Det skal du se! uge 31

Det skal du se! uge 31

Anne Skole Overgaard: Rose, 2022.
Overgaard er med på jubilæumsudstillingen på Sydhavn Station.

Så småt begynder kunstlivet at røre på sig efter sommerpausen. Se her, hvad vi lægger mærke til åbner i denne uge.

Udstillingsstedet Sydhavn Station
5 aug – 4 sep, Hvis tiden er vigtig
Tiårs jubilæumsudstilling: en stor gruppeudstilling med alle tidligere og nuværende medlemmer af det kunstnerdrevne udstillingssted. Udstillingen breder sig desuden ud i det offentlige rum i og omkring Sydhavn Station.

Den Frie Udstillingsbygning
2 aug – 14 aug, Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter: Et øjeblik var det som om alt dette skulle forsvinde
Oplev digteren Søren Ulrik Thomsen og orkestret Det Glemte Kvarter i en række intime live-performances for blot 35 gæster ad gangen, når de indtager udstillingsrummet Minus 2 med det audio-poetiske værk Et øjeblik var det som om alt dette skulle forsvinde.

Officinet
5 aug – 8 aug, Katarina Egsgaard: Alive and Kicking in Cph
Et keramisk mixed-media installationseksperiment, der med København som omdrejningspunkt tilstræber at skabe historiefortællende keramiske billeder, der leger med erindring på tværs af tid.

Augustiana Kunsthal & Kunstpark
6 aug – 23 okt, Sweet to Tongue and Sound to Eye
Tolv kunstnere – etablerede såvel som unge, nyuddannede – præsenteres på skulpturudstillingen i parken omkring Augustiana i Sønderjylland. Udstillingens titel stammer fra digtet Goblin Market af Christina Rossetti. Der er til udstillingen produceret et hæfte med oversigtskort,  værkpræsentationer samt uddrag af Rossettis digt.

Kristine Spore Kreutzmann: Beings, 2022. Foto: Kristine Spore Kreutzmann.

Kunsthal NORD
5 aug – 1 okt, Kusanartuliat
En udstilling med fem kvindelige samtidskunstnere og designere, som hver især arbejder videre i forlængelse af – men også i opbrud med – den grønlandske kunsthåndværkstradition.

…og så må vi desuden lige pege på en udstilling, der åbnede i sidste uge:

Kunstbygningen i Vrå
30 jul – 28 aug, Vrå-udstillingen
Vrå-udstillingen er Danmarks næststørste kunstnersammenslutning, og traditionen tro udstiller en lang række af landets kunstnere og arkitekter side om side på en udstilling, der er præget af mange kunstneriske udtryk.

Del artiklen

'Det skal du se! uge 31'

Facebook