Lad os starte med en ny monumental præsentation i Simian af en af vores helt store billedhuggere: Torben Ebbesen (f. 1945), der har genopfundet skulpturens virkemidler og konceptuelle muligheder uophørligt i sit fem årtier lange kunstneriske virke, som fra begyndelsen har været baseret på eksperimenter med materialer, som han ofte henter i det moderne hverdagslivs reservoir af teksturer og former, fra nylon over magneter, fundne træstykker, planter, perler, glas og badeværelsesfliser til bambus, fajance og galvaniseret stål. Materialerne er utallige, og Ebbesens vidtfavnende fantasi og dybe kulturhistoriske viden – han er en lærd mand – kender ingen grænser.

Der er intet mindre end 57 værker i både to og tre dimensioner. De er blevet til fra 1970’erne til i dag. Udstillingen er opbygget labyrintisk, som en form for ekko af Ebbesens associative arbejdsmetode, hvor værker konstant føder nye værker, og af hans mange referencer til hjernevindingerne.

Tvivl i stedet for vished

Kunstneren har givet sin udstilling den vægelsindede titel Between Yes and No (mellem ja og nej), der peger på ubestemmeligheden som kunstnerisk (og menneskelig?) præmis: Hvordan kan man generere kunstværker, der balancerer på en knivsæg mellem væren og intet, og som bæres af tvivl i stedet for vished? For, som man siger: Tvivlen er opfindsomhedens fader.

Det er også titlen på et af Ebbesens værker fra 1978, som henviser til den tyske fysiker Werner Heisenberg (1901-76), der opererede med en usikkerhedsrelation i sin kvantefysiske forskning. Han afdækkede bl.a., at naturen per se er uforudsigelig, så derfor er det menneske, der forsøger at bestemme dens bevægelser, hverken uformående eller ukvalificeret.

Form- og idémæssigt står Ebbesen solidt plantet i især den russiske konstruktivisme fra 1914 frem til den russiske revolutions degenerering af billedkunsten. Navne som El Lissitzky, Naom Gabo, Vladimir Tatlin – ikke at foglemme Kasimir Malevitj, som han indirekte inddrager i udstillingen – har ledt ham på vej, og er stadig blandt hans kunstneriske helte.

Gennemgående er Ebbesen optaget af rumlighedens potentialer, og derfor finder man ofte nogle applikerede linjer i hans todimensionelle værker – det være sig landskaber eller prospekter – i form af bambusrør, jernstykker eller bronzerelieffer, som udvider det flade rum, og lader det forbinde sig med det fysiske udstillingsrum.

Endelig frem i lyset

Rundgangen afslører, hvilken alsidig og frit fabulerende kunstner Ebbesen er. Det er på tide, at han kommer frem i lyset, for hvor er han god og hyper moderne hele vejen igennem!

Simian er ledet af fire billedkunstnere: Christian Vindelev, Jan S. Hansen, Toke Flyvholm og Markus von Platen, og der skulle åbenbart nogle unge kunstnere til, så bolden kunne tages op. Men retteligen burde den ligge hos de store kunstmuseer, især SMK, hvor der er alt for få solopræsentationer af vores store danske kunstnere.

Simian er siden mit seneste besøg i forsommeren nu transformeret til en endnu mere skarp og hvid kube end tidligere, og selv om kunsthallen ligger under terræn, hentes dagslyset ned gennem de mange ovenlysvinduer. Den må nu henregnes til en af Københavns mest interessante og også mest rummelige kunsthaller pga. den kvalitative og højt profilerede kuratering.

Between Yes and No er en helt igennem overbevisende præsentation, ja, som nævnt en hel museumsudstilling, hvor man kan opholde sig i timer. Samtidig påminder den os om, hvor vigtigt det er, at vi ikke glemmer de modne kunstnere, der har nået visdommens år, men er still going strong. Ebbesen er bedre end nogensinde.

Torben Ebbesen: Between Yes and No. Simian. Til 9. oktober.

