Korporligt kærlighedsværk

Korporligt kærlighedsværk

The Exquisite Corpse Orchestra (udsnit), 2010. (Pressefoto)

Billedserie

Udstilling

The Exquisite Corpse Orchestra

23 jan 2010 6 mar 2010

Lars Arrhenius & Daniel Westlund

SPECTA
Se kort og tider

Lars Arrhenius & Daniel Westlund charmerer med et pruttende og truttende tangoorkester, der formår at balancere barnlig humor og den alvorstunge kærlighed.

To paryk- og øjenbeklædte hænder danser flirtende over et piano. Den ene, blåøjet og langvippet – den anden, opmærksomt stirrende.

En bleg, kyseklædt numse prutter forfjamsket bas, med døsige, afbrydelsesvis vidt opspærrede, øjne.

En bizart udseende og kraftigt skægget lille mand klikker, beatboxer og klagesynger.

En hånd glider hen over tangenterne på et rødt melodica, pustet i gang af en lige så bizart udseende lille dame med inderlige, koncentrerede øjne.

Tilsammen fremfører den firedelte videoinstallation en seks minutter lang svulstig og patosfyldt tango i Galleri SPECTAs kælderlokale.

The Exquisite Corpse Orchestra (udsnit), 2010. (Pressefoto)
The Exquisite Corpse Orchestra (udsnit), 2010. (Pressefoto)
Fra leg til kunst
De små truttende, pruttende og klaverklimprende skabninger har fået deres bizarre udseende fra en idé, som oprindeligt udspringer fra de to svenske herrers børne-tv samarbejde Showtajm, hvor underholdningsværdien i al sin enkelthed ligger i ansigter tegnet på hagen af et omvendt hoved.

Værket – og dets titel – udspringer derudover af den leg, de fleste af os formentlig har bedrevet som børn: Man folder et papir tre gange og tegner kropsdele på skift, uden at kunne se, hvad den foregående har tegnet. Det kan der komme nogle sjove kreaturer ud af. Det samme er lykkedes her.

Effektfuld low-tech
For til trods for det utroligt ‘low-tech’ ved denne idé, er udfaldet indtagende effektfuldt, både i Showtajm, som også vises hos SPECTA, og i særdeleshed i den seneste produktion The Exquisite Corpse Orchestra.

The Exquisite Corpse Orchestra (udsnit), 2010. (Pressefoto)
The Exquisite Corpse Orchestra (udsnit), 2010. (Pressefoto)
The Exquisite Corpse Orchestra (udsnit), 2010. (Pressefoto)
The Exquisite Corpse Orchestra (udsnit), 2010. (Pressefoto)

Når grinet og overraskelsen over værket først er tilbagelagt, fremkommer der noget lunt og sært sælsomt over disse personager.

Der er arbejdet imponerende grundigt på få, altafgørende detaljer, heriblandt øjnene, der beklæder hager, hænder, og skaber en stor følsomhed i figurerne. Eller de oversizede, svulstige læbers gestik, som på mere end én måde vender vores mundtøj på hovedet.

Kollektiv kærlighed
Som med tegnelegen, gør det samme sig gældende her. De enkelte komponenter udgør først en mening i helheden, hvor tangoen fuldbyrdes. Det jamrende skægansigt er ikke nogen musikalsk fornøjelse alene. Numsen ej heller. Den søde musik opstår først i det kollektive.

Alligevel er de alene, spilet op på hver sin væg. Kun de to flirtende hænder bryder ensomheden og kan som de eneste – spillende musikstykkets pianobårne skelet – musikalsk stå alene.

The Exquisite Corpse Orchestra, 2010, installationsview. (Pressefoto)
The Exquisite Corpse Orchestra, 2010, installationsview. (Pressefoto)

Utriviel tristesse
Den lidenskabelige tango forstærker kærlighedstematikken og skaber en aura af længsel og hjertesmerte. De finurlige og uhøjtidelige personager udligner det potentielt banale og trivielle ved en sådan tematik, og skaber i stedet en mystisk tristesse.

Værket leger med originale og uhøjtidelige midler med grænsefelterne mellem det humoristiske og alvorlige, det ‘corny’ og følsomme. Det giver eftertryk, uden at insistere, og balancerer elegant mellem melankoli og pruttehumor.

Lars Arrhenius og Daniel Westlund studerede sammen på Kungliga Konsthögskolan i Stockholm i den første halvdel af 90’erne. De har arbejdet sammen siden 2007. Lars Arrhenius kunne senest opleves i Danmark, med væginstallationer og animationsfilm, på AROS i udstillingen Glimt fra Storbyen (28. marts - 24. maj 2009).

Billedserie

Udstilling

The Exquisite Corpse Orchestra

23 jan 2010 6 mar 2010

Lars Arrhenius & Daniel Westlund

SPECTA
Se kort og tider

Del artiklen

'Korporligt kærlighedsværk'

Facebook