Det skal du se! uge 22

Det skal du se! uge 22

Char Davies: Tree Pond, Osmose (1995). Digital still captured in real-time through HMD (head-mounted display) during live performance of immersive virtual environment, Osmose. Pressefoto.

Har du planlagt weekendens udstillingsbesøg? Redaktionen anbefaler her en håndfuld kunstudstillinger, som åbner lige om lidt.

Fotografisk Center
4 jun – 14 aug, Char Davies: Osmose (1995) og Ephémère (1998)
De to virtuelle kunstværker betragtes som de første eksempler på immersiv VR i kunst. Udstillingen former sig som en totalinstallation, der byder på interaktive og individuelle immersive rejser med live lyd og video. I Osmose og Ephémère vil publikum kunne udforske abstrakte, lysende landskaber gennem egen vejrtrækning og balance.

Nikolaj Kunsthal
3 jun – 17 jul, Platform: Ruby Mariama Laura Andersen Ndoye & Aysha Amin
Udstillingen dykker ned i et univers, hvor vi kan drømme os bort og få et indblik i en fremtid, hvor mennesket har eksperimenteret med skønhedsoperationer og ændringer af selve knoglestrukturens funktion, i jagten på at optimere egenskaber og skabe unikke identiteter.

Bladr
2 jun – 18 jun, Lene Adler Petersen
Bladr inviterer til en udstilling af fem nyudgivne kunstnerbøger og tryk af Lene Adler Petersen. Værkerne er skabt i samarbejde med forlægger, trykker og grafisk designer Louise Hold Sidenius, som har kurateret og produceret udstillingen.

Jakob Kudsk Steensen: Berl-Berl, Halle am Berghain, 2021. Live simulation. Commissioned by Light Art Space (LAS). Courtesy the artist. © Timo Ohler.

ARoS Aarhus Kunstmuseum
4 jun – 23 okt, Jakob Kudsk Steensen: Berl-Berl
Berl-Berl er en levende digital simulation af Berlins forhistoriske våd- og sumpområde og en portal til både fortiden og fremtiden, hvor det virtuelle og sanselige univers spreder sig ud af gallerirummet med store LED-skærme.

Augustenborg_Project
4 jun – 28 jul, Sustainability – a curated group exhibition
For nogle er bæredygtighed et modeord, for andre en tro og en måde at leve på. Kunstnerne på denne udstilling giver hver deres svar på forskellige måder, men de er enige om, at der er desperat brug for, at menneskenes samfund udforsker og ser nærmere på sit forhold til den planet, vi bor på.

Kunsthal Aarhus
3 jun – 7 aug, Manon de Boer: Down Time
De Boers filmværker diskuterer en række filmiske elementer såsom billede, lyd og tidsopfattelse. Forholdet mellem lydside og billede, tidens uundgåelige gang, altings forgængelighed og billedkompositionen i hvert enkelt skud er nogle af de aspekter, der står centralt.

Del artiklen

'Det skal du se! uge 22'

Facebook