Karnevaleske billeder

Ebbesens 52 år yngre kollega, Eva Helene Pade (f. 1997), der er ved at tage en mastergrad ved Det kgl. Danske Kunstakademi, har sin første soloudstilling Moment of Transitions i et af Københavns absolutte topgallerier, Nicolai Wallner, som på det seneste har entreret med flere helt unge kunstnere. Det skyldes bl.a., at Wallner har knyttet den canadisk fødte kulturfilosof og kurator Grace Roy Hess til galleriet. Pade har allerede været eksponeret en del på gruppeudstillinger i bl.a. Palazzo Capris i Torino sidste år og flere andre, herunder Zeitgeist tidligere på året i Galleri Nicolai Wallner.

I sin nye og første soloudstilling tager hun livtag med symbolismen, ekspressionismen, prærafaelitterne og endnu ældre kunstretninger. Man kunne kalde stilen for ny-symbolisme.

På den ene side er Pade optaget af metafysiske og spirituelle fænomener – i udstillingen repræsenteret af bl.a. en svævende hesteskikkelse i hovedværket – og på den anden side er hun interesseret i det relationelle – det emotionelt ofte vanskelige forhold mellem mennesker.

Værkerne viser hendes store ambitioner – ikke kun, hvad angår det mytologiske, altomfattende stof, som hun omfavner, men også formatmæssigt: For eksempel måler titelværket 410 x 549 cm – altså over 22 m2!

Dette værk er ligesom udstillingens øvrige malet med akryl og olie på plade. Det er en imponerende gestus og en malerisk tour de force, som i første omgang efterlader betragteren i dyb respekt for den flot orkestrerede komposition, som lykkes. I udstillingens øvrige og mindre værker føjer titlerne sig meddigtende til. De henviser til nogle af eksistensens grundlæggende tilstandsformer: Omfavnelse, søvn, død, opvågnen …

Et mylder af følelser

Det myldrer med mennesker hos Pade. De repræsenterer alskens karakteregenskaber og følelsestilstande: De danser, taler med hinanden, tiltrækkes og frastødes af hinanden. De gribes af panik, ængstes og længes.

Det er menneskelivet i fuld udfoldelse, som man kender fra malere som Edvard Munch (1863-1944), hvis dødsmærkede massemennesker gør et uudsletteligt indtryk, og belgieren James Ensor (1860-1949), hvis karnevaleske kritik af borgerskabet og dobbeltmoralen ofte udmønter sig i masseoptog af maskebærende løgnere.

Kompositionen – især i titelmaleriet – kan også minde om den danske symbolist Niels Skovgaards (1858-1938) store maleri Kristus i de dødes rige fra 1891-94, hvor Kristus er nedsteget til dødsriget for at frelse de fortabte, der rækker hænderne op imod ham for at hente hjælp.

Men Pade er hverken Ensor, Munch eller Skovgaard. Hun er en ung maler fra det 21. århundrede. Hendes skildringer refererer lige så meget til diskoteket og festivalen som til det sakrale rum. Ikke desto mindre peger hendes formsprog og tematikker tilbage til den førnævnte ældre kunst, ligesom hun har lært meget af ældre mestre som Rembrandt, Brueghel m.fl.

Pades bestræbelse på at arbejde med de helt store historier er prisværdig, men der er stadig et stykke vej, før hendes menneskeskildringer når ud over klichéen og griber en. De er i min optik snarere tegn og symboler for mennesker end levende individer. De grimasserer, men ånder ikke. Se for eksempel hænderne, som er skildret nærmest tegneserieagtigt, uden den omhu i detaljen, som man må forvente af en kunstner, der arbejder figurativt med store figurkompositioner.

For denne signatur synes motiverne mere hule end gribende. Det gik bedre med hendes mere afklarede og intense bidrag til Zeitgeist-udstillingen. Men hatten af for en ung, kvindelig kunstner, der på ingen måde viger tilbage fra det monumentale. Det kræver mod og selvtillid.

