Det skal du se under Art Week: events i København og Malmö

Det skal du se under Art Week: events i København og Malmö

Char Davies: Tree Pond, Osmose (1995). Digital still captured in real-time through HMD (head-mounted display) during live performance of immersive virtual environment, Osmose. Pressefoto.

Kunsten.nu stiller ind på Art Week 9 -19 juni.
Art Week foregår i år samtidigt i tre byer, København, Malmø og Aarhus, og kunsten.nu kigger med i det store festivalprogram.
Art Week er søskendeorganisation til kunsten.nu.

Når kunstfestivalen Art Week den 9. juni skydes i gang i København, Aarhus og Malmö, er det med et tætpakket program. På kunsten.nu guider vi her til et udvalg af events i København og Malmö, som vi gerne selv vil opleve!
Dyk ned i det fulde eventprogram under Art Week her.

Fotografisk Center
Samtale med Char Davies og Jakob Kudsk Steensen (arr. Fotografisk Center)

Char Davies og Jakob Kudsk Steensen diskuterer tilbagevendende temaer i deres kunstneriske arbejde. På tværs af generationelle skel, arbejder begge med visualiseringsteknikker som laserscanning og fotometri, samt virtual reality-teknologi i kunst- og innovationssammenhænge.

O – Overgaden
Where the real interesting stuff happens: Samtale med Liesel Burisch og Justin Hunt

Vær med til en samtale om klubben og queerkulturens mulighedsrum på O – Overgaden med udstillingsaktuelle Liesel Burisch og Dr. Justin Hunt, forsker i queerforestillinger og queeraktivisme: En art talk på engelsk, der tager udgangspunkt i Burischs aktuelle soloudstilling Bring Time.

Kunsthal Charlottenborg
Jeannette Ehlers: Worksongs

Worksongs er en interaktiv performance, som adresserer arbejdslivets vilkår med stress og udbrændthed forårsaget af et stadigt større arbejdspres, der udgør et stigende folkesundhedsproblem. Performancen refererer til slavegjorte afrikaneres sang, mens de arbejdede for at holde rytmen og modet oppe, i tråd med afrikansk tradition.

Jeannette Ehlers: Worksongs, Performance, 2021. Foto: Malle Madsen.

Nikolaj Kunsthal
Kunstig intelligens: En samtale om menneske eller maskine

Vores maskiner opbygger erfaringer, algoritmerne begynder at ligne menneskelige indtryk, og vores liv flettes stadig tættere sammen med apparaterne. Oplev en samtale om printede næser, værker skabt af algoritmer og de apps, som tilrettelægger vores kærlighedsliv og kropsfunktioner. Med blandt andre kunstner Niels Lyhne Løkkegaard.

Skjold Contemporary
Art Bar med performances af Peter Højbjerg, Ulla Hvejsel og Ida Brottmann

Tre performances i omklædningsrummene i Skjold Contemporary, som er et udstillingssted i Boldklubben Skjold. Brottmann viser værket Bænkevarmer,  Højbjerg performer Bøvl – Løsning – Bøvl – ∞, mens Hvejsel optræder med en af sine Tænke med Røven- quizzer.

LOKALE
Art Morning: Steneren morgenkaffe – tag dine egne stenfund med

Nyd din morgenkaffe over en samtale med billedkunstner Camilla Nørgård om dét at samle ting op fra jorden, at sanke, at lede, at finde, at indsamle. Kom til en uformel snak om alt det, man kan finde, hvis man bare graver lidt ned under overfladen.

Jules Fischer: VANITAS. Foto: Loui Ladegaard.

Den Frie Udstillingsbygning
Jules Fischer: Vanitas – performance

Totalinstallationen VANITAS tager dig ind i en mørk og drømmende verden af queer kroppe styret af forandring og forgængelighed. I en gold og mørk kælder møder vi performerne der bærer flere lag af brugt tøj, som en slag erfaringslag, der vækker andre kroppe og tider til livs og for igen at forgå.

Gas 9 Gallery
Niels Pugholm & Mads Lou Bendtsen: Volapyk om Krukker, Arkæologi og Kunst

I forbindelse med Niels Pugholms aktuelle udstilling That is so Awkward – hvor Pugholm udstiller krukker med hverdagslige udsagn på – samtaler kunstneren med museumsinspektør på Nationalmuseet Mads Lou Bendtsen om kunstneriske processer, brændingsritualer, arkæologi og esoterisk viden gennem historien.

Malmö Konstmuseum
The Feast of the Red Robin

Premiere på Francis Patrick Bradys performanceværk, der er baseret på Robin Hood, og udforsker flere forskellige versioner af den mytiske karakter. Der trækkes tråde til gamle engelske legender, hvor mundtlige historier og folkesange er en måde at videregive viden om væsentlige personer og begivenheder til kommende generationer.

Mette Borup Kristensen: Soul Skin, 2021. Fotograf Morten Søgaard.

Polyteknikken
Urban wild walk: Performativ byvandring med billedkunstner Mette Borup Kristensen

På denne vandring i Frederiksbergs bynatur vil billedkunstner Mette Borup Kristensen guide til sansning og nærvær med naturen gennem tilgange inspireret af naturspirituelle praksisser – metoder kunstneren ofte selv bruger i sin indsamling af materiale til kunstværker. Vi går på opdagelse med alle sanser åbne og forbinder os med byens natur.

O – Overgaden
Samtale med Monia Sander Haj-Mohamed i udstillingen Heavy Body, Heavenly Body

Haj-Mohamed inviterer til intime 1:1 Art Talks. I stedet for at bruge kunstudstillingens typiske tekstformidlingslag gør Haj-Mohamed den enkelte persons oplevelser og det mellemmenneskelige møde til omdrejningspunktet for samtalen om udstillingen. Hvordan ræsonnerer udstillingens tegninger og stemmer hos dig?

Kunsten.nu stiller ind på Art Week 9 -19 juni.
Art Week foregår i år samtidigt i tre byer, København, Malmø og Aarhus, og kunsten.nu kigger med i det store festivalprogram.
Art Week er søskendeorganisation til kunsten.nu.

Del artiklen

'Det skal du se under Art Week: events i København og Malmö'

Facebook