Det skal du se! uge 33

Det skal du se! uge 33

Søren Behncke: Claes Oldenburg, 2022. Pressefoto.

Mens hverdagens rutiner måske er ved at indfinde sig efter sommerferien, er kunstsæsonen for alvor skudt i gang. Vi anbefaler her et udvalg af oplevelsesværdige kunstudstillinger i Øst- og Vestdanmark, der åbner dørene lige om lidt. Lad dig inspirere eller få det fulde overblik i vores Art Guide.

Charlotte Fogh Gallery
19 aug –  24 sep, Søren Behncke: Most admired disorder
I denne udstilling udforsker Behncke sit eget kunstneriske billedsprog fra 2003 og frem til i dag – fra figuration mod abstraktion – i malerier og skulpturer samt genstande fra kunstnerens atelier. Inspirationen er hentet fra kunsthistorien og arkitekturen, men rummer også referencer til talemåder, musik og hverdagsgenstande.

Galleri Image
19 aug – 9 okt, Jansen van Staden og Thembinkosi Hlatshwayo: Concurrent
Concurrent er en genfortælling af Sydafrikas kolonifortid gennem de to sydafrikanske kunstneres personlige parallelfortællinger. Med det altoverskyggende tema, apartheid, bliver der i mødet mellem de to kunstnere skabt et intimt rum, der på en og samme tid belyser Sydafrikas fælles historiske traumer og udfordrer dokumentarfotografiets praksis.

Galleri Lene Bilgrav
19 aug – 24 sep, Camilla Thorup og Gudrun Hasle: Mens vi venter
De to kunstnere sætter her fokus på de problemstillinger, som de finder presserende og bekymrende i vores samtid. Med kunsten som talerør ønsker de at få publikum til at reflektere over vores tilgang til naturen og den verden, vi er en del af: Ærligt og uden filter, gennem broderi, skulpturer og tegninger.

Christine Overvad Hansen: Faidra’s Fury, 2021. Fra METAMORPHOSER. Pressefoto.

Sophienholm Kunsthal
20 aug – 6 nov, METAMORPHOSER
METAMORPHOSER er en samling af syv kunstneriske ytringer i en samtid, hvor alt er til forhandling, kan forvandles og morfes, hvor det biologiske og det digitale fusioneres, hvor køn og identitet transformeres, og hvor vi forsøger at finde en samhørighed med naturen.

Munkeruphus
21 aug – 30 okt, SKOVEN – Pia Rönicke: Drifting woods
Munkeruphus inviterer på en gåtur i skoven, som er en kende anderledes, end den vi er vant til: Rejsen stiller skarpt på skovens betydning og udvikling, frem og tilbage i tid, fra skovbund til trækroner, ind i digitale data og møder med mennesker, der alle har med skoven at gøre.

Gl. Holtegaard
19 aug – 12 feb, MAD MAD MAD – i barok og samtidskunst
Med mad og madkultur som omdrejningspunkt i nutid og datid præsenterer MAD MAD MAD barokmaleri og helt ny, dansk samtidskunst. Mad i overflod, guilty pleasures, madens sanselige fryd, dekadente, luksuriøse måltider, der får mundvandet til at løbe, men også om madens vrangsider og forgængelighed. Mad fremstår både som symbol, handelsvare og identitetsmarkør.

Del artiklen

'Det skal du se! uge 33'

Facebook