Laboratoriet for Æstetik og Økologi modtager Bikubenfondens Udstillingsprisen Vision 2022

Laboratoriet for Æstetik og Økologi modtager Bikubenfondens Udstillingsprisen Vision 2022

Laboratoriet for Æstetik og Økologi præsenterer et nyskabende og langsomt udstillingsformat fra den selvorganiserede billedkunstscene, Hosting Lands. Pressefoto.

Laboratoriet for Æstetik og Økologi modtager Bikubenfondens Udstillingsprisen Vision 2022 på 5 millioner kroner for udstillingsideen Hosting Lands. Between the Ruin, the Field and the Forest – et “nyskabende og langsomt udstillingsformat fra den selvorganiserede billedkunstscene”. Udstillingsformatet skal udfolde sig over tre år på seks forskellige lokaliteter i Danmark.

Hosting Lands er en langsomt groende og decentral udstillingsbevægelse, der omhandler vores forhold til jord og undersøger tematikker om værtskab og gæstfrihed.

Kunstnerne bag udgør et mangfoldigt felt af praksisser, og forholder sig til, hvordan mennesker kan udvikle måder at leve på, som drager omsorg for jord og mennesker i stedet for at udnytte og overforbruge. Bevægelsen vil genforvilde områder, anlægge fælleder og skovhaver. De vil interagere tæt med lokale fællesskaber, skoler, børnehaver, fiskere, landmænd, kulturhuse, foreninger og beboere.

På forskellige lokaliteter – i Jylland og på Sjælland, Fyn og Møn – vil jordstykker fra 2023 – 2025 blive forpagtet eller erhvervet og gjort til offentligt fælleseje. Her vil de inviterede danske og internationale kunstnere udfolde deres praksis sammen med fællesskaber af lokale beboere og den bredere offentlighed.

Ideen tildeles ifølge Bikubenfonden udstillingsprisen, fordi den “nytænker en udstillingsmodel, der bliver mere end en spektakulær engangsbegivenhed og præsenterer kollektive, stedsnære måder at leve på, og nye tilgange til at være i verden – i tværsnittet mellem det lokale og det globale. Som uafhængige kuratorer, forlag og gennem en myriade af andre multidisciplinære tilgange, er Laboratoriet for Æstetik og Økologi et stærkt udtryk for den ikke-institutionelle, selvorganiserede billedkunstscene. Med Udstillingsprisen Vision anerkender juryen det unikke bidrag, laboratoriet har til udviklingen af kunstfeltet.”

Dea Antonsen og Ida Bencke, stiftere af Laboratoriet for Æstetik og Økologi, udtaler i forbindelse med modtagelsen af prisen:
”Vores vision indebærer kunst, der rækker ind i fremtiden, udfordrer det spektakulære, og i stedet undersøger en både omsorgsfuld og praktisk måde at bygge nye verdener på, som tålmodigt og langsommeligt regenererer både fællesskaber og den jord, fællesskaberne eksisterer med.”

”Vi ønsker at udfolde spørgsmål om værtskab og gæstfrihed i flerartede og dekoloniale perspektiver ved at samle aktører, der arbejder med relationer mellem landskaber, kroppe, arter og fællesskaber. Det gør vi for at visualisere og konkretisere en fælles forandringskraft, som kan udfordre vores samtids planetariske kollaps.”

Hosting Lands. Between the Ruin, the Field and the Forest vil udfolde sig på følgende seks forskellige lokaliteter på tværs af Danmark fra 2023 – 2025:

Kronheden ved Thorsted, Vestjylland
OXER i Ebeltoft Fregathavn, Østjylland
Toftegaarden i Åkilde, Fyn
Løkkegravene ved Odense, Fyn
På Den Anden Side i Hårbølle, Møn
Hjortetakly i Kalvehave, Sydsjælland

Kilde: Bikubenfonden.

UDSTILLINGSPRISEN VISION
Med Udstillingsprisen Vision indbyder Bikubenfonden hvert år museer, kunsthaller og andre udstillingsaktører til at få realiseret et visionært udstillingskoncept med samtidig relevans. En jury bestående af fagfolk fra relevante brancher vurderer alle indkomne idéoplæg. Tre idéer inviteres til en anden runde, hvor deltagerne videreudvikler og kvalificerer deres idéer. Den endelige prismodtager gives op til fem millioner kroner til realisering af udstillingen.

JURYEN, 2022
Helga Just Christoffersen – kurator, Albright-Knox Art Gallery, Buffalo NY
Julian Juhlin – scenograf
David Zahle – arkitekt og partner i BIG Bjarke Ingels Group
Gitte Ørskou – direktør, Moderna Museet
Hannah Heilmann – billedkunstner, kunsthistoriker og lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi
Mette Marcus – direktør, Bikubenfonden

Læs mere om projektet på Hosting Lands hjemmeside her.

Del artiklen

'Laboratoriet for Æstetik og Økologi modtager Bikubenfondens Udstillingsprisen Vision 2022'

Facebook