Det er en vanskelig øvelse at skulle vælge kun tre udstillinger til en gallerirevy, når der er så mange seværdige udstillinger på den pulserende københavnske kunstscene. Heldigvis kan man danne sig et overblik virtuelt, inden man springer op på cyklen og ræser derudad, for det er blevet noget nær umuligt at se alle udstillingerne IRL. Jeg husker, hvordan vi kunstfreaks før i tiden lagde ruter til de nyåbnede udstillinger for at få det hele med, typisk fredag eftermiddag til ferniseringerne eller lørdag formiddag, hvor der var mere ro på. Denne øvelse er i dag umulig, i takt med det eksplosivt øgede antal gallerier og projektrum, der ligger spredt i byen.

Spooky undergrundsunivers

Men det bør man hverken beklage sig over eller begræde, og lad os starte under jorden eller nærmere under søen, i den kunstnerdrevne kunsthal Simian, hvor Rolf Nowotny (f. 1978) har indtaget over halvdelen af den enorme plads i denne tidligere parkeringskælder ved Ørestadens Metrostation. Hans affektfremkaldende horror-installation med den enigmatiske titel NOCLIPLILT er ikke for sarte sjæle.

Rolf Nowotny modtog sidste år Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens hæderspris for sin evne til ”at vise de mørke sider af sindet, og det altid med en overbevisende styrke og særegen ond skønhed og med en eminent materialeforståelse”, som det hed i legatets motivering.

I sin nye udstilling lever Nowotny op til denne karakteristik. Han har indrettet et spooky, vinduesløst og fugtigt hjem under terræn – og har hentet godt brugte bonderekvisitter fra loppemarkederne. Her er de gamle udtrådte træsko placeret i køleskabet, almuetøjet hænger på væggene, mens spise- og sofabordene er fyldt op med kuperede mudderlandskaber.

Men miljøet er også vrangsiden af en kernefamilies bolig fra 1970’erne, med køkken, børneværelse, stue, spisestue med videre, hvilket den ledsagende tekst til fulde understreger. Det er et hjem, hvor man for enhver pris undgår at lufte ud, og man lever uden kontakt til omverdenen og klamrer sig til de kendte livsvaner. Minder det ikke om en typisk småborgerlig, klaustrofobisk familie?

På en væg hænger en tuschtegning på en plade i fineste guldalderstil af en klippehule, hvis dunkle åbning suger blikket til sig – vi er steget ned i Helvede, hvor beboerne har spaltede tunger, kløvede hoveder og flere arme og klør, hvis ikke de går på fire ben, hvor der drikkes øl af sortmalede dåser, og barnestolen er sømmet op på væggen.
Her har hunden forladt sin kurv, der er foret med mørkebrunt menneskehår. Stemningen i alle rum er underbygget af et uhyggeligt lydspor, komponeret af spiludvikleren Kitty Horrorshow. Opholdet i dette på alle måder unheimliche hjem gøres hermed yderligere rædselsvækkende.

Hvor vi befandt os i et bondemiljø fra feudaltiden i Nowotnys udstilling Alkove hos Christian Andersen i vinteren 2020/21, er vi nu nået længere op i tiden, men sporene skræmmer, og fortiden trækker lange, grimme tråde efter sig – herunder opstillinger af Dalaheste, almuemøbler som træbænke og udskårne skabe, dukkehuse i træ og i baderummet primitive badekar med beskidt vand, som let kan give associationer til et retsmedicinsk undersøgelsesrum. I dette dystre rum hænger endnu en af hjemmets uhyggelige, abjekte personager – af hunkøn – på væggen – der er beklædt med armyfarvet plastic.

Man får hurtigt benene på nakken og skynder sig ud og op i lyset. SIMIAN er den ideelle ramme om Nowotnys nye horrorvision, der gør Twin Peaks, Exorcisten og Ondskabens Hotel til den rene barnemad.

