Augusta Atla kredser ofte om kunsthistoriografi, og hendes arbejde kan ses som en form for dekomponering af kunsthistorien, hvor hun fjerner og tilfører elementer i forsøget på at skabe rum for kritiske refleksioner over de indlejrede identitetskonstruktioner og værdisæt. Men også grundlæggende spørgsmål om, hvad sansning er, og hvordan det kommer til udtryk i billeder, er centralt i hendes praksis.
Augusta Atla har boet og arbejdet i København siden 2017, men mellem 2003 og 2016 rejste og boede hun i byerne London, Paris, Rom, Venedig og Athen. Hendes rejsemål i alle de år indikerer, at hendes kunstpraksis måske ikke ligger så langt fra arkæologens arbejde – for Atlas kunst handler ligeledes om at opsøge fortidens (kunst)objekter og reflektere over kulturens idehistorie.
Hun er uddannet bachelor of Fine Arts fra Goldsmiths College, University of London og Master of History & Theory fra Architectural Association, London, og hendes omfattende og stærkt processuelle værkkorpus favner mange forskellige medier: fra analoge fotografier over serigrafi, maleri, grafik, tegning, installation og skulptur til performance.
Hendes todimensionelle værker på papir og lærred tager som regel afsæt i billeder hentet fra blandt andet (kunst)bøger, gamle filmruller fundet på gaden eller egne rejsefotos.
Ofte er afsættet kunsthistoriske emnekredse, og arbejdet kan ses som en form for legende og nysgerrig revision af kunsthistorien, hvor hun fjerner og tilfører elementer i forsøget på at skabe rum for kritiske refleksioner over de indlejrede identitetskonstruktioner og værdisæt.
Men også helt basale spørgsmål til selve dét at se, sanse, opleve og skabe billeder er aktive i kunstnerens praksis
Udstillingen The Artist’s Cave på Format Artspace i foråret 2022 drog en linje til kunsthistoriens første kendte kunstværker, hulemalerierne, for at stille spørgsmålet: Kan vi gentænke maleriet ved at skue tilbage til det forhistoriske maleri?
I rummet var placeret metalkar med farve, krydderier, blomster og urter, vand og olier, hvori gamle kunstbøger eller tegninger blev lagt.
Netop ved at disse objekter langsomt blev ødelagt eller omformet i løbet af udstillingsperioden, blev tidens tand gjort til et af de visuelle elementer. Kunstneren re-arrangerede karrene løbende under udstillingsperioden og hængte blandt andet dryppende tegninger til tørre på snore. Dermed blev nærværet af kunstneren og hendes proces også en del af den totale oplevelse af installationen.
Udstillingen kunne ses som en hule eller en grundtilstand for kunstnerisk skabelse. Et rum for undersøgelse af den levende proces såvel som et arbejde med at transformere kunstens historie og forståelsen af den.
”At skabe kunst er min måde at være i verden på, min bue eller bro mellem vores hverdag og det mystiske”, har Augusta Atla sagt. “Med kunst har jeg langsomt opbygget min praksis som det sidste tilflugtssted i en værdimæssigt over-rationel verden og i en patriarkalsk kultur.”
Det store serigrafiske maleri Ruins, som også optrådte på udstillingen og som er typisk for Augusta samplende praksis, har hentet sit motiv fra et maleri af Pierre Puvis de Chavannes: Unge piger ved havets bred (1879). I Atlas ‘redigerede’ udgave er kvindekroppene ‘klippet i stykker’. Det at slette noget delvist er en vigtig del af Augusta Atlas kunstneriske metode, og det vrimler med kvindeskikkelser med afklippede hoveder og arme i hendes mange collageværker, der på den måde forholder sig undersøgende og kritisk til vores kulturs mange kvindefremstillinger.
I Ruins fremstår kroppene ruinøse og minder om oldgræske skulpturfragmenter, indlejret i et mægtigt Kleinblåt, monokromt univers. Qua sit store format søger værket på sin vis at genforhandle ideen om ‘det monumentale’ i kunsthistorien: Hvor monumenter oftest er skabt af mænd og søger at skildre en fast, uforanderlig verden, repræsenterer dette værk en mere flydende og processuel tilstand.
Også i installationen og performancen Erased Cézanne på Rønnebæksholm, 2020, reflekterer Atla over kunsthistorien. Værket bestod af 96 næsten ens serigrafitryk på silke, nystrøgne og ophængt som på en tørresnor tværs gennem Rønnebæksholms have. Værket havde referencer både til et traditionelt kvindeligt domæne som tøjvask, men også til et typisk mandsdomineret felt: Land Art.
Motivet udsprang af Cézannes maleri af sin kone Hortense, hvis ansigt Atla havde slettet og redigeret. Installationen kredsede om, hvordan man som kvindelig kunstner forholder sig til en stærkt mandsdomineret kunsthistorie, hvor det vrimler med kvindelige modeller, mens de skabende kvinder er fraværende.
Men værket med den skinnende, lysende silke mod himlen og det grønne græs siger noget om, at Augustas billedunivers også omhandler taktilitet og beskuerens kropslige oplevelse af et større samspil mellem elementerne.
Netop den kropslige og sanselige tilgang er et fremtrædende træk hos kunstneren. I et tidligt værk fra 2007, The Measurement of One Falling Body, stemmer kunstneren sig op mod en minimalistisk kunstner som Donald Judd, hvis industrifremstillede og identiske ‘kasser’ monteres systemisk på rad og række på væggene som et udtryk for en eviggyldig geometri. Hos Atla er vægobjekternes form derimod udmålt efter hendes egen krop – lænden på armen, hånden, benet osv – og kan desuden tages ned fra væggen og fungere som strengeinstrumenter. En tone bliver da sammenstillet med en bestemt legemsdel. En tone dør ud og fungerer som metafor for det tidspænd, vi lever. Modsat Donald Judd bliver udmålingen hos Atla et billede på kroppens dødelighed, et Requiem.
Foruden sit kunstneriske virke er Augusta Atla desuden en aktiv debattør i forhold til spørgsmålet om kønsmæssig ulighed på kunstscenen og i kunsthistorien. Hendes debatindlæg er udgivet på Politiken, Magasinet Kunst, CHART Publication, Kulturmonitor, Børsen, Kunsten.nu, Weekendavisen og Jyllands-Posten.
Se Artist Talk ved Statens Værksteder 21 marts 2022
Augusta Atla står også bag instagram profilen @womenpainters , der løbende ‘opdager’ oversete kvindelige kunstnere, og på den vis arbejder på at indskrive dem i en mangelfuld historieskrivning.
Se portfolio
