Museum Jorn skal have ny direktør

Museum Jorn skal have ny direktør

Jacob Thage. Pressefoto, Museum Jorn.

Museum Jorns direktør Jacob Thage har efter eget ønske valgt at fratræde sin stilling fra d. 31. marts 2023 – en stilling han har bestridt siden 2008. Han tiltræder herefter som seniorforsker på museet for at arbejde på et forskningsprojekt om Asger Jorn og Guggenheim. Dermed indskriver Thage sig som seneste eksempel på et støre generationsskifte i direktørstolene på de danske kunstmuseer.

Thage har i de senere år har haft et ønske om at kunne bruge tid til forskning. Men med museets høje aktivitetsniveau har det ikke været en mulighed. Perioden med Corona har samtidig betydet, at han valgte at udskyde ændringen, for at føre museet gennem denne svære periode. Sådan lyder det fra museets bestyrelse i en netop udsendt pressemeddelelse.

“Jeg er meget glad for at det takket være stor velvilje fra bestyrelsen har været muligt at skabe en ny stilling som seniorforsker frem til 2024” udtaler Jacob Thage.

“Jeg forlader min stilling på et tidspunkt, hvor et nyt museum er en reel mulighed og nu kun afventer Silkeborg Kommunes vedtagelse af det såkaldte Søfrontprojekt, for at kunne igangsætte en egentlig konkret fundraising. Museets samling er efterspurgt over hele Europa, og Museum Jorn er nu i stand til at gennemføre en markant international udstillingslinje med udgangspunkt i museets egen samling af de to meget betydelige danske kunstnere, Asger Jorn og Per Kirkeby. Der er nu skabt et internationalt netværk, som giver mange nye veje at gå fremover for min efterfølger.”

Kilde: Museum Jorn.

Del artiklen

'Museum Jorn skal have ny direktør'

Facebook