For dette er ikke film. Det er kunst, der når modbydeligt langt ind i modtagerens nerve- og sansesystem med lugte, et uhyggeligt lydspor og fysisk stærkt nærværende inventar. Denne creepy familie er ikke kun samspilsramt. Den er også hjemsøgt af frygtelige dæmoner, der får det værste frem i dens dysfunktionelle medlemmer.

Rolf Nowotny: NOCLIPLILT. Simian. Til 26. juni.

Kunsten at gribe frugterne

Galleri Tom Christoffersens vægge er til lejligheden malet skriggrønne, så de giver et koloristisk modspil til Mie Mørkebergs (f. 1980) nye malerier, der er udført med en saftspændt palet.

Lad os indledningsvis dvæle lidt ved udstillingstitlen: Fruit Hunter. I tiden før agerbruget var det kvindernes opgave at samle frugter og bær, mens mændene gik på jagt og nedlagde dyr. En frugtjæger er derfor et mix af en sådan traditionel, kønsbaseret arbejdsdeling, som i forhistorisk tid sikrede menneskeartens overlevelse. Hermed antyder Mørkeberg, at tingene er komplekse, at kønnene flyder, og at der er flere eksistensformer, end vi måske umiddelbart tror.

I sine nye malerier har hun sluppet fantasien løs og har genfortryllet verden og lader menneskene få direkte adgang til plante- og dyreriget. Det er en paradisisk verden, hun maler frem, en verden før Syndefaldet, hvor lammet som bekendt græssede trygt ved siden af løven. Om løven var vegetar eller veganer, før den fik smag for kød, det melder Det gamle Testamente intet om.

Hybride væsener

Faktisk er mennesket i den Mørkebergske optik fuldstændig indfoldet i naturen. Det er et hybridt væsen, der taler med duerne og lever i overensstemmelse med naturens groende principper. Måske er det en utopi om en fremtid, hvor mennesket måske har genfundet balancen i en respektfuld udveksling med naturen? Hos Mørkeberg er vi en tredjedel menneske, en tredjedel dyr og en tredjedel plante.

Her slynger mandlige og kvindelige væsener med hul – eller spejle? – i maven sig op ad polestænger. Her lever kvinder med dyrepoter, langt skæg eller bjørnehoveder oppe i træerne. Her råder kamæleoner med kvindeansigter eller med mandlige overkroppe. Her kan kamphunde klatre i træer og mennesket leve sammen med farlige rovdyr – for eksempel sover en kvinde med en kæmpemæssig tiger liggende hen over sig.

Man hører den nærmest spinde og tænker på ældre kunst, især Nicolai Abildgaard, Henry Füssli og Ditlev Bluncks mareridtsskildringer, men især også på Edvard Munchs ikoniske kunst, som Mørkeberg både i malemåde, kolorit og kompositionsformer også er i slægt med. Men hun henter i lige så høj grad inspiration i fantasy- og Sci-Fi-universet og griber ned i kurven og finder effekter i symbolisternes naturtranscenderende universer.

I sine nye malerier er Mørkeberg gået et skridt videre i forhold til sin store soloudstilling på Trapholt sidste år: Kryptomania. Hendes maleriske univers er nu præget af glødende farver og organiske ornamenter og arabesker, der slynger sig ind og ud af figurationerne.

Her leger hun med overnaturlige og drømmeagtige scenarier med mange associationslag. Det er egentlig ret vildt, hvad hun kan finde på. Men især sætter hun mennesket frit og lader det blive ét med naturen som før Syndefaldet. I nogle værker som eksempelvis Star Wars sker der en metamorfose, så en mand forvandles til en frugt, som en kolibri suger nektar fra. Det er et grænseløst naturunivers.

Mørkeberg botaniserer med penslen. Hun leger med glødende varme pigmenter, der blomstrer yppigt på de ubehandlede, rå lærreder. Hun holder sit univers på en knivsæg mellem dekoration og dramatik, og hun har meget på hjerte.

