Jesper Rasmussen – Arkitektoner
14 okt 202219 feb 2023

Jesper Rasmussen: Billedhuggersal, Faaborg Museum, 2022.

Anbefalet under Det skal du se! uge 41.

Hvad findes der mellem væggene på Faaborg Museum? Er det bare luftig tomhed, eller er det fysisk bygningsmateriale? Et det hulrum eller masse? Og hvordan vil museet se ud, hvis de indre udstillingsrum blev blottet for kunst og vendt på vrangen?

Dette efterår går samtidskunstneren Jesper Rasmussen (f. 1959) i dialog med Faaborg Museums arkitektur i en række helt nye værker skabt specielt til særudstillingen Jesper Rasmussen – Arkitektoner. Med de nye værker inviteres publikum ind til en udstilling, der lader os opleve museet fra usædvanlige vinkler, tillader os at se rundt om hjørner og bag murene på et museum, der siden 1915 har stået som et arkitektonisk vartegn i den sydfynske by Faaborg.

I sit kunstneriske virke er Jesper Rasmussen optaget af at undersøge rum, arkitektur og landskaber. Han arbejder med fotografiske værker i store formater og med skulpturer og omfattende installationer. I denne særudstilling er Jesper Rasmussen gået til museet med nysgerrighed til arkitekturen og en særlig affektion for netop Faaborg Museum, hvor han er kommet siden barnsben.
Denne undersøgende tilgang til museets unikke arkitektur har bl.a. ført til flere store skulpturinstallationer, hvor den ene relaterer sig som et aftryk af hele museumsbygningens indre. Skulpturinstallationen tager sit afsæt i museets grundplan og udformning i en undersøgelse af den modsætning, der er mellem Faaborg Museums indre udstillingsrum med de stærkt farvede vægge, søjler og mosaikgulve og museets ydre nedtonede facade og undseelige tilstedeværelse i gadebilledet.

I sine skulpturer åbner Jesper Rasmussen for de skjulte mellemrum i Faaborg Museums rumforløb ved at udforske og give form til det, der ellers er gemt bag mur, mørtel og vægfarver.

Endvidere har Jesper Rasmussen skabt nye fotografiske værker, hvor han digitalt bearbejder Faaborg Museums udstillingsrum, fjerner kunsten så den kun anes som skygger eller helt lader rummene stå tomme. Gennem kameraets optik åbner han museumsrummene, så de synes større og skaber derigennem uventede sammenhænge og ændrede synsvinkler, som det ellers ikke er muligt at se med det menneskelige blik. De nye værker er i udstillingen sat sammen med et udvalg af Jesper Rasmussen fotografier af kendte arkitektoniske bygningsværker og en række landskaber.

 

Kilde: Faaborg Museum

Faaborg Museum

Grønnegade 75
5600 Faaborg

Ons-søn 11-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 62610645

Jesper Rasmussen – Arkitektoner
14 okt 202219 feb 2023

Del

'Jesper Rasmussen - Arkitektoner'

Facebook