Søren Taaning bliver ny rektor for Det Jyske Kunstakademi

Søren Taaning bliver ny rektor for Det Jyske Kunstakademi

Søren Taaning. Foto: CMAConcept | Christian M. Andersen, 2019.

Det Jyske Kunstakademi har ansat Søren Taaning som ny rektor fra 1. september 2022. Han overtager posten efter Judith Schwarzbart, der har valgt at søge nye udfordringer.

Søren Taaning er uddannet billedkunstner fra det Kongelige Danske Kunstakademi i København (1995-2001) samt cand.scient.pol. fra Aarhus og Københavns Universitet (1990-1995). Han har mange års erfaring med kunstnerisk og organisatorisk ledelse, senest som leder af Dansk Talentakademi, hvor han siden 2016 har været med til at udvikle en ny fælles platform for fem kunstneriske uddannelser. I 2010 grundlagde han desuden natur- og kunstparken Deep Forest Art Land (tidligere Skovsnogen) sammen med kollegaen René Schmidt.

Taaning overtager posten på et tidspunkt, hvor akademiet, står midt i en flytteproces til nye fysiske rammer i Sydhavnen i Aarhus.  ”Det er vigtigt, at Akademiet også er koblet til sine omgivelser”, udtaler Taaning, der bl.a. optaget af, hvordan han kan styrke Akademiet som et udadvendt og nysgerrigt læringsmiljø.

”De tætte forbindelser mellem ledelse, medarbejdere og studerende på Det Jyske Kunstakademi giver et fantastisk afsæt for at bringe institutionen i spil på nye måder. Vi skal frigøre energi og sikre en stærk profil med plads i forreste række. Det kan bl.a. ske ved at understøtte både studerende og underviseres egne projekter og sætte disse i relation til både omverdenen og hinanden,” siger han og fortsætter:

”I den forbindelse er jeg også interesseret i, hvordan vi kan samarbejde med det øvrige kultur- og undervisningsmiljø, og hvordan vi kan yde vores bidrag til den stadigt voksende kunst- og kulturscene i Aarhus”.

Kilde: Det Jyske Kunstakademi.

Del artiklen

'Søren Taaning bliver ny rektor for Det Jyske Kunstakademi'

Facebook