GITZ-JOHANSEN – Liv og værk
1 okt 202223 apr 2023

Gitz-Johansen: Edderfugle, 1960erne. Foto: Anders Beier.

Mange af museets gæster forbinder Gitz-Johansen med hans billeder af fugle fra Christiansø, og fuglebillederne er naturligvis også med på denne udstilling, ligesom så mange andre spændende værker fra kunstnerens hænder.

I denne udstilling folder museet hele hans værk ud fra de tidligste satiriske værker tegnet i 1920ernes Paris til billeder fra hans rejser med Eventyrernes Klub i 1960erne.

Gitz-Johansen (1897-1977) møder i sit liv nogle markante mennesker og kunstværker, som får livsændrende betydning for ham. I 1928 får han et brev fra den danske maler J.F. Willumsen (1863-1958). I
brevet takker han for, at Gitz forstår hans kunst. Gitz er meget begejstret for Willumsens symbolistiske værker. Måske er det også Willumsen, der introducerer Gitz til værker af den franske symbolist Paul Gauguin (1848-1903), hvis malerier får tydelig og afgørende betydning. Gitz-Johansen er på vej til Hawaii for at male på samme måde som Gauguin maler i Tahiti, men han når kun at udføre nogle få træsnit af sine forestillinger om Hawaii, før han møder polarforsker Knud Rasmussen (1879-1933) og ændrer planer. På dette tidspunkt er polarforskeren verdenskendt for sine ekspeditioner i Grønland, og mødet bliver den direkte årsag til, at Gitz rejser til Grønland i 1933. Gitz skriver om ham i en artikel i Berlingske Tidende i 1940: ”Knud Rasmussen var ikke blot en stor Forsker, men han
var ogsaa en Kunstner.”

Gitz er i overensstemmelse med inspirationen fra Gauguin og Willumsen optaget af de sjælelige aspekter i inuit-kulturen, naturen og kunsten. Han søger at videregive en essens af det, han oplever i sine værker. Årene i Grønland er en af de mest interessante perioder i Gitz-Johansens virke. Materialet er meget rigt og et unikt indblik i et kolonialt betinget blik på inuit-kulturen.

Gitz-Johansen vender tilbage til Grønland to gange efter Anden Verdenskrig, sidste gang i 1948, men herefter går rejserne oftest til Jokkmokk i det nordligste Sverige, hvor han skildrer samernes liv i ord og billeder.

Gitz bliver medlem af Eventyrernes klub i 1940 og rejser sammen med eventyrerne i landene omkring Middelhavet. Somrene tilbringer han på Christiansø, der bliver hans andet hjem. Han skildrer fuglelivet på øen hver sommer fra 1946 til sin død i 1977.

 

Kilde: Bornholms Kunstmuseum

 

Bornholms Kunstmuseum

Otto Bruuns Plads 1, Rø
3760 Gudhjem

Januar - marts:
Fre-søn 10-17

April - maj:
Tir-søn 10-17

Juni - august:
Alle dage 10-17

September - oktober:
Tir-søn 10-17

November:
Tor-fre 13-17
Lør-søn 10-17

December:
Fre-søn 10-17

Kontakt

5648 4386

GITZ-JOHANSEN – Liv og værk
1 okt 202223 apr 2023

Del

'GITZ-JOHANSEN – Liv og værk'

Facebook