Mie Mørkeberg: Fruit Hunter. Galleri Tom Christoffersen. Til 2. juli.

Evigt ejes kun det tabte

Fotografen Astrid Kruse Jensens (f. 1975) nye udstilling hos Asbæk har titlen Resonans eller Resonance på engelsk, som er et begreb, der er hentet i musikkens verden. Imidlertid bruger hun det mere metaforisk som et udtryk for mellemmenneskelige relationer, dvs. når der opstår genklang mellem mennesker, der vier hinanden opmærksomhed og svinger godt sammen.

I sine sfæriske fotografiske værker er hun fortsat optaget af erindring, hvilket jo er fotografiets DNA, da det indfanger det nu på det lysfølsomme papir, så det bevares for eftertiden. Eller med kulturfilosoffen Roland Barthes ofte citerede sætning fra hans fototeoretiske klassiker Det lyse kammer (1980, på dansk i 1983): ”Fotografiet tilfører øjeblikket et posthumt chok”, dvs. det påminder os om tidens irreversibilitet, nemlig at dét sekund, som fotografiet indkapsler, er borte, og at dét menneske, som betragter det, derfor kan få en oplevelse af, at de døde personer eller steder, som måske ikke længere findes, vækkes posthumt til live i nuet.

Astrid Krusen Jensen har i de senere år brugt sin kunst til at bearbejde et personligt tab. Hun har viet den ene serie efter den anden til at dykke ned i sorgen for således på én gang at genkalde sig og bearbejde det skete.
I sin nye udstilling indgår der også et kompas med titlen The Distorted Compass/Det forvrængede kompas, som mere eller mindre direkte henviser til en kurs i livet, som ikke længere ligger fast.

Svævende blå blomster

Som noget nyt indgår der en række cyanotopier – eller blåtryk – af blomster i bedste Anna Atkin-stil, men de er mere maleriske og langt større end den britiske botaniker og fotopioners epokegørende cyanotopier fra 1800-tallet.
Astrid Kruse Jensens fem 137 x 110 cm store cyanotopier med titlerne Traces of What Once Were har en vibrerende stoflighed og et forunderligt nærvær, selv om motiverne oscillerer mellem at være til stede og trække sig tilbage.

Astrid la Cour, kunsthistoriker og leder af Frederiksbergmuseerne, har længe fulgt sin navnesøsters kunstneriske udvikling. Hun skriver smukt i en ledsagende tekst: ”Værkerne på udstillingen er en velvalgt vekselvirkning mellem cyanotopier og polaroider. Hvor cyanotypier ofte blev brugt i botanikken, til at fastholde det perfekte aftryk af en plante eller blad, bruger Astrid kruse Jensen teknikken til bevidst at søge abstraktionen. I sin søgen efter spor af det, der var, fotograferer hun noget, som ikke engang er et objekt, men en skygge. Og derved søger hun at give abstrakte følelser en form.”

Et andet nyt indslag er fem glasværker, der bærer udstillingstitlen Resonans. Her ‘botaniserer’ Kruse Jensen igen og har overført blomstermotiver til de flerfarvede tondo-formede glasskiver, der sammen med kompasset giver udstillingen et mere installatorisk præg.

Derudover kan vi opleve polaroider med de for Astrid Kruse Jensen kendte motiver af rygvendte kvinder i rum. Disse polaroider har for længst overskredet udløbsdatoen, hvilket gør resultatet umuligt at forudsige for fotografen. De er vibrerende, stoflige og med opløste konturer. Disse eksistentielt søgende og drømmeagtige fotografier stiller spørgsmål til erindringens evne til at genkalde sig det skete.

I disse fotografier gives den så at sige en fysisk adækvat form som skrøbelig og usikker. Astrid Kruse Jensen kalder uophørligt fortiden frem, så der opstår et fællesskab i tid og rum – og en resonans i betragteren.

Astrid Kruse Jensen: Resonance. Martin Asbæk Gallery. Til 18. juni.