Maria Zahle: SOLO
25 feb 202316 apr 2023

Pressefoto: Alice Folker Gallery.

Arbejdet med farve er et centralt omdrejningspunkt i Zahles billedkunstneriske praksis. På det seneste er Zahle begyndt at hjemmedyrke planter som indigo og kraprod, og på denne måde fremstiller og indfarver hun materialer med hjemmeproducerede pigmenter. I processen med at producere farverne selv, bliver det helt centralt for hende at forholde sig til farven ikke blot for hvordan den synes, fremstår og virker, men også i forhold til hvilke komponenter og processer, den bliver skabt af.

I det store, centrale vægmaleri AWASH, der fylder hele den væg, som man møder som det første i udstillingen, slår hun farvens betydning for udstillingen an. Væggen er håndmalet af Zahle i hendes hjemmefremstillede pigment. Den er ”ensfarvet”, lyserød, men står alligevel og vibrerer med sporene af den førte hånd. Det bliver ujævnhederne i farven, der leder opmærksomheden hen på farven som en størrelse, der er fuld af liv.

Længere inde i udstillingsrummet danner en anden væg malet i en blålig nuance baggrund for indrammede collager fra serien FLINT. Disse collager udgør et andet spor i Zahles praksis, der tager fat på en grundig afsøgning af formernes utallige variationer og vekselvirkning. Hver især er de håndindfarvede papirark klippet til som en egen figur. Derpå er de monteret ovenpå hinanden i formationer, der tillader nye figurer og tomrum mellem disse at komme til syne. Som en lille signatur fra Zahle er arkene i collagerne fæstnet med et stykke afrevet tape, som virker mindre som en praktisk foranstaltning end netop en lille accent, der insisterer på at pege tilbage på processen og tilblivelsen af værkerne.

Også i udstillingens yderligere to værkserier lader Zahle værkerne pege direkte tilbage ind i den kunstneriske proces, der er forudsætningen for fremkomsten af det færdige værk vi betragter.

I serien TABLE TOP PICTURE PLANE lader Zahle processen udgøre det egentlige motiv. Henover otte tegninger afbilder Zahle på gentagende vis håndens arbejde med blyanten henover de enkelte ark. Vi ser hvordan blyanten skubbes rundt og forskyder sig rundt i de enkelte tegninger, mens det materiale der bliver til overs, når blyanten spidses, bliver farvelagt med akvarel og på den måde fremstilles som det resultat, der kommer ud af håndens og blyantens arbejde.

Processen bag det kunstneriske arbejde er i den grad vigtig for Zahle. I Zahles satinvævede værker i hørgarn, der i udstillingen præsenteres både som billedtæpper på væggene og som skulpturelle elementer på rampelignende sokler på gulvet, er arbejdet med fremstillingen af værkerne integreret som del af værkernes motiv såvel som i den egentlige udformning. Ophænget til de væghængte værker tjener et praktisk formål, men det er støbt i bronze og har både materialemæssigt og i den skulpturelle formmæssighed karakter af en væsentlig bestanddel af selve værket. Bronzeafstøbningen af hånden manifesterer tydeligt dens andel i frembringelsen af værket.

Arbejdet med selve vævningerne er baseret på den kropslige relation til arbejdet som helhed. Dels er selve væven Zahle arbejder ved konstrueret, så arbejdet ved den passer til en krop, dels svarer størrelsen på selve vævningerne til en menneskekrop og ikke mindst kræver frembringelsen af vævningerne en førlig og funktionel krop, der kan skubbe, træde og skyde materialerne rundt i væven. Zahle lader denne fysiske og skabende krop indgå i de vævede værker som motiv ved simpelthen af male den på vævningerne repræsenteret som hhv. fritsvævende lemmer og som omrids af hendes egen sammenhængende krop.

På den måde insisterer Zahle også i disse værker på både kroppen og processen som værkernes uomgængelige forudsætning – og som helt afgørende for de aftryk vi alle sammen sætter i verden i det hele taget.

Tekst: Tone Bonnén, 2023

Alice Folker Gallery

Esplanaden 14
1255 København K

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-17
Lør 11-16

Gratis entré

Kontakt

+45 4015 5805

Maria Zahle: SOLO
25 feb 202316 apr 2023

Del

'Maria Zahle: SOLO'

Facebook