Adam Christensens kom til Rønnebæksholm lige efter optagelserne til næste sæson af DR’s serie Kunstnerkolonien, der foregår i Faaborg. Op til udstillingen har han boet i residens på Rønnebæksholm, hvor han har skabt størstedelen af sine værker i udstillingen.

“For mig er det federe jo færre værker, der er lavet på forhånd; at det ikke er forudbestemt”, begynder Adam Christensen.

You Might Wanna Stay Over hedder udstillingen, kurateret af Mai Dengsøe. Den sætter Adam Christensen og Ursula Reuter Christiansens værker sammen under tematikken ‘det (u)hjemlige’.

“Mai havde jo en fornemmelse af, hvad der var i Ursulas gemmekroge, og som kunne være sjove at udstille sammen med mine ting”.

Lige indenfor i udstillingen hænger et spejl, Adam Christensen har malet med chokolade. Det sender en tung og let krydret duft ud i udstillingen. I spejlet spejler én af Ursula Reuter Christiansens figurer sig fra maleriet på modsatte væg.

You Might Wanna Stay Over er et møde mellem to generationer, ikke for at påpege kløften, men for at bygge bro imellem de to kunstneres praksis. I begges løber barndomsmotivet, et autobiografiske afsæt, kønsroller og det ikke-kønsspecifikke, identitet, traditioner, myter og eventyr, det filmiske og det sceniske.

Ursula Reuter Christiansens værker var også Adam Christensens første møde på egen hånd med samtidskunsten tilbage i år 2000 på Vejen Kunstmuseum.

“Der var bare alt for mange værker, og det var det, der var så fedt. Før var alting så høfligt, man skulle passe på de der skulpturer, og lige pludselig blev der bare klasket alt det derind. Et værk med perler for eksempel, og et med sand! Så hang de bare på væggen, imens der var alle de her skoleplakater og midtimellem anmeldelserne. Det synes jeg var enormt inspirerende”.

“Jeg blev mindet om de værker, jeg så dengang og blev sådan nostalgisk. Jeg havde helt glemt, hvad de gjorde ved mig, og nu gør de det igen 20 år senere. Så vidste jeg lige pludselig, hvad der skulle ske med mine værker. Jeg nåede sgu ikke at lave en sang, og det irriterer mig, men man kan bare ikke gøre det hele”.

Ursula Reuter Christiansen forbindes ofte med den feministiske kunst i 1970’erne og med tysk ekspressionisme, men i denne udstilling har kurator Mai Dengsøe villet vise de mere figurative værker, hvoraf flere aldrig har været vist før. Det figurative går også igen i Adam Christensens store tekstilværker, gardinerne.

“Jeg føler mig lidt mere som en maler, når jeg sidder og laver de der tekstiler: sådan, hvor mange forskellige motiver kan man komme på med en person? Så begynder man at tænke: er det her en fashionposition eller en klædelig position? Og så finder man et udtryk frem ved at klaske nogle forskellige tekstiler sammen. Jeg synes det er spændende, men også lidt farligt.”

Dagslyset lyser igennem det gennemsigtige stof i figurernes øjne, i en figurs sværd eller i tårerne, som også kunne være laserstråler fra øjnene. Figurer som trækker på barndommens fascination af at tegne Warriortegninger, men også fra popkultur, film som Star Trek, en samtale med Ursula Reuter Christiansen om The Changeling og med elementer fra Hvide Sande, hvor Adam har opholdt sig en del under Covid-19. Gardinerne eller tekstilværkerne kunne ligne scenetæpper, med teaterstykket eller filmen udspillende sig på tæppet.

Film, musik, performance

Adam Christensen er uddannet fra Den Europæiske Filmskole i Ebeltoft og fra Goldsmiths i London. På udstillingen er to film, der begge kredser om hans familie, om barndom og nu. Begge optaget i Hvide Sande med samtaler med hans mor som omdrejningspunkt.

