Landskabsskildringen er en gammel kending i kunst- og litteraturhistorien. Det har været dyrket vidt og bredt af både billedkunstnere og forfattere, som op gennem historien har tillagt landskabsmotivet forskellige æstetiske værdier og ideologiske perspektiver.

Mens nogle vil forbinde genren med nationalromantik og fædrelandsidealisering, er landskabet for mange i dag synonym med Danmarks position som landbrugsnation. Landskabet er dermed også i høj grad blevet politisk scene for diskussionen om storindustri vs klimakrise og miljøhensyn.

På udstillingen kædes disse mange perspektiver på landskabet indirekte sammen med Jakob Hunosøes egen genoplevelse af det danske landskab. Fra sit sommerhus i Odsherred fotograferede han i efteråret 2021 de omkringliggende marker, og undervejs gik det op for ham, at det til forveksling ligner omgivelserne på Midtfyn, hvor han er vokset op.

Vandrehallens udstillingsleder Karen Elsebeth Jensen har talt med Jakob Hunosøe om udstillingen:

Landskabsmotivet er en af de mere traditionelle genrer i kunsten. Hvorfor har du kastet dig over det?

Jeg har ikke haft en bevidst hensigt om at “opdatere” landskabsgenren. Der var en dragning mod landskabet, jeg reagerede på. De er alle optaget i Odsherred, hvor jeg har sommerhus. Så jeg har kørt meget rundt i det landskab og tænkt. Hvorfor ser det sådan ud? Hvorfor disse uendelige marker. Er det, det landskab vi vil have? Jeg ved det jo ikke. Det minder om landskabet på Midtfyn, hvor jeg er vokset op. De mange cykelture mellem Rudme og Ringe har jo gjort det til mit barndoms landskab, hvorfor min dragning giver mening.

Udstillingen består af en serie af fotos, hvor landskaberne ved umiddelbart øjekast meget ens ud. Men ser man nærmere efter, dukker der små nuancer og forskelle op. Hvordan oplever du motiverne selv?

Ja, men netop som du siger. Kaster man et kort blik på billederne, ser man bare marker, men går man tæt på, er der jo en stor variation og detaljerigdom. Måden marken er behandlet på, skaber jo forskellige grafiske mønstre, og i horisontlinjen finder man både kirker, gårde og træer. Man må selv gå tæt på og lade øjnene vandre, hvis det skal give noget tilbage. Jeg synes selv, det er billeder man kan ånde i. De giver mig ro at se på. Jeg har bevidst valgt motiver med en klart defineret horisont. De skulle ligesom ikke plumre ud. Jeg synes, det er flottest, når man ser den skarpe kant op mod himlen.

Udstillingen hedder ”Danske landskaber” – hvorfor har du kun fotograferet marker og for eksempel ikke skove, hav og andet natur, som man forbinder med det danske landskab?

Primært fordi det landskab er overfotograferet allerede. Der har jeg ikke noget at give. Og jeg finder det ikke interessant. Der er jo også spektakulære steder i Odsherred, men det er trods alt ikke sådan, landskabet ser ud, for det meste. Og det er det, jeg prøver at sige, med Danske landskaber – det er primært sådan her, det ser ud. Opdyrket jord. Lad os ikke foregøgle noget andet.

Du har optaget billederne over én dag, analogt og fremkaldt dem i mørkekammer. Kan du fortælle lidt om din proces?

De er optaget over én dag for at give en ensartethed i udtrykket. Det er en gråvejrsdag, som giver et jævnt udramatisk lys. Jeg ønskede fokus på jorden og markerne. En dramatisk himmel og et skærende lys ville flytte fokus. Og så måtte det heller ikke gå for langsomt, så det var hurtigt ud af bilen, skyde, og ind igen. Den hastighed kan jeg godt lide. Der er jo gået måneder med tanker om projektet og hvordan og hvorledes. Men så en dag slår man til. Det giver en stor tilfredsstillelse, når det lykkedes.

Da det er optaget analogt, var det også oplagt at føre det helt igennem og kopiere dem i mørkekammer. Igen en magisk proces. Jeg har svært ved at sætte ord på præcist, hvorfor det skal være sådan, udover at det føles rigtigt. Men hele processen fra optagelsesdagen til de dage, hvor jeg gik i mørkekammer, til dagen hvor jeg byggede udstillingen op føles sammenhængende og som et langt gennemført slag. En perfekt forhånd hvis man skulle bruge en tennismetafor! Den energi tror jeg kan fornemmes i udstillingen.

Som en del af udstillingen har forfatteren Peder Frederik Jensen har skrevet tekster til dine billeder. Hvordan har samarbejdet mellem jer forløbet?

Jeg spurgte Peder, om han ville være med – igen. Vi har tidligere samarbejdet om udstillingen Øen, som bestod af en serie fotografier af gavle i Københavns Sydhavn med ledsagende tekster af Peder. Han så værkerne, lige da de kom ud fra mørkekammeret, og jeg fortalte lidt om mine tanker. Derpå fik han dem tilsendt i en mindre størrelse og kunne frit gøre, hvad han ville. Skrive sine tekster, som han ville. Det er centralt, at hans bidrag ikke skal passe ind i mit kram. Så om han ville levere en lang tekst eller flere små, som det endte med, var helt op til ham.

Hvad giver hans tekster til dine fotografier? Og omvendt?

Jeg synes, at hans tekster nænsomt og fint åbner billederne op. I min optik har han fornemmet meget præcist, hvad der skulle til for at få tekst og billede til at tale sammen. Det er som en slags sagte samtale udenfor billedet, en underen. Hvad er et landskab, og hvad er et billede af et landskab? Jeg kan forstå på Peder, at det har været givende for ham at se på disse billeder og den ro, der er i dem. Hvilket er en selvstændig pointe, tror jeg. At vise et helt udramatisk billede af land i sort hvid i en tid med en mere og mere skrigende og insisterende visuel kultur.

Teksterne er trykt på glasplader, som holdes op foran fotografierne, så publikum kan opleve billede og tekst på en gang. Kan du fortælle lidt om tankerne bag det?

Jeg brugte lidt tid på at tænke over, hvordan man kan kombinere billeder og tekst og fortsætte den analoge stil, uden at det blev den klassiske, tekst ved siden af billede. Så spørgsmålet var: hvordan kan man flette ord og billede sammen? Det ville man kunne, hvis teksten var skraveret ind i glas, så man kunne læse teksten og se billedet igennem. Tanken om, at man som besøgende skal gøre en lille indsats for at opleve udstillingen er meget fin. Og alle vil skabe deres egen oplevelse og kombinere tekst og billeder på deres måde.

Hvad er et landskab for dig?

Noget andet end by. Et sted, hvor man kan se langt, og hvor himlen er stor. Og gerne uden for mange andre mennesker. Et billede af et landskab er svært. Det er altid dem, man bladrer hurtigt forbi. Vi er interesserede i andre mennesker og os selv, når vi ser på billeder. Men hvor sundt er det? Et landskab er også en længsel for mig og for mange. En forventning eller en stræben mod noget naturligt og oprindeligt. Det findes bare næsten ikke. De fleste har en drøm om et særligt landskab, der betyder noget for dem. Jeg har lavet 16 billeder af mit landskab – tror jeg.