I en artikel i serien Det personlig kunstværk, tegner Ole Bak Jakobsen her på sitet et rigt portræt af Jan Skovgård. De to går i dialogen tæt på kunstnerens psykose og selvmordsforsøg i 2004, som er den bagvedliggende mørke klangbund i RE-flower-serien.

Det anskueliggøres i artiklen på smukkeste vis, hvorledes et menneskes værste mareridt også kan rumme kimen til stor personlig og kunstnerisk udvikling, styrkelse af kærligheden og til en højere bevidsthed. En bevidsthed om kroppen og psyken, der i Jan Skovgårds tilfælde kommer til udtryk via hans kunstneriske praksis, der sigter mod at transformere ”mol til dur” og på ”at give skrøbeligheden værdighed” og en plads i den offentlige samtale.

Læs også: Jan Skovgård: “Jeg er et af de mennesker, der har slået en kolbøtte”

Blomster på krykker

Jan Skovgårds personlige svar på sin egen tragedie, er fastholdelsen af kreativitet, sanselighed og forestillingskraft.

RE-flower-serien, som er omdrejningspunkt for nærværende udstilling, tager sin begyndelse i billeder, hvor vandrette bånd af blomster, blade, ranker og rødder støttes blidt af lodrette ”stilladser” eller ”krykker”, af tilfældige materialer, pinde, afbrækkede træstumper o.a. Værkerne taler helt uden ord om behovet for støtte, omsorg og nærvær.

Billederne konstrueres med et klart overordnet abstrakt fokus i forening med en nænsomhed, der hvor tingene mødes eller sammenføjes, og peger på tilnærmelsernes særligt sårbare karakter og på den ømhed og kærlighed, som altid må være tilstede, hvor helbredelse og healing skal finde sted.

Om netop dette læser jeg en artikel: The Geography of Sorrow i The SUN magazine med den amerikanske psykolog og forsker i sorg, Francis Weller. Han forklarer, hvor vigtigt det er at forstå sorg og tab, som et relationelt fænomen, der ikke kan bearbejdes i ensomhed.

Han beskriver, hvordan sorg i oprindelige folks kulturer altid har været et fælles anliggende, og hvordan det i den vestlige kultur er blevet en privat sag. Han påpeger, hvor skadeligt det er for os som individer, og på hvordan eksklusionen af sorgen skaber sygdom og lidelse i samfundet. Han forklarer, hvordan den sorg, som bearbejdes, fordøjes og integreres med støtte fra andre mennesker og i lyset af nærtståendes kærlige blikke, bliver til melankoli. En stemthed i sindet, som er en helt anden meget mere levende følelse at bære med sig gennem livet.

Wellers forskning viser, at vores evne til at stige op i lyset (dur) på en sund og balanceret facon er proportional med vores evne til at bevæge os ned i mørket (mol) med nysgerrighed og mod. Træner vi ikke denne følelsesmæssige smidighed, når vi rammes af livets tilskikkelser, stivner vi og bliver vrede, syge og deprimerede.

Metaforen om det bøjede søm

Da Jan Skovgård i 2004 sprang ud fra en bro, tvang det ham helt ned i mørket. Men det var et helt andet mørke, end det han havde forventet. Faldet tvang ham også til at tage ophold der og gøre sig bekendt med mørkets landskaber og deres geografiske kvaliteter – at flygte fra mørket var ikke længere en mulighed.

I Wellers optik er Skovgårds fald den mørke bagside af en evigt opadstræbende kultur: en talentfuld og himmelstormende ung kunstners tårnhøje ambitioner, en psyke der pludselig knækker, fordi der ikke er balance mellem dur og mol. Fra at have været et stort stærkt og stift 7 tommerssøm, blev Jan Skovgård pludselig et bøjet og ødelagt søm, en metafor han selv anvender, og som giver anledning til spørgsmålet han har været optaget af lige siden: om det er muligt at rette det bøjede søm ud igen?

Det bøjede søms metafor henviser til kunstnerens fysiske krop og alle dens udfordringer, da den var blevet lappet sammen efter faldet. Det handler også om sårbarhedens værdighed og om dens kvaliteter. Det at erkende, at du er ”et bøjet søm”, er et opgør med den grandiositet man(d) uddannes til i patriarkatet og fantasien om usårlighed, som dyrkes i individualismen.

Spørgsmålet, som Jan Skovgård adresserede gennem kunsten i de første mange år, var: hvordan er det muligt for det bøjende søm at blive stærkt igen? RE-thinking, RE-vival, RE-tour, RE-break.

