Francis Alÿs ville ikke lyde pessimistisk, fortalte han for nylig i et interview med Weekendavisen. Alligevel mente den 63-årige belgiske kunstner, at vi gør klogt i at dokumentere de lege, børn leger. Hellere i dag end i morgen. For de er ved at forsvinde, fordrevet af urbaniseringens trafikfarer og den teknologiske udvikling. Hinkeruder, sjippetov og tagfat er på vej ud af det moderne bybillede, og legen står tilbage som en truet kulturarv, måtte man forstå.

Det er baggrunden for Francis Alÿs’ værkserie Children’s Games. Indtil videre dækker den over mere end 30 kortfilm, som viser børn i udendørs leg. Den første, Caracoles, blev optaget med grynet kamera i Mexico City i 1999, og i forbindelse med åbningen af Copenhagen Contemporarys aktuelle og ganske overdådige udstilling af serien indspillede Alÿs de to seneste film, Kluddermor og Appelsindans – de er endnu under redigering, men ventes at indgå i udstillingen hen mod slutningen af november.

Mest fascinerende ved værkerne er det måske, at det lykkes Alÿs at lukke beskueren helt ind i legen. Børnene henvender sig undtagelsesvis direkte til beskueren, men virker ellers opslugte, indhyllet i legens boble.

Kameraet føres oftest i øjenhøjde eller frøperspektiv, og fotografen følger de små kroppe tæt, også når de spæner af sted for at fange hinanden på en tagterrasse i Hongkong eller leger corona-tagfat i en lille mexicansk by.

Små monstre

Nogle af dem er små monstre. I frodigt terræn leder en gruppe venezuelanske børn efter græshopper i højt siv. Kameraet krydsklipper mellem close-up af insekterne og de søgende børn. Da de finder græshopperne, griber de dem rutineret og hiver skødesløst springbenene af dem, kaster dem derefter op i luften og løber efter dem, mens de daler langsomt ned igen uden at kunne hoppe væk. Børnene griner ekstatisk, de er lykkelige, gentager kastene og er helt uberørte af lemlæstelsen.

Man lægger mærke til filmens sidste scene. Her ses igen et close-up af en græshoppe i sivet, men nu forstår vi dens ubevægelighed som frygt. Og ganske rigtigt: En lille hånd griber ud efter den, lige inden skærmen bliver sort.

Francis Alÿs overlader måske nok slagets gang til børnene, for det er jo dem, der forstår spillets regler, men han holder sig ikke tilbage fra en kommenterende klipning.

Karakteristisk for Children’s Games er netop de slående glimt af legens omgivelser. En gadehund, der tiltrækker sig fokus midt i et spil med farvede flaskekapsler i Ecuador. Små, sjippende piger i Hongkong, hvis plads i fortællingen udfordres af klip til de uendelige, identiske lejlighedshøjhuse omkring dem. Militærhelikopteren, der afbryder en drengs drageflyvning i Afghanistan. De unge piger med spædbørn på ryggen i periferien af rytmisk leg i Congo.

Afsværgelsen af digital leg

Man er ikke et sekund i tvivl om, at Alÿs ikke kun har et æstetisk sigte med serien, men også et socialt. Ved et besøg i en irakisk flygtningelejr løber der endda en tekst over skærmen, der trækker tråde fra børnenes leg med hinkesten til gamle kulturers forståelse af hinkeruden som en symbolsk leg med at springe mellem verdener: fra helvede til himlen for derefter at genopstå på jorden.

Man forstår kun alt for tydeligt, at leg kan være en flugt fra virkeligheden; ved pigtrådshegnet bag flygtningene hober affaldet sig op.

Men er der i tillæg til kunstnerens aktivisme også en konservatisme på færde? I interviewet med Weekendavisen fortæller Alÿs, at han voksede op i et hjem uden fjernsyn.

”Det var et princip for mine forældre,” siger han, og det var med til at lære ham værdien af kedsomhed og den leg, der udspringer af at kede sig. Det er sigende, at alle værker i serien foregår udendørs og med primitive redskaber. I en af de få videoer fra serien, som ikke er med på udstillingen, Haram Football fra 2017, spiller irakiske drenge endda fodbold med en usynlig bold.

Der er en nostalgi over videoerne, som i høj grad knytter dem til Alÿs’ egen person. Det er børn, som slår smut, spiller kalaha med huller i jorden, dyster i sten, saks, papir eller slår et affældigt dæk op i fart med en pind.

Intetsteds er computerspil, smartphones eller i det hele taget indendørs aktiviteter at se. Det ligner en total afvisning af den digitale legs potentiale, og det forstærker bestemt Alÿs’ pessimistiske fortælling om legens forsvinden, men det virker også forstokket. Har teknologisk socialisering slet ingen ret?

Children’s Games er jo ikke et tørt, dokumentarisk projekt. Filmene er fyldt med glæde over at filme og afprøver alskens greb: overvågningskamera, statiske indstillinger på afstand, ilter action-cam på nært hold, grynet lo-fi, krystalklar hi-fi og poetiske modlystableauer. Optagelserne emmer af legesyge og illustrerer vel tydeligt teknologiens potentiale som legetøj.

Det samme gør den lystige opstilling i Copenhagen Contemporarys to store haller med 31 gennemlyste lærreder, der kanter sig ind mod hinanden i et virvar af vinkler. Det er som et tivoli af farver, lys og livlig larm.

Kampskrift for legen

Er legen truet? Måske i den form, Alÿs har lært at sætte pris på. Den, hvor kedsomhed skaber kreativitet. Når man ser de mange legefilm fra fjerne og nære egne, er det svært at se det som andet end et tab. De mange remser; de indforståede regler; sjippetovenes faste rytmer, der på grund af deres hastighed aftegnes på lærredet som hakkende tegnefilmsbevægelser, et fortryllende fremmedelement.

Children’s Games er virkelig et kampskrift for legen, der finder vej trods trafikerede gader, trods forskellige sociale udgangspunkter, trods alle udfordringer. Vi forstår glæden, vi indser virtuositeten, vi oplever legesygen smitte af på det kunstneriske greb. Vi forstår, at her er noget at kæmpe for.

Men skal det også være en kamp imod moderniteten, sådan som Francis Alÿs med sin nostalgiske slagside antyder? Det ville ikke være fair at sige, at han romantiserer armod, for den sociale kritik er fremtrædende i hans blik. Alligevel drages han altså af ruinøse miljøer og jordbundne rekvisitter, og man oplever nok en tendens til at forherlige det primitive, som spejles i det totale fravær af digital leg.

Det efterlader værkserien med et ganske let konservativt præg, som Copenhagen Contemporary med sin lystige opstilling imidlertid vejer grundigt op for. Omtrent tre timer tager det at se alle filmene igennem. Det er et ganske uimodståeligt trip, som rummer både forfærdelse og feelgood-stemning, se bare de nyere af videoerne, hvor børn render rundt med coronamasker og alligevel formår at være kåde og bekymringsløse.

Men åh, hvor havde det været forfriskende, om Alÿs også havde interesseret sig for den måde, mange børn leger på i dag.

Uden det perspektiv kommer han altså til ikke blot at lyde pessimistisk, men også lidt forstokket, den gode belgier.