Pernille Pontoppidan Pedersen: At væve portaler
2 dec 202218 dec 2022

Pernille Pontoppidan Pedersen: Mobil statue / sarkofag fartøj, 2022.

Anbefalet under Det skal du se! uge 48.

I udstillingen At væve portaler præsenterer kunstneren Pernille Pontoppidan Pedersen nyproducerede skulpturelle værker, der belyser moderskabet og peger på kvindelige store tænkere og heltinder. Udgangspunktet er kunstnerens eget liv og værkerne er skabt af materialer fra Pedersens egen nærhed – sin have, skov og værksted.

Om udstillingen udtaler Pernille Pontoppidan Pedersen:

“Jeg bor og lever i og med naturen, og har til udstillingen At væve portaler på KH7 Artspace skabt værker af materialer i min nærhed: Uld fra får, der græsser i skoven omkring mit hjem og værksted, bliver forarbejdet og brugt i værket Dosmerseddel, hvor grov sort uld er nålefiltet på let hvid silke. Råstoffer fra granit, som kom til syne i min skov efter at være gemt under overfladen siden sidste istid, bliver pulveriseret og påført de keramiske skulpturer, som er kernen i min praksis, inden brændingen.

Jeg er optaget af moderskabet og kunstnerens praksis, og jeg tager udgangspunkt i mit eget liv. Med inspiration fra teoretiker og tænker Donna J. Haraways hybrider og forbundne arter, er jeg interesseret i hvordan en kunstnerisk praksis og moderskabet sameksisterer – for moderskabet kan ikke tages ud af ligningen for min egen kunstneriske praksis. Hvordan moderskabet indskrives i kunstnerens praksis som et åbenlyst og legalt, ja, sågar et positivt generende element, er jeg interesseret i at finde ud af både for mig personligt, men også som en refleksion i vores samtid.

I denne udstilling er science fiction til stede på flere planer. I referencerne til sci-fi litteratur, som jeg har båret og lyttet til under skabelsen af udstillingen, samt i valget af helte, specifikt Ursula K. Le Guin og Shahrnush Parsipur. Fra hvert deres udgangspunkt skaber de anti-helte, som beholdere for liv, fortællinger der rodfæster sig i mig, personligt. De skaber historier om at putte noget nyttigt og smukt i en pose eller krukke, bringe det til hjemmet, som i denne kontekst også kan læses som en art beholder, for derefter at tage det ud, vise det og dele det, for at gemme det og cirkulært viderebringe det til eftertiden.

Fortællingerne, kvinderne, børnene har åbnet sci-fi portaler hos mig, som jeg vil væve sammen i denne udstilling. I et keramisk værk har jeg plantet mig selv som et træ, inspireret af Parsipurs karakter Mardokht fra værket Kvinder uden mænd. Jeg har lavet en uendelighedssøjle af krukker, som en ode til kvinderne, der står på skuldrene af hinanden i generationer efter generationer. Gennemgående i udstillingen bliver man mødt af nyproducerede værker, som peger på ovennævnte kvinder og deres litterære stemmer i dialog med min egen.

Vi taler om moderskabet, om kunsten, om værket.”

KH7 Artspace er et kunstnerdrevet udstillingsrum i Aarhus’ Sydhavn, som er uafhængig af kommercielle interesser, hvilket er
befriende og en nødvendighed i denne fortælling. Udstillingsrummet har de sidste seks år haft en ambition om at være en
vibrerende platform for kunstnerisk dialog og udfoldelse på tværs af generationer og genrer i Aarhus. Udstillingen er længe
ventet og jeg glæder mig til for første gang at vise mit arbejde i min hjemstavn.

 

Kilde: KH7 Artspace

KH7 artspace

Sydhavnsgade 7
8000 Aarhus C

Tors 14-17
Fre 14-17
Lør 14-17

Gratis entré

Kontakt

20685854

Pernille Pontoppidan Pedersen: At væve portaler
2 dec 202218 dec 2022

Del

'Pernille Pontoppidan Pedersen: At væve portaler'

Facebook