Samtidig har han spurgt sig selv på mange forskellige måder, om det også er muligt at blomstre igen? RE-flower var titlen på den retrospektive visning på Banja Rathnov Galleri i 2020, og det er også titlen på nærværende udstilling hos Galleri Progres øst for Horsens.

Traumets transformative visdom

Jan Skovgård benytter de vilde planter i sin kunst og deres grokraft og blomstring er synonym med hans egen personlige vilje til igen at finde fodfæste, vokse og blomstre på trods af den hårde medfart, faldet var årsag til. På et dybere psykologisk plan er mødet mellem sømmet og blomsten udtryk for integrationen af det maskuline og det feminines forskelligartede polariteter.
Netop den integration er helt central i den vision om et ”traumeinformeret samfund” og et opgør med patriarkatet og individualismen, som en række toneangivende forskere, læger og psykologer i disse år gør sig til fortalere for, dygtigt anført af den canadiske læge og psykiater Gabor Maté. Matés livslange indsats på dette område er for nyligt blevet dokumenteret i filmen The Wisdom of Trauma, hvori hans kone, som er billedkunstner også optræder og bidrager med vigtige perspektiver om kunstens rolle på det private og det samfundsmæssige niveau.

De mekanismer, som Jan Skovgård bearbejder på et personligt og kunstnerisk plan, udfoldes i filmen til en mere omfattende kritik af den herskende samfundsmodel, som skaber af lidelse og afhængighed. Et benhårdt konkurrencesamfund, hvis kunstneriske epicenter Jan Skovgård selv stiftede bekendtskab med, da han i 1990’erne flyttede til New York med sin lille familie, og der oplevede, kunstverdenens megalomane selvfetichering og forsøget på at skjule dens afhængighed af en hensynsløs markedsøkonomi.

En poetik for gen-blomstringens mulighed

Jan Skovgård var dengang, og er stadigvæk, konceptkunstner, og RE-flower-serien har med årene udviklet sig til en art billedkunstnerisk poetik. Det bøjede søms helt særegne poetik for udretningens og genblomstringens mirakuløse mulighed.

Hans serielle plante- og tapearrangementer skabes ofte med forhåndenværende materialer og plantedele. Fotograferet, fritlagt og printet på hvide aluminiumplader er i de uafviseligt i stand til at stå som konceptuelle kunstneriske udtryk i egen ret.

Billederne er bærere af fundamentale kvaliteter: kompositorisk musikalitet, tvistet figuration og kolorisme i malerisk forstand. Skovgård komponerer med alskens ukrudt, græsser, industriplanter, grene, rødder, blade og ranker. Nogle billeder er tavler med variationer af artsidentiske genstande, på samme tid skødesløst og struktureret anrettet på billedfladen. Andre steder anvendes kviste, blomster og blade, som om de var noder i et partitur, der kan læses lodret og vandret, som musik for øjet.

Serien RE-flower 18 er bygget op af knuste planter som for eksempel hakket efeu, drysset på billedfladen i forskellige farvetoner, dannende organiske mønstre: visse steder også iblandet tape, andre steder kun med spor fra redskaber anvendt til at skubbe materialerne på plads. Igen dette møde mellem noget blødt og noget hårdt, selvom kniven, der hakkede planten i småstykker, er væk, og det hårde kun kan anses som immaterielle hvide ’ar’, der hvor baggrunden kommer til syne bag det organiske, som en streg eller en flade med rette vinkler. Koloritten på plantebillederne går fra stærke klare blomsterfarver og brunlige jordfarver over lysere, grønne, blålige og gyldne nuancer – altid på den hvide baggrund.

Sin helt egen fænomenologi og ontologi

Jan Skovgårds billeder kan betragtes og forhandles, som eksklusive kunstartefakter med indlysende æstetiske kvaliteter. Det er først og fremmest det, der dyrkes i RE-flower 2-ophængningen, som i virkeligheden er ganske konventionelt arrangeret af galleristen, der heller ikke kunne dy sig for lige at snige et par minimalistiske skifferskulpturer af Jens Chr. Jensen ind.

Angiveligt bare fordi ”der blev for tomt på gulvene”. Det er der ingen grund til, for Jan Skovgaard kan i den grad selv fylde rummene ud med sin stærkt personlige, visuelt vibrerende og originale billedkunst.

Han leger med ord, han han danser ”boogie woogie” på billedfladerne, lægger til og trækker fra, vender perspektivet og lader sine materialer med betydninger og tegn. Legende og samtidig altid dybt alvorlig med hensyn til kunsten som sådan har han skabt sin helt egen fænomenologi og ontologi.

