Ny stor kunstpris hædrer Cathrine Raben Davidsen

Ny stor kunstpris hædrer Cathrine Raben Davidsen

Cathrine Raben Davidsen er den første modtager af Beckett-Prisen på 250.000 kr.. Pressefoto, Copenhagen Contemporary.

Beckett-Fonden indstifter i samarbejde med Copenhagen Contemporary en ny kunstpris, der årligt hædrer en dansk kunstner, som har skabt et originalt bidrag til billedkunsten. Den første vinder af Beckett-Prisen på 250.000 kr. er Cathrine Raben Davidsen.

Ved uddelingen lægges der vægt på, at kunstneren gennem en betragtelig årrække har udviklet et personligt kunstnerisk sprog med kvaliteter som humanisme, idémæssig præcision, distinkt håndværksmæssig udførelse og fordybelse i materialer og virkemidler. Med prisen følger en hædersbevilling på 250.000 kr.

Cathrine Raben Davidsen modtager ifølge fonden prisen for, at hun “med sine dragende og drømmende malerier har udviklet et unikt personligt kunstnerisk univers, som undersøger liv, død, transformation og tid.”

Copenhagen Contemporarys direktør Marie Laurberg udtaler:
”Vi er meget glade for at give den første hæderspris til netop Cathrine Raben Davidsen, som er en af vores helt store malere. I en tid fuld af hurtige billeder, der glimtvis dukker op på skærme, skubbes til side og forsvinder igen, er maleriet langsomt, trægt og befriende analogt. Cathrine Raben Davidsen er en kunstner, der dyrker denne langsomhed: den omstændige proces ved at opbygge et billede gennem stoffet, lag på lag. Hendes billeder afkræver beskuerens nærvær.”

En ny pris

Prisen uddeles til minde om maleren Paul Beckett (1922-1994) og er oprettet i anledning af 100-året for Paul Becketts fødsel.  Direktør for Beckett-Fonden Michael Varming udtaler:

”Beckett-Fonden er oprettet af maleren Paul Beckett og hans hustru Birte Beckett. Vi er i fonden stolte over at kunne indstifte denne pris i Pauls navn for at hædre billedkunsten. Og vi er glade for, at den nyindstiftede pris finder sted i samarbejde med CC – Danmarks største institution for samtidskunst. CC bidrager med den kunstfaglige ekspertise, der sikrer, at prisen støtter kunstnerne på den allerbedste måde.”

Prisen uddeles for første gang den 1. december 2022 og vil fremover blive uddelt én gang om året på Copenhagen Contemporary. Prisens første modtager er udpeget af Beckett-Fondens bestyrelse. I de kommende år vil prismodtageren blive udpeget af en jury bestående af kuratorer fra førende europæiske kunstinstitutioner – så prisen også bidrager til at skabe international opmærksomhed omkring den danske samtidskunst. Juryen vælger prismodtageren på baggrund af indstillinger fra et uafhængigt indstillingsudvalg.

Juryen for Beckett-Prisen vil i de kommende fire år bestå af:
Marie Laurberg, Direktør, Copenhagen Contemporary
Hendrik Folkerts, Curator of International Contemporary Art & Head of Exhibitions, Moderna Museet i Stockholm
Cathérine Hug, Curator, Kunsthaus Zürich
Cliff Lauson, Director of Exhibitions, Somerset House, London

Kilde: Copenhagen Contemporary

Del artiklen

'Ny stor kunstpris hædrer Cathrine Raben Davidsen'

Facebook