Naturkunstparken Krakamarken genopstår

Naturkunstparken Krakamarken genopstår

Kimio Tsuchiyas: I am still alive fra 1995, er et af de værker, man fortsat kan møde på Krakamarken. Foto: Jørn Rønnau.

Det legendariske landartprojekt Krakamarken ved Randers genopstår som offentlig kunstattraktion og sted for naturfordybelse midt i en tid, hvor klimaforandringer sætter naturen under pres.

Sammen med billedhugger Jørn Rønnau, der i 1992 var idémand og kunstnerisk primus motor bag landartprojektets opståen, har en lille gruppe mennesker i en årrække arbejdet for Krakamarkens genrejsning.

Siden indvielsen i 1992 er meget af naturkunsten, der opførtes på Krakamarken i de første år forsvundet af naturlige årsager. Men der er stadig mange synlige spor af jordspiral, volde, gruber og fordybninger, ligesom cirkulære stensætninger og andre mere bestandige dele af værkerne fortsat står og skaber en fortidsmindeagtig stemning på stedet.

Mike Bulfin: Echoes of the Past – Traces of the Future, 1992. Foto: Jørn Rønnau.

Visionen er, at Krakamarken i fremtiden vil få nye naturkunstværker og at stedet skal fungere som naturkunstpark og sted for naturfordybelse og samtaler om naturen, dens arter og menneskene.

Med en økonomisk håndsrækning fra Randers Kommune er det blevet muligt at igangsætte arbejdet med at genrejse Krakamarken og finde partnere, som i fremtiden vil støtte dens udvikling og fortsatte liv.

Bag dette arbejde står foreningen Krakamarken som for nyligt er blevet stiftet med forstander for Skandinavisk Designhøjskole Merete Østergaard som formand og Jørn Rønnau som æresmedlem.

Ved den officielle åbningsevent søndag d. 6 november kan du deltage i en vandring på Krakamarken, ledet af Jørn Rønnau og foreningens bestyrelse. Kurator Trine Rytter Andersen vil også være til stede og fortælle om den nye vision for Krakamarken og de tanker og ideer, der ligger bag den.

Kilde: Krakamarken

Åbningsevent:
Søndag d. 6. november kl. 14 – 17
Krakamarken
Brusgårdsvej 25
8960 Randers SØ

Del artiklen

'Naturkunstparken Krakamarken genopstår'

Facebook