12 nye talenter til ‘Den Unge Kunstneriske Elite’

12 nye talenter til ‘Den Unge Kunstneriske Elite’

Sofia Albina Novikoff Unger: 21st Century Fox, video, 22 min, 2021.

12 unge talenter har fundet vej til Statens Kunstfonds karriereprogram ’Den Unge Kunstneriske Elite’, der siden 2018 har arbejdet med at talentudvikle unge kunstnere.

Hvert år udvælger Kunstfonden kunstnere til det toårige udviklingsprogram. Her får de mulighed for udvikle deres virke og booste deres karriere nationalt og internationalt.

Med karriereprogrammerne får de mulighed for at fordybe sig i arbejdet med deres kunstneriske udtryk gennem bl.a. mentorforløb, residencies og samarbejder med andre internationale kunstnere.

På billedkunstområdet drejer det sig om Jens Settergren, Sofia Albina Novikoff Unger og Magnus Pind med følgende begrundelser:

“Jens Settergren er billedkunstner og arbejder med kollektive billeddannelser og science fiction. I hans værker sætter han ofte eksisterende 3D figurer fra online-arkiver, masseproducerede objekter og reklamebilleder ind i nye sammenhænge for at undersøge dybereliggende betydninger og forståelser indkodet i billeder, objekter og sprog.”

Om Sofia Albina Novikoff Unger lyder det, at hun “med et poetisk high-tech sprog skaber sensoriske og holistiske installationer ved brug af video, lyd, 3D-skulpturer og performances. Værkerne er skabt på baggrund af dybdegående research og udforsker blandt andet biologiske, historiske og socio-politiske fænomener.”

Magnus Pind skaber performances og installationer i krydsfeltet mellem scenekunst og digital billedkunst. “Med en matematisk tilgang til kunsten, bruger han data og tal i sine værker til at visualisere usynlige og sværttilgængelige strukturer i samfundet, som vi alle indgår i.”

Fra de øvrige kunstarter drejer det sig om Clara Guldberg Ravn (musik), Emma Bess (litteratur), Jakob La Cour (scenekunst), NEKO3 (musik), Ragnheidur Jonsdottir (musik), Sarah Brunnhuber (kunsthåndværk og design), Sofie Riis Endahl (litteratur), Jespersen Nødtvedt (arkitektur) og Wired Studio (scenekunst).

Hver af de 12 udvalgte har sammen med en selvvalgt, erfaren konsulent udtænkt et skræddersyet, toårigt karriereforløb, der skal sætte fart i deres karriere både nationalt og internationalt.

Lise Skou, som er udvalgsleder for Det tværgående udvalg for ‘Den Unge Kunstneriske Elite’, udtaler: ”Selv de største talenter kan have brug for hjælp til at indfri og udleve deres potentiale. De unge kunstnere, vi nu har udvalgt til karriereprogrammet, viser et helt særligt mod til at krydse kunstneriske genrer og formater, udfordre det etablerede og gå nye veje. Vi glæder os til at følge deres udvikling i karriereprogrammet. Det har samtidig været utrolig inspirerende at læse så mange kvalificerede ansøgninger fra spirende talenter, og at få indblik i en så stor variation af kunstneriske udtryk og visioner. Det lover godt for fremtidens kunstnere.”

Kilde: Statens Kunstfond.

Del artiklen

'12 nye talenter til 'Den Unge Kunstneriske Elite''

Facebook