Ny programdirektør på ARoS

Ny programdirektør på ARoS

Catherine Ince bliver ny programdirektør på ARoS. Pressefoto, ARoS.

ARoS løfter nu slører for, hvem der fra 1. februar 2023 kommer til at tegne museets kunstneriske profil i den nyoprettede stilling som programdirektør. En stilling, der erstatter tidligere overinspektør Lise Penningtons, og som kommer til at udgøre et nyt ledelsesteam sammen med museumsdirektør Rebecca Matthews. Det bliver den 46-årige britiske kurator Catherine Ince.

ARoS ledelse orienterer sig mere internationalt, når Catherine Ince fra 1. februar tiltræder som museets nye kunstneriske programdirektør. Som programdirektør vil Ince både lede museets kuratoriske team samt lede arbejdet med museets samling og formidlingsaktiviteter, der skal udvide publikumsoplevelsen.

Catherine Ince kommer fra en stilling som overinspektør hos V&A East (Victoria & Albert Museum), et nyt museum og samlingsforskningscenter under opførelse i Queen Elizabeth Olympic Park London. På V&A East har hun gennem de seneste seks år stået for den kuratoriske og kreative programplanlægning. Forud for dette har hun været seniorinspektør ved V&A og inspektør ved Barbican Art Gallery, London.

Læs også: Rebecca Matthews bliver ny direktør for ARoS

”Jeg er meget glad for at kunne slutte mig til ARoS i netop denne spændende tid, der byder på både udvikling og forandring. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med Rebecca Matthews og resten af ​​teamet om at forme ARoS’ fremtidige program, så museet kan fastholde sin position som en førende kulturdestination i Danmark og en vigtig international platform for den klassiske kunst og samtidskunsten”, udtaler Catherine Ince. “ARoS er et varmt og imødekommende offentligt rum, hvor de besøgende kommer for at nyde kunsten, opdage nyt, lære, slappe af og lege. Jeg ser frem til at bygge videre og gøre dette højt elskede museum til et endnu mere levende rum for kreative møder i byen: et rum, der kan favne en stor mangfoldighed af ideer, transformerende oplevelser og kunstneriske praksisser fra Danmark og hele verden.”

Kilde: ARoS

Del artiklen

'Ny programdirektør på ARoS'

Facebook