Imidlertid må man håbe, at hun kunne få nogle års fred til at arbejde mere i dybden, før hun møder markedets ubønhørlige love? Man krydser fingre for, at hun kan holde stand imod den omfattende opmærksomhed, der allerede er blevet hende til del, for hun har potentialer til at blive rigtig, rigtig god.

Eva Helene Pade: Moment of Transisitions. Galleri Nicolai Wallner. Til 22. oktober.

Besøg på flaneten Jorden

Henriette Heise (f. 1966) zoomer på sin nye udstilling med den lange titel (se nedenfor) The Lunatic Future … ind på den emotionelle krise, der hjemsøger mange i disse år, hvor livet føles stadig mere usikkert som følge af klimakrisen, krigen i Ukraine, pandemien og en manglende tro på, at der er politisk vilje til at løse de livstruende, menneskeskabte problemer.

Hun stiller spørgsmål til, hvordan vi overhovedet kan finde incitamenter til at fortsætte? Selv har hun netop overstået en stresskrise, har trukket sig fra sin professorstilling ved Det kgl. Danske Kunstakademi, og blev sidste år meget belejligt tildelt et stipendium til en praksisbaseret postdoc i Novo Nordisk-regi med SMK som kunstinstitutionel ramme. Hendes nye udstilling er led i forskningsprojektet, hvor hun koncentrerer sig om studier i forskellige kunstneres senværker.

Her tager hun afsæt i et værk af Astrid Noack (1888-1954), der som 54-årig begav sig ud på, hvad der skulle blive hendes sidste store rejse: En rundrejse i Italien.

Heise har undersøgt den eneste tegning i en skitsebog fra rejsen, hvor Astrid Noack har skildret sig selv. Hun sidder uden for en café og betragter livet omkring sig, herunder en gruppe mænd, der spiller terning. Ifølge Heise iagttager Noack gruppedynamikken nøje, mens hendes eget bord fremstår som en tom, cirkulær form, som hun udvisker flere gange for til sidst at tegne det så stort, at det næsten sprænger papiret.

Parallelt hermed har Heise skabt to værkgrupper til udstillingen: Fire sammensyede malerier og syv gipsrelieffer: De sort-hvide, cirkulære gipsrelieffer med små cirkler, der refererer til Noacks cafébord, illuderer måneformørkelser, sådan som de måske ville se ud, hvis man iagttager dem fra en flad jordklode: Mindre eller større hvide firkanter på en sort baggrund.

Her leger Heise med planerne ud fra den stadig mere omsiggribende forestilling i sølvpapirshattesegmentet Flat Earthers om, at Jorden er flad. Hendes Flanets, som er sammensyede malerier i et teknologisk stof i stærke blå og grønne farver sekunderes af planeter og sorte huller, der optræder som sorte pletter, udført med spraymaling.

Kunstnernes senværker

Henriette Heise konstaterer, at Astrid Noack i modsætning til, hvad mange tror, faktisk havde en fin karriere, men i sine sidste år var hun syg og træt. Alligevel fortsatte hun ufortrødent med at skabe kunst. Hvad er det, der får kunstnere til at arbejde videre og trodse sygdom, krig og kriser? Måske er der værdier at hente i deres senværker, også selv om det drejer sig om mere inferiøre og mindre spektakulære værker i forhold til deres hovedværker?

Udstillingen forholder sig også til Astrid Noacks egen tilstedeværelse i rummet, som jo er hendes tidligere atelier: Hendes gipsskulptur af en ung mand, der knælende planter et træ.

Henriette Heise blev direkte inspireret af skulpturen til at skabe sine gipsrelieffer. Det er første gang, hun arbejder i gips.

Skønt værkerne umiddelbart fremstår præcise og nærmest minimalistiske, så er de rent faktisk figurative, hvilket især manifesterer sig ved de ”spacy” stjernetåger eller sorte huller, der griber forstyrrende ind i de stramt sammensyede geometriske felter eller ”flanets” og skaber rum.

Henriette Heise: The Lunatic Future for the Depressed Planet and the Flanet (flat planet): Learning from the late work of artists – who figured out how on earth to keep going. Astrid Noacks Atelier. Til 18. september.