Fondsmillioner til grøn omstilling af danske museer

Fondsmillioner til grøn omstilling af danske museer

Per K. Nygård: Not Red But Green, 2017. Installation. Foto: Anders Sune Berg

Med 5,8 mio. kr. fra Augustinus Fonden kan ODM, Organisationen Danske Museer, nu sætte gang i projektet Museernes Grønne Akademi. Akademiet skal kickstarte, kvalificere og koordinere musernes grønne omstilling for at understøtte museerne i en mærkbart grønnere retning.

Mange museer har igangsat arbejdet med grøn omstilling, men har efterspurgt viden, koordinering og efteruddannelse. Samtidig har museerne som samfundsinstitution ifølge ODM et ansvar for at bidrage positivt til samfundets kamp for et bedre klima. Det er baggrunden for, at organisationen nu har sat sig i spidsen for Museernes Grønne Akademi. Målet med akademiet er at flytte museerne i en mere grøn retning, og akademideltagere skal derfor forpligte sig på et charter, som sikrer, at museet arbejder strategisk og praktisk med grøn omstilling og omsætter de gode intentioner til konkrete handleplaner.

Læs også: Nyt værktøj skal gøre det lettere at opgøre kulturbranchens klimaaftryk

Projektet har tre fokusområder, som er særligt relevante for museer: bygninger, bevaring og udstillinger. Dette suppleres af det mere tværgående område drift/ledelse. Projektet har desuden en lang række samarbejdspartnere med særlig ekspertise inden for fokusområderne, både i og uden for museumsbranchen, og projektet træker på eksperter og best practice fra ind- og udland.

Sideløbende har ODM, sammen med blandt andet forlystelsesparker og akvarier, indgået et samarbejde med Green Key/Horesta om at udvikle en egentlig miljømærkning – Green Attraction – for blandt andet museer. Det er en mærkning, som Museernes Grønne Akademi kan understøtte museerne i at kvalificere sig til, hvis de ønsker det.

Kilde: ODM

Del artiklen

'Fondsmillioner til grøn omstilling af danske museer'

Facebook