Jeg har længe gået og fangirl’et lidt over Leonora Carrington (1917 – 2011). Dels på grund af hendes fascinerende, mystiske billedunivers af særlige maskevæsener og tarot-symbolik, dels på grund af hendes badass feministiske tilgang og levemåde i en tid, hvor kvinder enten var muser eller stod i skyggen af deres mænd. Så det var med en vis portion forventningsglæde, at jeg tog til Arken for at opleve museets store retrospektive visning af kunstneren.

Leonora Carrington er en af surrealismens nøgleskikkelser, men desværre også en af de mange kvindelige kunstnere, der er blevet glemt i kunsthistorien. Heldigvis er det ikke alene Arken, der er med til at sætte fornyet fokus på kunstneren. På årets Venedig Biennale er titlen for Carringtons børnebog The Milk of Dreams omdrejningspunktet for biennalens hovedudstilling.

Leonora Carrington blev introduceret til den surrealistiske inderkreds i Paris i 1930’erne af den tyske kunstner Max Ernst, som hun også indledte et intenst kærlighedsforhold med.

Det blev startskuddet på hendes karriere som en central del af af den surrealistiske bevægelse i Frankrig, New York og senere Mexico, hvor hun endte sine dage. Hun var meget inspireret af italiensk 1300- og 1400-talsmaleri og blandende religioner og myter fra alle verdenshjørner – fra irske folkesagn til mayakultur, buddhisme og tibetansk kultur.

Et kønsløst naturvæsen

En kæmpekvinde med et måneansigt byder mig velkommen til udstillingen. Hun står med et lille æg balancerende mellem sine to hænder. Hun er æggets vogter, en slags frugtbarhedsgudinde.

Håret er vildt og gyldent, en manke af korn. Blikket roligt og afvigende. Vilde gæs flyver ud af gudindens hvide kappe og videre ud mod den mørke himmel i horisonten. Mellem himmel og jord er havet. Den dybblå underverden af mystik mellem sindets fjerne kyster.

Verden hviler i hendes hænder. Hendes fremtoning virker både feminin og maskulin, men mest af alt, fremstår hun for mig som et kønsløst naturvæsen. Derfor er hun også den perfekte indgang til Carringtons magiske queer-univers af fantasivæsener og okkulte symboler.

Kvinde, menneske, heks, feminist

Carrington var tidligt optaget af kvindens plads i verden og var en del af kvindebevægelsen i 1970’erne. Denne feministiske vision i hendes kunstneriske virke bliver introduceret forholdsvist tidligt i udstillingen med værket Kvindernes bevidsthed fra omkring 1972 – oprindeligt et maleri, der blev trykt som en plakat for de mexicanske kvinders ligestillingskamp.

Med tarotlignende symmetri og kristen symbolik bliver myten om syndefaldet her omfortolket til en mulighed for en bedre verden. Her er slangen ikke et dæmonisk væsen, men spreder i stedet sine vinger, ophøjet som tidens forkynder, mens fristelsens æble er blevet til granatæbler som symbol på hemmelig visdom, heksekraft og frugtbarhed.

Heksen er et væsen, der går igen i mange af Carringtons værker. Hun har sågar portrætteret sig selv som en gakket kunstner-heks i maleriet Kunstneren rejser inkognito fra 1949. Her møder det feminine det monstrøse i en humoristisk skildring af et mangeøjet væsen med en deform teltkrop og en enøjet kat som hale. Med hendes mange øjne, kan hun se ind i flere alternative verdener end den herskende virkelighedsopfattelse, som hun hele livet forsøgte at gøre op med.

Heksen er et anarkistisk hybridvæsen, der både har forbindelse til naturen og dyrelivet og med grimhed som våben bryder med en identitet som mandens muse. Heksen er feministisk modstand.

Generobring af hjemmet som alkymistisk rum

Carrington var også meget optaget af hjemmet og især køkkenet som et magisk, alkymistisk rum. Her går ægget også igen – ikke kun som motiv, men også som metode i form af æggetempera – en teknik, hvor æggeblommen blandes med vand og pigment og bruges som maling.

Carrington er nok mest kendt for sine oliemalerier, men hvad mange ikke ved er, at hun også har arbejdet med tekstil og lavet nogle meget dekorative uldgobeliner i 1940’erne og 1950’erne. Selvom tekstilproduktion på daværende tidspunkt havde langt mindre prestige end maleriet, kastede Carrington sig alligevel over dette håndværk, som historisk set har været kvindens domæne, ofte udført i hjemmet.

Der er noget meget kraftfuldt ved at beskæftige sig med rum og håndværk, der er forbundet med den traditionelle kvinderolle og samtidig bruge det til at fortælle sin egen unikke historie – som kvinde. Jeg kommer til at tænke på, hvordan kunstneren Gudrun Hasle bruger broderiet til at udtrykke en sårbarhed, som både er personlig og unik men samtidig peger på en kollektiv, kropslig smerte for alle kvinder, netop på grund af håndværkets associative effekt.

Med alkymi, nål og tråd generobrer Carrington hjemmet og forvandler det til et magisk rum, hvor undertrykkelse er udskiftet med magt og handlekraft.

Flydende identiteter og foranderlige kroppe

Igennem hele udstillingen optræder mærkværdige, mytiske figurer på de mange lærreder. De har ofte menneskelignende kroppe med arme og ben, mens hovedet tager inspiration fra dyre- eller planteriget. Nogle gange er der tilføjet et ekstra sæt arme eller et ekstra par øjne.

De minder mig om den surrealistiske tegneleg cadavre exquis (fr. ‘det udsøgte lig’), hvor deltagerne skiftes til at tegne sektioner af en krop på et stykke papir, foldet sådan, at de ikke kan se, hvad hinanden har tegnet. På den måde sammensættes en absurd krop, hvor kun fantasien sætter grænser.

Ligesom tegnelegen udfordrer Carrington også kroppens grænser med en verden af evigt foranderlige hybridvæsner. Carrington bryder med enhver form for binær opfattelse – ikke bare i relation til køn, men også i forhold til skellet mellem menneske og natur.

I hendes univers er kroppen i evig forandring og kan tage form som dyr, magiske væsener og naturelementer. Derfor var Carrington i den grad visionær som kunstner og menneske – hun sprænger verden i småstykker, hvorefter hun sammensætter stykkerne på nye, underfundige måder og skaber en ny virkelighed af muligheder.

Udstillingen lægger meget vægt på den feministiske tilgang i kunstnerens værker, men nævner ikke ordet ‘queer’ en eneste gang. Jeg kunne godt savne denne vinkel, fordi den for mig er så iøjnefaldende.
Carrington var ikke bare optaget af det daværende ligestillingsprojekt mellem to køn, men løfter sig snarere op over en binær kønsopfattelse med sine hybride væsener i konstant transformation.

Et queer-symbol med håb om en ny fremtid

Og lad os så lige vende tilbage til begyndelsen med Carringtons androgyne frugtbarhedsgudinde: hun er et hybridvæsen, der både besidder feminine og maskuline egenskaber, der mødes i en form for nulsum, hvor kønnet ikke længere har betydning.

Ægget, som her er et symbol på nyt liv og verdens skabelse, er i hendes hænder. Måske bærer hun på et håb om en ny og bedre fremtid, hvor kroppens grænser udviskes i en hyldest til det mærkelige og monstrøse – det er da et queer-symbol, der vil noget.