Der er en ubestemmelighed og vægelsindethed ved Bülows gipsrelieffer, som de står og balancerer mellem billede og skulptur. De mange små toppe på reliefferne – nogle rundede og med små fordybninger for enden, andre spidse som hajtænder, nogle i et enkelt plan, andre jævnt fordelt hen over en bugtet overflade – skaber en scene for et iriserende spil af lys- og skyggevirkninger samt et avanceret, men subtilt, arbejde med farvelag, farveovergange og farveskift.