Film, som på én gang ligesom knitrer undvigende, og samtidig fortæller en personlig historie. Billede og lyd tildeles flere lag og betydninger; en rygsæks neonreflekser lyser filmrende op i dagslyset ved et helt ordinært busstoppested, der filmes gennem en skov med musik til, eller strandens skum bliver til et kompakt materiale, der bevæger sig henover sandet. Haven i regnvejr, persienner eller trappen til første sal bliver lige så fortællende elementer som morens stemme. Ligesom Reuter Christiansens familieportræt bliver noget andet og mere, når ansigterne er udviskede, og moderen holder en dukke.

Afsættet er i noget, vi kalder familie og barndom, men narrativet iblandes elementer fra eventyret og myten, og både malersprog og filmsprog bliver iscenesættelser. Adam Christensens film, tekstiler, musik og performance kredser alle om netop det rumlige og iscenesættelsen, og heri også identiteten.

“På Goldsmiths tænkte man ikke så meget på rum og sådan noget. De ville virkeligt gerne, at man dykkede ned i sit koncept, og man fik jo ikke lært teknikker eller noget som helst. Da vi kom til afslutningen, fik man et rum, og der tror jeg egentlig, at de gerne ville have, at man bare puttede et TV og nogle gode højtalere ind, og så viste man den film, man havde lavet. Men jeg måtte lige teste nogle ting af med tekstiler og forskellige ting på vinduet og lave et gulvtæppe og sådan noget. ”

Med filmen kom også musikken ind i Adam Christensens kunst.

“Musikken startede med, at jeg prøvede at lave titelsange til filmene, jeg lavede på Goldsmiths. Der var altid en eller anden mærkelig sang, der kom til sidst eller midt i eller sådan noget. Alle blev filmene lavet rundt om en titelsang. Det var sjovere at klippe, når man havde en sang. Der var sådan nogle elementer, jeg altid arbejdede med. Altså den der failure, der gør, at det bliver til kunst, fordi man tror, man laver rigtig popmusik, og så bliver det noget andet, og så skal man så finde ud af, hvad man skal bruge det der andet til, som så kan udvikle sig”.

Musikken er også blevet en væsentlig del af kunstnerens performances. Performances som også hænger sammen med hans film. I det hele taget er overgangene flydende og virker ind i hinanden mellem tekstiler, musik, tekster, film og performance, selvom det for Adam er vidt forskellige kunstneriske processer, som i tilblivelsen ofte kræver hvert sit rum.

“Jeg er god til den der iscenesættelse i film, men i performancen skal man mere lave teater og stå foran et publikum, finde et image og hvad det egentlig er, man har lyst til. Til at starte med var jeg meget drengerøvsagtig, sådan ‘gay fra London’ med det der hår og en meget personlig tekst”.

“Jeg syntes, at tekst kan være meget tungt, så jeg prøvede lidt popsange, sådan noget light entertainment. Men så er det jo bare gået den anden vej rundt, nu er det blevet så intenst, at der er brug for de der sjove tekster”.

Tekstil, identitet, kostume

Vi har sat os udenfor på havetrappen ude i solen. Til åbningen performede Adam Christensen med sin harmonika og sang på havetrappen i en selvkreeret kjole med mos, lavet i Faaborg under optagelsen af Kunstnerkolonien.

Tekstilerne indbefatter for Adam også at sy sit eget tøj, både til performancen på scenen og til sig selv udenfor scenen og herigennem at finde sin seksualitet; noget som han siger, han har gentaget i mange interviews. At han hele sin barndom gerne ville være en pige, og at tøjet i dag bare er en side af ham selv.

“Det er ikke teater for mig, det er lige så meget min seksualitet og identitet. Man har jo brugt hele sit liv på at finde ud af, hvem man er, hvad for noget tøj der passer sammen, hvilke film man ser, og hvilken musik man lytter til, og som også repræsenterer det, man er”.

