Så længe løven ikke kan skrive sin egen historie, vil jægeren altid ligne en helt. Omtrent sådan lyder et afrikansk ordsprog, som står skrevet med lilla neon i Jeannette Ehlers’ vildtvoksende soloudstilling på Charlottenborg.

Ét rum er forvandlet til en jungle af flettet afrohår, et andet til våbenhus for kæmpestylter. Andre steder vokser mytologisk skrift ud af væggen. Bevæger man sig rundt i Ehlers’ genfortryllede verden længe nok, indser man, at vi – endelig – befinder os på løvens domæne.

Det handler selvfølgelig om kolonialisme. Men også om meget mere end indigneret magtkritik. Archives in the Tongue: A Litany of Freedoms er ikke kun sultne tænder og skarpe kløer, det er også et levende dokument over omsorgsfuldt fællesskab, farvestrålende spiritualitet og en fintfølende sårbarhed.

Af sted på stylter

En healende ånd på meterhøje stylter byder velkommen. Moko Jumbie – en mytisk figur med afrocaribiske rødder – gør i det vertikale videoværk Moko Is Future sin ankomst i et mennesketomt København. Gudeskikkelsen har forceret Atlanterhavet for at drage omsorg for den befolkning, der har rødder i kolonitidens slavehandel.

Nu vandrer han adræt og shamanistisk dansende rundt i byen, støtter sig ved en lygtepæl og kigger sigende ind i Hans Egedes øjne ved Marmorkirken. Senere finder han ro på havnekanten, pludselig sniger en ensomhed sig ind bag den gule slørmaske. Men så hanker han op i sig selv, lader sig føre videre rundt af de karnevaleske trommer og sfæriske klangflader – han har et arbejde at udføre.

Virkelig vellykkede er ikke blot de luksuriøst filmede febersyn i videoen, men også den varme humor, som den grotesk dimensionerede figur kommunikerer. Moko Is Future har et stort overskud af energi, en fin kontrast til mange af de mere statiske værker i udstillingen, der udviser en mere potentiel energi.

En jungle af hår

Det gælder ikke kun de dusinvis af efterladte kæmpestylter og deres diskrete ekko af videoværket, som man støder på længere inde. Også de mange meter flettet afrikansk hår, der dukker op i flere rum, bærer på en potentiel energi.

Først møder man fletningerne i rollen som faktisk hår. I Secret Pathways to Freedom falder sorte, blå, røde, grønne og pink fletninger livfuldt ud fra væggen og ned på gulvet. Gigantiske, stærke reb, der ligger sammenfiltret som slanger og bærer små smykker: sten, sølvklokker, omsorgsfulde forskønnelser. Det sociale fællesskab og stoltheden, der ligger bag forvandlingen af sart hår til et symbol på styrke, stråler ud af værket.

Senere, mellem to fotostater af mørk nat i vildnisset, finder man igen det flettede hår. Denne gang i form af en ophængt pisk, der også består af tørrede bananblade, små stykker stof og decideret reb. Et våben, men også et tæmmet våben. En slank kommentar til de to fyldige fotos af livet i den barske natur: Pisken kan trælbinde dig; den kan også sætte dig fri.

Endelig – og storslået – må man mod slutningen af udstillingen kæmpe sig gennem en formidabel jungle af hår. Fletninger i absurde metermål hænger som lianer eller rodnet, fæstet til vægge og loft som en tidløs hemmelighed. Hver del af rhizomet er forbundet til i alt seks baljer med mørk farve, der roligt bobler. Det ligner et system med en fælles bevidsthed og et uforklarligt, uudslukkeligt liv. En hemmelig forbindelse mellem kolonialismens udbyttede? Løvens ufortalte historie?

En lektion i oprør

Kuriøst, men mindre fængende, er det mest udtalt historiske rum i udstillingen. Her falder håndskrevet papyrus ud af væggen, men teksten stammer ikke fra overleverede skriftruller, det ser bare sådan ud. Fiffigt nok. I stedet er det uddrag af en fiktiv samtale mellem Kendrick Lamar og Tupac Shakur, hentet fra Lamars mesterværk To Pimp a Butterfly fra 2015.

De fattige kommer til at æde de rige, siger Shakur i Lamars fanfiktion. Den yngre rapper er mindre blodigt anlagt i sin revolutionære tænkning, fortæller han, men det afdøde forbillede holder fast og prøver at få Lamar til at gøre større modstand. De sortes oprør skal komme fra folk, før de fylder 30 og bliver en del af systemet, fastholder han. Mens de stadig har den fysiske styrke til at slå fra sig.

Jeannette Ehlers drager en parallel til samtalen med et uddrag af H.C. Andersens skuespil Mulatten fra 1840. Også her diskuterer to mænd – der begge er gjort til slaver af plantageejere i Martinique – om modstand skal være af fredelig eller voldelig karakter. Uddraget har Ehlers hængt op i hvid akryl på væggen overfor, så det ligner en horisontal waveform, der i øvrigt – ligesom historien – kaster en tydelig skygge.

I hjørnet står så et fjernsyn og gentager et klip, hvor Martin Luther King advarer mod at lade bestemte grupper falde ud af samfundet. Dem, der ikke føler sig som en del af fællesskabet, vil i sidste ende prøve at komme det til livs, lyder det, mens billedet er skåret op i strimler af sorte og hvide grupper. Måske lige indlysende nok.

Løvens historiker

Archives in the Tongue: A Litany of Freedoms er heldigvis stærk nok som udstilling til også at kunne rumme den slags lidt mere forelæsende indslag. Den engagerede leg og den taktile fantasi taber aldrig til de tematiske budskaber, og det er vel Ehlers’ helt store styrke, at hun – sammen med de mange mennesker, der har bidraget til arbejdet – kan gøre væsentlige emner til åbne og overraskende værker.

Således også i udstillingens sidste rum, hvor gulvet er dækket af guldporøs folie. I centrum står en stilren video i sort-hvid, hvor ungt, afrikansk hår flettes i smukke, stramme mønstre – braids – mens en beroligende stemme fortæller om fletningens historiske og kulturelle betydning.: ikke kun som symbol, men også som konkret værktøj for kvinder, der blev holdt som slaver; tætte cornrows kunne bruges til at tegne flugtruter eller kommunikere i det skjulte.

Samtidig foran den store video viser en overflod af iPhones – opstillet på selfiestænger – nyere og historiske nyhedsindslag fra oprør: imod kolonistyre, imod politivold, imod statuer. Protester, brande, våben. Det er en kakofoni, som den centrale video i værket med sin fuldkomne ro hæver sig op over. Om der er tale om mediekritik eller blot en understregning af fletningernes sociopolitiske klangbund, er ikke helt tydeligt. Skal vi ignorere larmen fra de kaotiske videoer og fokusere på hårets symbolik?

Måske skal vi bare forstå, at fletningernes rødder stikker dybt. At det gigantiske rodnet, vi lige har forceret, ikke bare er et billede på samhørighed, men næsten er en helt konkret oral historieskrivning. At ikke bare sproget fungerer som arkiv for mennesker med kolonialiserede erfaringer, men at også fletningen er et kropsligt kulturarkiv.

Løven har vist i Jeannette Ehlers fundet sin historiker. Det kunne den og vi ikke have ønsket os bedre.