Den nationale fotosamling i det righoldige kulturhus Den Sorte Diamant disker i år op med en stor udstilling af Lee Millers (1907-1977) fotografiske værk. Det er svært at argumentere mod Millers status som en af de mest ikoniske fotografer i det 20. århundrede, både som fabulerende surrealist, forførende reklamefotograf og manende krigsreporter. Den tilhørende biografi gør bestemt kvinden bag til en legende, som en tour de force igennem mange af de mest farverige sider af sin tid.

Vi kan blandt andet nævne, at Miller blev opdaget som fotomodel, ved at forlæggeren Condé Nast reddede hende fra at træde ud foran en bil i 1920’ernes New York. Det var dog ikke nok at være model for Miller, som opsøgte og indtog surrealisternes kunstnerkredse i Paris, og indtog en plads som Man Rays partner i kunst og liv. Miller åbnede eget atelier i Paris i 1930.

Det er er her, at udstillingens tematisk-kronologiske forløb sætter ind. Vi ser et stort udvalg af Millers fotografier fra Paris og New York i starten af 1930’erne. Som surrealisterne yndede, blandes forskellige objekter og mennesker i overrumplende udsnit, der balancerer mellem det elegante og det bizarre.

Der er stilrent atelier-fotografi og blik for detaljerne ude i den mystiske virkelighed. Og ind imellem dybt surreelle scener, som et afskåret bryst lagt på en tallerken eller fire døde rotters hængende haler i melodramatisk lys.

Fra starten optræder kendte koryfæer også foran Millers kamera som kunstnere som Joseph Cornell (portrætteret i symbiose med en modelbåd), Pablo Picasso, Man Ray og Charlie Chaplin (afbildet med en stor lysekrone på hovedet).

Dramatiske sceneskift

Miller skiftede dog scene ved at flytte til Cairo, og blev gift med en egyptisk forretningsmand i 1934. Det klare ørkenlandskab (som også udgør bagtæppet for mange surrealistiske malerier) er nu råmaterialet for Millers eksperimentalfotografi.

Efter få år bryder Miller op igen, nu sammen med kunstneren Roland Penrose. Miller er stadigt mere rejsende, og hendes skarpe fotografiske blik skal snart få en plads i den allierede krigsindsats under anden verdenskrig.

Fra at have skildret London under angreb i krigens første år, fulgte Miller den amerikanske hær som krigskorrespondent efter invasionen i Normandiet i 1944. Millers medie var ugebladet Vogue, som dengang var noget andet end et modeblad, men det viser stadig spændvidden i Millers fotografi og vekselvirkningen mellem æstetik og hård virkelighed.

Millers reportager går tæt på krigen, men også de ofte usynlige sygeplejersker og kvinder. Efter befrielsen af Paris er der også adskillige billeder af gamle kunstnerkolleger som Picasso og endda modereportager midt i den tumultariske krigstid.

Miller fulgte også de amerikanske styrker ved befrielsen af KZ-lejrene Dachau og Buchenwald i 1945. Som en af de første udefrakommende vidner kunne Miller dokumentere rædslerne her og insisterede på, at Vogue skulle bringe de chokerende billeder. Billeder, der er uafrystelige endnu i dag, og som sammen med mere diskrete virkelighedsudsnit giver et lige dele skræmmende og fængende indblik i ødelæggelsernes zenit i 1945.

Millers blik for det gode billede fik hende også til at portrættere sig selv i Adolf Hitlers badekar i München, hvor hun undersøgte topnazisternes egne boliger. Fotografiet kan bruges til at afdække verdens uforklarlige forhold, og behøver ikke at zoome ud på det hele, men er desto stærkere i detaljen.

Tiden efter krigen skulle blive tumultarisk for Miller. Selvom fotografi blev anerkendt som en kunstart og Miller som et berømt navn blev tilbudt udstillinger, trak hun sig tilbage og distancerede sig fra sit fotografiske virke.

Som endnu en overraskende vending tog Miller gourmetmad op som en passion, og endte nu i ugebladene som madskribent. Surrealisten, der vendte sit kamera mod krigens rædsler, var nu den gode værtinde på landstedet Farnley House i Sydengland.

Miller døde i 1977 af kræft.

En helt særlig fotooplevelse

Det er næsten overflødigt at sige, at de over 100 fotografier ved denne udstilling er en udsøgt oplevelse. Der er så meget historie, men også billedmæssige kvaliteter i hele herligheden, at man hele tiden fascineres – og overraskes over Millers ekstraordinære virke og det liv, der fulgte med.

Opsætningen er enkel og klassisk med de sort-hvide fotografier ophængt i på række i øjenhøjde. Den Sorte Diamants kælderrum giver nok fokus, men også en lidt steril ramme nede i mørket.

Millers spektakulære historie er formidlet i et fint hæfte, som følger med udstillingen. Enkelte steder får vi også lov til at se de magasiner, Millers billeder oprindelig optrådte i, foruden breve og andet baggrundsmateriale.
Denne del kunne for min del godt være udfoldet mere, så vi for alvor kunne følge udbredelsen af Millers fotografier og alle de steder, de kom ud.

I forhold til en billedkunstner, hvis værk holder sig inden for det kunstmæssige, er fotografens værk på en anden måde i spil ude i forskellige sammenhænge. Og Millers værk kommer netop ud i utallige sammenhænge – fra surrealisme til livsstilsstof. Der kan godt arbejdes med, hvordan en udstilling kan formidle og udtrykke dette.

Millers fotografi og den tour de force igennem verden i midten af det 20. århundrede, som det tager os igennem, er dog en stor oplevelse, som udstillingen med rund hånd udfolder.