Fuldt ud bevidst om sine værkers kraftfulde ladninger skaber han billeder, der tilsyneladende kun er dekorative overflader i spidsfindig og kærlig dialog med den kunsthistorie, de er rundet af, og som de sine steder også smiler indforstået til: som for eksempel i RE-late (paradox pictures k. malevich) eller til kunstinstitutioner som i RE-late (aros model).

Bevægende og opløftende

Sømmet har lært sig at danse med blomsten – det maskuline og det feminine forenes i Skovgaards kunst som gensidigt afhængige og dynamiske størrelser. Det er i sig selv elementært bevægende og opløftende, at iagttage disse møder mellem det bløde og det hårde, det kunstige og det naturlige, det materielle og det immaterielle, mellem primærfarverne og de tonede nuancer.

Sine steder er mødet utvunget andre steder mere ladet, som når farvet tape anvendes som en art overmaling eller tages i brug som en ’bandage’ omkring et ’brud’ eller et farvestrålende ’plaster’ på såret.

Uden selvmedlidenhed

Gabor Maté beskriver forskellen på medlidenhed og medfølelse som en forskel i energetisk og bevidsthedsmæssig forstand: medlidenhed er at flyde sammen med sin egen eller andres lidelse, en udmattende og ubevidst tilstand for begge parter. Medfølelse derimod er informeret af empati, viden og kompetence, den udfolder sig på den højeste energetiske klinge.

Det er herfra Jan Skovgård udtrykker sig: med viden og uden selvmedlidenhed. Hos ham er sorgen forvandlet til melankoli og medfølelse, der bringer bevidsthed ind i billedet med autenticitet og kunstnerisk overskud. På billederne foregår det på et usprogligt, sanseligt niveau og da vores viden om disse ting er relativt uudviklet i vores moderne samfund, hvor besættelsen af teknologi og kunstighed er dominerende, har vi ikke et særligt veludviklet sprog for disse ting endnu.

Jan Skovgård forsøger selv gennem mange fine tekster i sine bøger, at indkredse og udvikle sammenhængen mellem sprog og billeder – mellem tanke og form. Teksterne og billederne er resultatet af mange års rejse op og ned i den indre elevator for at hente mørkets viden op i lyset og give det liv, bevidsthed og form.

Jan Skovgård påtager sig gennem kunsten et vigtige stykke arbejde i vores kultur, der kærer sig alt for lidt om omsorgen for menneskers åndelige og psykologiske udvikling.

Blomstring er kærlighed til livet

I familie med Jan Skovgård er på den internationale kunstscene selvfølgelig Frida Kahlo (1907-1954), der også arbejdede kunstnerisk informeret af sin egen forulykkede og itugåede krop.

Her hjemme er Emil Westman Hertz 1978 – 2006, der døde ganske ung af en uhelbredelig kræftsygdom, fortsat en inspirerende iscenesætter af det fysisk udfordrede og spirituelt søgende menneske.
Man kan fremhæve, at Skovgårds kunst taler om Verden ved hjælp af det upåagtede. Han er en ydmyg filosof i en gammel hullet sweater, gemt af vejen i sin blomstrende have syd for Odder.

Men han har en bred horisont, et stort hjerte og evnen til at udtrykke sig gennem stumper og stykker af grene, løv og kronblade. Han klipper, skære og maler på det organiske materiale. Han arrangere dem i vaklende geledder, i sværme, bunker og plamager. Alle disse grenstumper, rødder og kvas, alt dette florlette blomsterkonfetti fra havens overflod, bringes i spil og i dialog på de hvide baggrunde.

Det skæve og det skønne forenes på overraskende vis, den ene tilstand afløses af den næste og det er det befrugtende og knopskydende ved hans blomstrende billedpoesi. Som visuelle tegn i billederne sprænger det rammen for, hvordan natur kan opfører sig i kunsten og hvad den kan tale om og henvise til.

RE-flower? Ja bestemt! Men på helt nye uventede, hinkende og særegent skønne faconer – der skabes en udvidelse gennem billederne og over i beskueren. Nye tonaliteter opstår i det skovgårdske billedunivers og minder os om, at kunsten kan tale uden ord.

Der er en livskraft, en intention og et overskud i disse billeder, der gennem koblingen med sårbarheden, det uperfekte og itugåede, er et opråb til os, om at vi kan valse rundt i verden på så mange endnu uudforskede og rørende faconer. At DET er meningen med livet: at vi giver af os selv til det, hvis vi skal blomstre igen og igen.