Ebbe Stub Wittrup: Stolen Fire
12 aug 202210 sep 2022

Værk af Ebbe Stub Wittrup.

Gennem skulpturelle elementer, modificerede readymades, fotografier og film stiller den danske kunstner historiske spor, myter og materialiteter til skue for granskning og genforhandling. Ved at placere disse genstande i en ny kontekst sætter Ebbe Stub Wittrup begreber som ejerskab, ophav og oversættelse i et nyt perspektiv, og giver samtidig beskueren mulighed for at reflektere over materialernes og formernes oprindelige betydning.

Udstillingens titel peger mod videoværket Fabric of flames, der undersøger, hvordan kulturel identitet, teknologi og håndværkstraditioner opstår og udveksles på tværs af tid og sted. Værket er baseret på optagelser fra Bujosa-væveriet på Mallorca, der producerer tekstiler med det særlige mønster Telas de Lenguas, hvor farverne changerer på en måde, som minder om ild. Videoværket udfolder sig som en visuel meditation over kulturelle identitetsmarkører, og samtidigt bliver den symbolladede ild også billedet på dét, der ikke kan stjæles, eller på en ånd, der ikke kan ejes. Netop ejerskab er et gennemgående tema for udstillingen.

I udstillingens andet videoværk præsenteres vi for fyrtræet med det latinske navn ‘Pinus Wallichiana’, der er navngivet af og efter den danske botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som var udsendt til den danske koloni Serampore i Indien. Wallich indsamlede, katalogiserede og systematiserede planter fra området, og er emblematisk for det aspekt ved Oplysningstiden, hvor europæiske nationer ikke alene erobrede territorier med vold og magt, men også invaderede dem kulturelt ved at overskrive den oprindelige lokale forståelsesramme og levevis. Ebbe Stub Wittrup rammesætter disse spor gennem kulturmøder og udvekslinger, som ikke altid er gensidige, og som en nutidsarkæolog leger han med, om det er materien, kendsgerningerne, levnene eller artefakterne, som repræsenterer historien, eller om det er historien, der kunstigt skrives herudfra.

Udstillingens mørke fotografiske værker forestiller de plantedele, der bliver klippet af og frasorteret i høsten af kaktusser og palmer. Restprodukter som ikke tilskrives nogen værdi, men som alligevel har et skjult potentiale, ifølge Stub Wittrup, idet de er rige på gråtoner. Når man tager et billede af dem, bliver den fotografiske oversættelse bedre end det, de var i virkeligheden. Billederne er taget med et storformatskamera, hvor negativet er 8 x 10 tommer, hvilket er samme format som selve motivet. Det er altså hverken forstørret eller manipuleret, og fotografiet får derved karakter som et aftryk: som den originale kopi. Er det en forædling, der finder sted, når repræsentationen er bedre end virkeligheden?
Jo flere hænder, medier og materialer et kulturelt fænomen rejser igennem, desto flere betydninger bliver indpodet undervejs, og hver materialisering bliver en gestus, der peger tilbage. Ebbe Stub Wittrups værker fungerer som en omformulering af virkeligheden: De kommer måske ikke tættere på “sandheden”, men tilbyder i stedet en ny vinkel eller en supplerende antydning, der er i stand til at legemliggøre følelser, ideer og erfaringer. Og hvor sproget lettere kan tæmmes, undslipper kunstværkerne i højere grad en fast betydning. De er i stand til at ‘slå noget løs’ af virkeligheden og give os mulighed for i fantasien at lege med det perspektiv, som vi indoptager for en stund.

Ebbe Stub Wittrup (f. 1973) bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Academy of Fine Arts i Prag i 1999. Han har haft en række soloudstillinger både i Danmark og internationalt, med de seneste på Copenhagen Contemporary, Gl. Holtegaard, ARoS Aarhus Kunstmuseum og Overgaden Institut for Samtidskunst samt Kunstverein Braunschweig i Tyskland, Kunsthalle São Paulo i Brasilien, Kirchner Museum i Schweiz og Albright Knox Gallery i USA.

Kilde: Martin Asbæk

Martin Asbæk Gallery

Bredgade 23
1260 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-18
Lør 11-16

Gratis entré

Kontakt

+45 3315 4045

Ebbe Stub Wittrup: Stolen Fire
12 aug 202210 sep 2022

Del

'Ebbe Stub Wittrup: Stolen Fire'

Facebook