Titlen kan enten give en udstilling et boost eller en tung start.
Under navnet Post-Capital har vi her at gøre med et noget tungt, ligefrem prætentiøst afsæt. Stemningen er sat til en lektion til politisk-økonomisk teori snarere end til kunstoplevelse, og titlen har da også sit ophav i bogen Post-Capitalist Society af Peter Druckner fra 1993.

Det handler vist om, at pengeøkonomien, som man kender den fra industrisamfundets æra, overgår til noget nyt, drevet af information som drivkraft i økonomien.
Det kan der siges meget om, og uden tvivl er økonomi i den digitale tidsalder et vigtigt tema, som også optager kunstnere i dag. Sådan en titel siger mig dog både for lidt og for meget – ligger der en specifik teori bag, som man burde kende til, eller er det et løsere slagord, som lyder passende intellektuelt?

Post-Capital er en gruppeudstilling med 21 samtidskunstnere fra en række forskellige lande – mærkværdigvis nok er der ingen danske eller nordiske kunstnere med, og udstillingen er tilsyneladende sammensat i Luxembourg. Det behøver ikke gøre den dårligere, men jeg kunne godt have tænkt mig en begrundelse for det geografiske udvalg. Eller at man havde inkluderet relevante danske kunstnere – mange kunne have passet fint ind i tematikken fra SUPERFLEX’ projekter til kunstnergruppen Lehman Brothers.

Som et lille plaster på såret har kunsthallen sat Hannibal Andersens værk Privatiseringens abstrakte udtryk op i forhallen. Værket gengiver internationale firmaers patenterede ‘farvemærker’ – de farvenuancer og –kombinationer, som de har ejerskab over. Enkelt og effektivt på en måde, som kommunikerer klart indenfor værkets rammer. Det kunne mange af værkerne på Post-Capital godt lære noget af.

Blandt medier og avatarer

Det er ikke overraskende, at Post-Capital udspiller sig i mange forskellige medier. I første rum har vi både en talende avatar på skærm som en ‘Siri gone bad’, en fotoserie af automater til kontrol af arbejde via håndaftryk og en stort, glimtende præsentation af en kunstnergruppe som en guldrandet finanskoncern fra Golfstaterne.

Og det kører på med de mange indtryk, som sådan set får vist en række tanke- og urovækkende sider af nutidens penge- og medieverden. Indholdsmæssigt giver Liz Magic Lasers videoværk et fængende indblik i hårdtarbejdende digitale freelanceres virkelighed verden over og hvorledes en livscoach med en række ”hacks” kan føre deres liv endnu længere ud.

Mere umiddelbart hårdtslående og klar i symbolikken er franske Mohamed Bourouissa med videoværket ALL-IN. Det sætter optagelser fra den mekaniske produktion af penge på det franske møntslageri sammen med en hårdt-pumpet pop-rap sang. Bourouissa var i øvrigt genstand for en stor udstilling på Charlottenborg tidligere på året, så et helt nyt bekendtskab er der ikke tale om.

Det mest originale og dybsindige værk er nok Hito Steyerls ’lecture-installation’ Duty Free Art. Kunstneren sætter her en række tanker om opmagasinerede kunstværker, placeret i et toldfrit ingenmandsland, sammen med verdens konflikter og magtforhold.

Her føres de to domæner kunst og økonomi sammen på en på en måde, som er både forklarende og svimlende. Eneste anmærkning må være, at værket er en håndfuld år gammelt, og Steyerls originale toldfrie kunstteori er udgivet, faktisk endda på dansk som del af Informations Bibliotek for Ny Kunstteori. Disse overlap giver nogle ridser i udstillingens aktualitet og præcision.

Larmende opsætning og tunge tekster

Mere kritisk finder jeg det dog, at en række af værkerne er forglemmelige som banale kollager af elementer fra den digitale kultur eller ordinære dokumentationer. Handlede det om en formidlende dokumentation af den digitale økonomi, var man nok bedre rustet med en dedikeret forening af kunstnere og videnskab som i den vellykkede Verden i dig, som fyldte Charlottenborg sidste år.

Der er i hvert fald problemer med formidlingen i denne udstilling. Dels støder lyden fra flere værker ind i hinanden, så de så at sige taler i munden på hinanden og gør indtrykket let kaotisk i udstillingens hovedrum. I flere af særligt de fransk-sprogede værker – som den ovennævnte video af Bourouissa – gives der ingen oversættelse af den franske tekst, som der så refereres til som “vigtig” i ledsagende vægtekst.

Og netop vægteksterne forekommer mig som unødvendigt svære at læse. De er lange, og tager endnu længere tid at læse igennem på grund af et overskud af teoretiske begreber og indforståede referencer og et underskud af lyst til at forklare de værker, man står overfor.

Tyg for eksempel på en formulering som: ”Steyerl bruger sin karakteristiske humor til at dekonstruere magtstrukturer og pege på instrumentaliseringen af digitale systemer.” Sådan får man næppe et større publikum i tale.

Dette bidrager til oplevelsen af en ambitiøs udstilling, som kunne være masseret bedre på plads på det sted, vi som besøgende møder den.