvid.
Hvordan kan fotografiet være et bevis på noget?
Der var en damp fra et af rørene som gjorde udsigten over stepperne uskarp, og det var som om hvert vindue viste forskellige uforenelige verdener. I det ene vindue var der røde mursten, i det andet var der metalbygninger som strakte sig langt op i himlen.
Hvordan kan jeg finde subjektivitet i et vortex af medier som husker for mig, data som står i stedet for mig?
Jeg begyndte at dokumentere objekterne, transformere beviserne, splitte dem ad og sætte dem sammen igen.
Det var på samme måde som jeg var begyndt at snige mig ind i hjem for at rykke om på tingene, så jeg kunne omrokere minderne.”
Kilde: Galleri Image