“Så begyndte jeg at lave kostumerne selv. Til at starte med var kostumerne sådan en firkantet klods. Der syede man bare et ærme på, så blev den lidt for kort, og så prøvede jeg at lave den længere næste gang. Jeg begyndte at lave bukser, og så blev mønstrene lidt mere sofistikerede, så blev der noget at lege med”.

“Den der moskjole var jo enorm usexet til at starte med. Jeg lignede sådan en skovtrold, og det var jo også det, jeg gik efter, men jeg vil gerne være en sexet skovtrold, så jeg måtte klippe et hul og købe nogle strømpeholdere, så man kunne se strømpeholdere og blonder igennem det. Den var åben, så den ikke kunne lukkes helt, ligesom Tina Turner i den der sang med David Bowie. Det er sådan nogle æstetikker. Den der warrioræstetik og den der powerwoman. Det var også sådan nogle ting, jeg var enormt fascineret af som barn; at tegne krigere og blodige tænder”.

“Men når man skal videre i byen, har jeg fundet ud af, at det er skide irriterende at have lavet et kostume, man ikke føler sig afslappet i. Så sidder man og prøver at rette på det hele tiden, og bruger alt for meget energi på det. Det betyder meget, at man har noget tekstil, som kroppen kan lide have på, hvor i en performance kan man sagtens tage en eller anden klam moskjole på, og gå rundt og være lidt halvnøgen i den”.

Dagen forinden, fortæller Adam, tog han med nogle venner fra London og sin lokale elsker ud at spise og til stranden.
“Det var fint lige at prøve en grå paryk af og en hvid mascara, som jeg ikke havde prøvet endnu, og så kæmpe stiletter. Det var sådan lidt dulleagtigt. Det gav energi og var megafedt. Jeg er altid bange for at købe nogle parykker og nogle sko, der er lidt for meget sådan tranvestite-dress-up-agtigt”.

“Men popmusikken har jo også mange parykker på; for eksempel Mary J Blige, Beyoncé og Tina Turner. Det er jo ikke deres rigtige hår, men det er deres hår. De har fundet en personlighed igennem parykkerne. Jeg har skullet prøve at finde frem til, at hvis jeg lige går et ekstra skridt, hvordan har jeg det så med det?”

Jeg spørger ind til det æstetiske og skønheden i kunsten, hvordan han forholder sig til det?

“Det var lidt sådan en diskussion, vi havde under optagelserne til Kunstnerkolonien i Faaborg. Men jeg tror, at de måtte klippe meget væk. Jeg hader jo at snakke om kunst; altså jeg kan godt lide at snakke om følelser, og hvordan ting er blevet til, sådan i den meget banale tilgang. Jeg gider ikke snakke om teknik og politik og sådan nogle ting. Men med skønheden sad de jo der og var helt oppe at køre. Kunstnere er så bange for at lave noget, som egentlig bare bliver pynteobjekter. Især når man arbejder indenfor performance”.

“Man har altid den angst. Det var også derfor, at da jeg lavede det første gardin, var det bare et, som skulle hænge foran et kontor på et galleri i London. Sådan bløde lidt ud og ikke som sådan ses. Det var egentlig lavet lidt som en pynteting. Men så blev jeg helt vild med den måde, man kan lege scenetæppe med det, lave huller i det – og så kan det være et kostume”.

Før vi rejser os fra havetrappen fortæller Adam, at i går aftes, da han og hans venner sad og delte en flaske vin på trappen, fløj der pludselig flagermus ud af et lille hul i muren på Rønnebæksholm, der engang var herregård, men i dag er kunsthal. Adam peger:

“Kan du se det sorte hul ved det sidste vindue? Inde i væggen bor der over hundrede flagermus. Hele udstillingen kommer til at lugte af flagermusepis og chokolade”, siger han og griner højt. “Og det synes jeg passer meget godt til mine og Ursulas temaer og den energi, vi har”.