Fortidens skygger – nutidens turistmål

Fortidens skygger – nutidens turistmål

På rundvisning ved grænsen til Nordkorea. Fra Dark Tourism DMZ Korea. Foto: Thorbjørn Reuter Christiansen.

Billedserie

Udstilling

Dark Tourism

13 feb 2010 27 feb 2010

Thorbjørn Reuter Christiansen

Udstillingstedet rum46
Se kort og tider

Det er en rejse i fotokopi og håndholdt video, men bag den tørre dokuæstetik gemmer der sig et godt emne. Er Dark Tourism kunst eller dokumentar? Ikke nok af nogen af delene, men alligevel værd at besøge.

Verdensomspændende tragedieturisme
Dark Tourism er en populær adspredelse: Turisme til steder, der associeres med død og ødelæggelse. Steder, der har en fortid som slagmarker, fangelejre eller skarpt bevogtede grænser og monumenter og bygninger, der er karakteristiske for et frygtet regime, bliver i stigende grad gjort til rejsemål og turistindustri.

Som et verdenskort i udstillingen angiver, er der tale om et verdensomspændende fænomen, der ikke er forbeholdt det gennem-musealiserede Europa, men også findes i Sibirien, Fjernøsten og Sydamerika.

Studiemateriale om Dark Tourism. Foto: Kristian Handberg
Studiemateriale om Dark Tourism. Foto: Kristian Handberg
Udstillingens mapping af Dark Tourism-mål verden over. Pressefoto.
Udstillingens mapping af Dark Tourism-mål verden over. Pressefoto.

Udstilling eller undersøgelse?
Der er ikke meget kunstnerisk iscenesættelse i udstillingen. Den dokumentariske registrering kunne fint være billedsiden til et forskningsprojekt om emnet.

Faktisk ville jeg gerne have set undersøgelsesstilen forfulgt endnu længere. Enten med mere stof om dette spændende emne, som kunstneren gennem en årrække har undersøgt, eller som en fremvisning af selve studiets form.

Det handler jo om, hvordan man omgås historien. Det kunne have været spændende, hvis udstillingen også tog stilling til sin egen fremstilling af Dark Tourism.

I koldkrigsarvens spor
Det er specifikt Den Kolde Krigs mørke turistmål, Reuter Christiansen fokuserer på. Vi kommer således ikke til attraktioner som teateret, hvor Abraham Lincoln blev skudt, Historiecenter Dybbøl Banke eller New Yorks Ground Zero. I stedet er opmærksomheden viet til Murens Berlin og grænsen mellem Nordkorea og Sydkorea.

Mange har nok gæstet det første sted, mens det andet er fjernt og eksotisk. Der er også tale om ét sted, der er fortid, og ét der stadigt er i funktion som brændpunkt. De er dog begge produkter af Den Kolde Krig og som turistmål af samme dark tourism-skuffe.

Turistfoto af kunstneren med koreansk grænsevagt. Fra Dark Tourism DMZ Korea. Pressefoto.
Turistfoto af kunstneren med koreansk grænsevagt. Fra Dark Tourism DMZ Korea. Pressefoto.

Guided tur til DMZ
Videoværket Dark Tourism DMZ Korea er en ægte turistvideo. Kunstneren har fulgt og filmet en officiel rundvisning til grænsen til det lukkede diktatur Nordkorea. En grænse, der med mure, miner og demilitariseret zone (DMZ) siden 1953 har delt landet og dets befolkning.

Men også en livlig og velbesøgt grænse, selvom man ikke kan krydse den, og man kun må fotografere ind i det fremmede bag en markeret linie. Der er hele forlystelsescentre skudt op for de mange besøgende, der tilsyneladende både kommer her for at mindes den traumatiske fortid og lade sig adsprede som turister.

Turistfoto af kunstneren med koreansk grænsevagt. Fra Dark Tourism DMZ Korea. Pressefoto.
Turistfoto af kunstneren med koreansk grænsevagt. Fra Dark Tourism DMZ Korea. Pressefoto.
Den håndholdte videoform er velvalgt. Den dokumenterer, hvordan præsentationen for turisten finder sted og mimer samtidig, hvordan turisten typisk selv dokumenterer rejsen. Det kræver dog noget tålmodighed at se samtlige +20 minutter igennem.

Musealiseret del af Berlinmuren. Fra Dark Tourism Berlin Wall. Pressefoto.
Musealiseret del af Berlinmuren. Fra Dark Tourism Berlin Wall. Pressefoto.

Der var engang en mur
Udstillingens andet videoværk Dark Tourism Berlin Wall vises i flimrende gennemsigtighed på vinduet ud til gaden. Den viser en optagelse gennem Berlin i dag efter Murens forløb.

Muren er de fleste steder væk og kun bevaret som enkelte mindesteder. Faktisk er den et sted genopført for at være mere autentisk. Filmen giver dog hverken autenticitetsoplevelse eller refleksion. Muren er nok for kendt stof og kræver større armbevægelser.

Mere, tak!
Faktisk er en række fotokopierede ‘kompendier’ med billeder af den problematiske fortids steder i Berlin mere spændende. Her kommer fortællingen om det enkelte sted og dets historiske skeletter i skabet bedre frem. Så arbejd endelig videre med dette materiale og vis det som mere kunst og mere undersøgelse!

Man kan nå at se udstillingen:

Torsdag den 25. Februar fra kl. 13 - 17
Fredag den 26. Februar fra kl. 13 - 17
Afslutning på udstillingen er lørdag den 27. Februar fra kl. 13 - 17

Billedserie

Udstilling

Dark Tourism

13 feb 2010 27 feb 2010

Thorbjørn Reuter Christiansen

Udstillingstedet rum46
Se kort og tider

Del artiklen

'Fortidens skygger – nutidens turistmål'

Facebook