Møstings Hus er omdannet til et tivoli af kække installationer i George Koutsouris’ illusionsparade Nature Symphony. Er der plads til udstillingens eftertænksomme naturkritik, eller stjæler sanseligheden pladsen?
For et bymenneske kan naturen til tider virke så fjern som en svag erindring. Dagligdagen tegnes af dinglende byggekraner og hidsige lystavler, og der kan gå dage, uger, måneder, hvor man ikke ser andet end sprukken asfalt, blanke glasfacader og måske et pyntetræ hist og her. Så hvor finder man naturen? På museum, selvklart.
I Møstings Hus på Frederiksberg har 39-årige George Koutsouris – uddannet ved Kunstakademiet i København, men også ved tekniske universiteter i Lyngby og Athen – indrettet soloudstillingen Nature Symphony som netop et helle for naturen midt i den naturfjerne by. Et helle, der samtidig er intet andet end en udspekuleret illusion.
Hårrejsende præcision
At træde indenfor her er at lande mellem to verdener. For Koutsouris har på den ene side bygget en lille forlystelsespark af mekaniske lydskulpturer, der kunne fascinere de fleste børnefamilier i en afkrog af Experimentarium.
Installationerne suser, knitrer, virrer og piber, mens synlige motorer får dem til at mime vindens hvæsen og havets bølgeskvulp. Legelysten står ud af de cirklende træfade, de snurrende møllehjul og de blafrende plastikstykker, der alle med hårrejsende præcision imiterer naturens lyde.
Kontinuerligt forbløffes jeg af, at den stive plastik, der hænger i fiskesnører fra loftet og på messingkroge i en slags roterende standerlamper, kan rystes om til en boblende å. Eller at tusindvis af små sølvkugler med deres fælles bevægelse hen over lyse træflader kan lyde som en overraskende kraftig efterårsstorm.
Lukker man øjnene, befinder man sig pludselig ude i den natur, man næsten havde glemt eksistensen af. Skarpe fugleskrig skabt med hård friktion af træ mod træ, cikader fremtryllet af gennemsigtige rytmeæg, duvende overtoneblæst fra møllehjulenes kuglefløjter. Kunstnerens mekaniske snilde er intens.
En dystopisk stue
På den anden side – som en slags eftertænksom kontrast til al den fascinerende tekniklyst – har George Koutsouris formet sine værker med så slanke linjer og henkastet elegance, at de ligner herskabelige møbler. Er det ikke lidt som at stå i en dystopisk stue? Et fremtidigt hjem, hvor fremtidens menneske har distanceret sig så meget fra naturen, at man kun hører havets bølger ved mekanisk mellemkomst?
Det, jeg ser for mig, når jeg lukker øjnene, er ikke kun en gengivelse af fugle, insekter og frisk brise. Det er også en økokritisk sci-fi, hvor verden er lagt gold af klimakrisen. Hvor de bevægelige borde, lamper og øvrige installationer udgør en Ersatz-natur. Så sidder man dér i sin lænestol og hører lyden af en natur, der ikke kun er langt væk, men helt borte.
Ligesom de blafrende værker står hele Koutsouris’ udstilling og dirrer mellem fascination og fortvivlelse. Det ene øjeblik kan det se ud, som om han bekender sig fuldt ud til teknikken og er klar til at lade den trumfe alt andet. Det næste øjeblik mærker man alligevel en øm formaning: Pas på naturen, mens I har den.
For subtil kritik?
Mellemværendet med naturen er en velkendt trope i lydkunst. Ofte ser man værker, hvor kunstnere prøver at genskabe en relation til naturen, måske ved at forbinde planter med højttalere og ligesom spørge: Hvordan har I det egentlig?
Nature Symphony skriver sig for så vidt ind i denne økokritiske tradition, men lader ikke til at have det tematiske argument lige så meget for øje som den rent sanselige oplevelse. Udstillingen lever først og fremmest af sin viltre Georg Gearløs-energi, mens det kritiske potentiale – dystopien, modernitetskritikken – mere fremstår som en subtil eftertanke. Måske for subtil.
Et hjemsøgt tivoli
Sætter man for en stund parentes om den overordnede tematiske læsning af værkerne, finder man dog også en fin poesi i dem på nært hold.
Tag bare Ocean Machine, det store fad med tusinder af små sølvkugler. Hver især syner de ikke af meget, men i fællesskab har de en stormstyrke, der står i skærende kontrast til fadets rolige skvulpen. Her har Koutsouris benyttet tre dobbelthjulede motorer til at skabe en vuggende bevægelse, der er så flydende, at den hidsige, dybe blæst fra kuglerne kommer som et chok.
De to store møllehjul, Windy Birdflower I-II, har omvendt en sart susen fra de mange plastikkugler med små vindhuller, som blafrer fra hjulenes solstråleformede eger. Hjulene snurrer med voldsom fart, og når de rammer deres maksimum, begynder vindhullerne at fløjte sælsomme overtoner. Her er lyden også en overraskelse, ikke for sin kraft, men for sin spøgelseskarakter.
Det lyder næsten som en komposition. Kombinationen af hjulenes tivoliserede tombola-bevægelse og en hemmelig genfærdsmusik bidrager i den grad til udstillingens let hjemsøgte poetik af selvspillende lyde og sansesnyd.
Tryllekunstens charme
I mødet med Nature Symphony er det umiddelbart det kinetiske tivoli, der bemægtiger sig opmærksomheden. Koutsouris blotlægger mekanikken med synlige motorer og ledninger, ubehandlede træflader, næsten total transparens i lydens tilblivelse. Men samtidig er alt en sanselig illusion, som først og fremmest har tryllekunstnerens charme og kækhed.
Det er både udstillingens styrke og svaghed. Styrke, fordi den uhildede stimulering af sanserne er en meget direkte måde at engagere beskueren på. Vi drages af de tilfredsstillende lyde og de energiske bevægelser, og tematiseringen af menneskeskabt natur står klart, sekundet man træder indenfor.
Svaghed, fordi man let lader sig forblænde af værkernes overflade og ikke nødvendigvis konfronteres med det kritiske potentiale, som ellers lader til at være indlejret i udstillingen. Koutsouris har så stort talent for at betage os, at han lidt glemmer at lægge fælder ud, som skal få os til at snuble og slå os på indholdet.
Derfor forlader man let Nature Symphony med én tanke i hovedet: Hvor kan jeg købe de møbler til min stue?
