Nanna Abell er en yngre dansk billedkunstner, der i en årrække har fået en del opmærksomhed på grund af hendes fortættede og poetiske omgang med materialer og mange forskellige kunstneriske udtryksformer.

Hun sidder på den gren i samtidskunstfeltet, der vokser ud af begrebet Ny Materialisme. I dette felt har materialer agens, og de læses ind i en større sammenhæng og anskues ud fra erkendelsen af, at menneskeheden og naturen befinder sig i en uhørt prekær situation i den antropocæne (eller kapitaloscæne) tidsalder.

Abells kunst er subtilt ladet og indsigtsfuld på en åben og inviterende facon. Hendes lille soloudstilling er en del af programmet for samtidskunst i Vestjyllands Kunstpavillon, og den er, når du giver dig hen til den, en fintunet og twisted lille perlerække af materialesammenstød, der er fulde af sælsom – og nogle steder ildevarslende – poesi og fortolkningsmuligheder.

En indviklet filtret tilstand

Ved første øjekast gør installationen ikke meget stads af sig selv. Rummet henligger næsten nøgent, badet i gråtoner og sparsomt beboet af objekter og ophobninger på vægge og gulv.

Der er – dels på grund af plastikgulvets nubrede gråhed og dels på grund af tingene – en stemning af strand og strandingsgods over det hele: slidte stumper af falmet nylonreb, en forvasket lyserød klipklap-sandal, badetøj og andet småt bærbart til kvindekroppen filtret ind i andre materialer eller på henslængt display på en bund af ildpåvirket sort plastik…

Evighedsblomster viklet ind i en sammenfiltret form af plastiklænke og tekstil. Hvide PVC plader på gulv og væg, en hjemmelavet, rurbegroet og godt brugt fiskegarns-bøje lænet op ad væggen og sat i relation til en også godt slidt, rektangulær plade af gennemsigtigt plexiglas.

Et stykke lime-farvet plastiknet ophængt på væggen og istukket et sjældent aks af tørret hjertegræs. Oppustede genstande af farveløs plast på gulvet, hvor også en af havet grundigt bearbejdet cykelhjelm står til skue, som en for længst glemt artefakt ved indgangen til udstillingen.

Materialitet og energi

I dette scenarie kan du hengive dig til langsomt at skvulpe rundt på plastikstranden fra den ene genstand eller ophobning til den næste. Du kan se spor af vindens, havets, sandets, ildens og lysets påvirkning af materialerne. På den måde taler de sagte om naturkræfterne, som bortset fra ilt og dagslys næppe anes i udstillingssalen.
Du må helt tæt på og fordybe dig i nærlæsningen af genstandene og materialerne, og sanse deres vibrerende kvaliteter, som de manifesterer sig i de intime møder, forskydninger og sammenstød, kunstneren har sat i scene.

I intimiteten med dit blik, åbner installationen sig og bliver en kraftfuld manifestation af den energi, der forløses, når det tabte, forbrændte, upåagtede, forvitrede, visne, tørrede og opskyllede arrangeres, og derved får lejlighed til at udveksle og smitte af på hinandens kvaliteter. Gennem den kunstneriske investering i tingene og materialerne revitaliseres de, og inde i beskuerens omhyggeligt undersøgende synsfelt og hjerne får de udsigelseskraften tilbage.

Psykedelisk – et lille trip med vide horisonter

Psychodile hedder udstillingen, og lettere psykedelisk er den i den forstand, at intet materiale udvalgt og sat i scene i et kunstrum forbliver neutralt og tavst for den, der nysgerrigt hengiver sig til undersøgelsen af det.

Evighedsblomster og hjertegræs! Lyt engang til disse navne! Så fulde af håb! Nu i lyset af klimaforandringerne er spørgsmålet om evigheden pludselig helt anderledes knyttet til det profane og for vesterlændinge pludseligt så uforudsigelige jordeliv.

Moder jord? Jorden som giver os næring. Jorden hvor hjertegræs engang voksende talrigt – hjerte rimer på smerte, og akset er fanget i plastik som et havdyr, der sidder fast i et net.

Landskabet her er stivnet og tyst som i graven. De fundne, slidte, vejrbidte og brugte genstande bærer hver deres egne fortællinger om rejser, møder og tilstande. Nogle har viklet sig sammen med stof, der taler om usynlige kvindekroppe, skød og underliv. De oppustede plastikbeholdere ligner spøgelser frarøvet deres kulørte skind…

Ordløs poetisk sensibilitet

Helheden er ladet med sanselighed og poetisk sensibilitet, der giver tanken vinger og følelsen dybde og nærvær.

Men der er også en tristesse tilstede. Et stille råb om hjælp fra naturen, der kæmper med alle plastikgenstandene og efterlader spor af langsom nedbrydning på deres før så glatte og kulørte overfalder.

Havet, ”den store blå hylde”, hvorpå vi har lagt alt det fra os, vi ikke ville tage ansvar for. Havet brækker sig; det spyr plastikgenstande op på strandene. Havet er det moderliges underbevidsthed. Det feminine kalder fra de usynlige vulvaer, der engang har berørt viskose-tekstilerne, der sidder fast i plastik eller ligger til skue på underlag af sort, brændt plast.

Evighedsblomsterne længes efter frihed fra plastiklænker. Hjertegræssets små klokker ringer sagte ind i mit eget hjerte, og minder mig om solbeskinnede overdrev og min farmors varme hænder omkring en sjælden buket af elsket hjertegræs – og om rædslen nu over plastikkens sejlivede bemægtigelse af alt levende.

Således talte Psychodile manende til mig – og jeg til den – under besøget i Vestjyllands smukke kunstpavillon. Jeg anbefaler varmt det lille trip med den store effekt.