Niels Wessel Bagges Kunstfond uddeler stort hæderslegat til 13 danske kunstnere

Niels Wessel Bagges Kunstfond uddeler stort hæderslegat til 13 danske kunstnere

Julie Stavad: I am here for pleasure but it is no fun, Installationsview, O-Overgaden 2022. Foto: Anders Sune Berg.

13 danske billedkunstnere har hver netop modtaget 100.000 kr. fra Niels Wessel Bagges Kunstfond. Iblandt dem er en række kendte kunstnere, men også flere nyuddannede.

Niels Wessel Bagges hæderslegat er et af Danmarks største og har været uddelt hvert år siden 1994. Over hundrede væsentlige kunstnere har tidligere modtaget det, og i år kan fonden føje endnu 13 kunstnere til rækken med legater på 100.000 kr. Årets legatmodtagere er: Torben Ebbesen, Kirsten Dufour, Dorthe Dahlin, Hannibal Andersen, Magnus Andersen, Maiken Bent, Sara Sjölin, Julie Stavad, Lise Harlev, Line Lyhne, Hartmut Stockter, Larissa Sansour og Katrine Bobek.

Niels Wessel Bagges hæderslegat er tidligere blevet tildelt blandt andre John Kørner, Superflex, Lea Porsager, Jeanette Ehlers og Sergej Jensen. Årets hæderslegat vil blive fejret ved et lukket arrangement på Louisiana til næste år.

Niels Wessel Bagges Kunstfond sigter at hædre både kunstnere, som har en lang karriere bag sig, og støtte unge, nyuddannede kunstnere i deres fortsatte udvikling. Nina Wedell-Wedellsborg, som er forkvinde i Niels Wessel Bagges Kunstfond, glæder sig over, at der i år kan tilgodeses hele 13 kunstnere. Hun udtaler:

”Gennem årene har vi talt med en del tidligere legatmodtagere, som fortæller, at legatet har haft en afgørende betydning for deres karriere og kunstneriske udvikling. I år har vi blandt andre udvalgt nogle yngre kunstnere, som er uddannet og udstiller i udlandet. Vi håber, at legatet her – ud over den rene anerkendelse af deres fortjeneste, som det er et udtryk for – også kan være med til at synliggøre dem overfor det danske kunstpublikum.”

Kilde: Niels Wessel Bagges Kunstfond.

Del artiklen

'Niels Wessel Bagges Kunstfond uddeler stort hæderslegat til 13 danske kunstnere'

Facebook