Kunstmuseet som konfliktzone

Kunstmuseet som konfliktzone

Nora Sternfeld. Foto: Nicolas Wefers.

TEMA: Kunsten som Forum
Hvilke fælleskaber muliggør kunsten – og hvad er det for fællesskaber, kunsten skaber?
Kunsten.nu følger forskningsprojektet Kunsten som Forum, som undersøger kunstens sociale infrastrukturer.

“Hvad sker der, når der sættes spørgsmålstegn ved alt det, der har udgjort museet hidtil: dets nationale forpligtelse, dets evne til at producere sandhed og værdi, dets eviggyldige kategorier?” Dette er et af de spørgsmål, den østrigske kurator og kunstformidler Nora Sternfeld stiller i teksten I det postrepræsentative museum, der nu er udkommet som en del af udgivelsesserien Kunsten som Forum på tryk, fra forskningscentret Kunsten som Forum.

Her får vi med postdoc Rasmus Holmboe som guide en introduktion til Nora Sternfelds essay og hendes tænkning.

Kunsten.nu følger i en temaserie Kunsten som Forum, der løbende introducerer til udgivelser i forskningsprojektets bogserie, hvor forskere og kunstnere bidrager med ny viden

Vores begreber om den brede offentlighed, det fælles arvegods eller den entydige nationale identitet har længe været under forandring. Ligesådan er troen på kunstgenstandens almene dannelsespotentiale for længst blevet problematisk. Og ideen om det afgrænsede kunstværk, der kan erfares af et, principielt set, universelt subjekt, har vi opgivet. I takt med globalisering, stigende ulighed, digital revolution og et i øvrigt stærkt ekspanderet kunstfelt har disse forestillinger simpelthen vist sig ikke at holde vand i forhold til den virkelighed, vi lever i.

Sådanne observationer genaktualiserer naturligvis spørgsmålene om kunstmuseets rolle i et demokratisk samfund. Og sætter dem på spidsen som en række problemer, der helt grundlæggende vedrører repræsentation. Hvad er det, der samles på, bevares og udstilles på vores kunstmuseer? Hvorfor – og ikke mindst for hvem, er kunstinstitutionerne overhovedet til? Og hvordan kan museerne navigere i dette komplekse felt?

Fra dette udgangspunkt bliver det tydeligt, som den østrigske kurator og kunstpædagog Nora Sternfeld skriver om i Kunsten som Forums udgivelse I det posterepræsentative museum, at radikale forandringer i kunstinstitutionen ikke kan ske fra toppen. De kan kun realiseres gennem gradvise, parasitære tilegnelser af magtens rum fra et fællesskabsorienteret perspektiv.

Sternfelds ide om det post-repræsentative museum foregriber således også de debatter, vi har haft i Danmark i de seneste år. Det post-repræsentative peger på den situation, hvor ideen om en bred uddifferentieret (ofte nationalt afgrænset) offentlighed bliver mødt med krav om anerkendelse og genforhandling fra de fællesskaber, der identitetsmæssigt er udgrænset fra denne offentlighed. Denne direkte politiske vinkling i Sternfelds projekt ses også gennem den glidning, hun har foretaget over det seneste årti. Fra først primært at tale om det post-repræsentationelle som en mere kunstintern kategori, til at tale om det post-repræsentative som en kategori, der mere direkte hører til i den politiske diskurs.

Sjette udgivelse i Kunsten som Forums bogserie: Nora Sternfeld: I det postrepræsentative museum.

I denne diskussion er det magtpåliggende for Sternfeld at konstruere museumsrummet som det modsatte af en bred konsensusoffentlighed. I stedet tænker hun det, i forlængelse af blandt andet Chantal Mouffes agonistiske demokrati-tænkning, som en grundlæggende dialog- og kontaktzone. Heri kan netop konflikten udfolde sig med det formål at formulere alternativer til den bestående orden.

Sternfelds arbejde er også interessant, fordi hun stiller dannelsesbegrebets status i den neoliberale verdensorden frem som et problem, der direkte vedrører kvaliteten og karakteren af de fællesskaber, vi danner med og omkring kunsten. Vi forstår ikke længere disciplineringen af subjektet som et entydigt magtforhold, sådan som vi gjorde under tidligere vidensregimer. Dette hænger sammen med, at dannelse ikke længere kan forstås som dannelse i statens billede eller ud fra et universelt kunstbegreb. Dannelse må derimod nærmere anskues som en form for selvdisciplinering og en evne til at navigere inden for et mere diffust situations- og relationsbestemt paradigme.

Museerne danner således ikke længere borgere (kun) til et bestemt kulturelt (og ofte nationalt afgrænset) ideal, men også til at begå sig i en globaliseret og modsætningsfyldt verden. Denne form for dannelse foregår i sagens natur i et langt mere heterogent felt end tidligere. Et felt, der er karakteriseret af at konflikt, forskellighed og forhandling, stiller helt anderledes krav til både institutioner, kunstnere og publikumsfællesskaber.

Sammenhængende med dette, bliver diskussionen om kunstgenstandens status central. Ifølge Sternfeld skal der ikke længere fokuseres på kunstværkets immanente betydninger, men derimod på, hvordan det kan anvendes til at iscenesætte situationer og til at udvikle alternativer til den bestående orden. Og her bliver de institutionaliserede arbejdsdelinger og interne magtforhold på museerne sat på spidsen. Kunsthistorikerens fortolkende fremstilling må forlades til fordel for formidlerens rammesætning af dialogiske og potentielt konfliktfyldte rum.

For Sternfeld er det denne observation, der nødvendiggør, at forandringerne kun kan komme nedefra og i mellemrummene, hvis dannelsesbegrebet skal kunne omvurderes som en form for modhegemonisk praksis. Og, som hun åbner op for i teksten I det postrepræsentative museum, så rummer museerne muligvis selv potentialet til denne omvurdering, hvis vi gentænker institutionen ud fra begrebet om det parasitære.

Det postrepræsentative museum er nemlig også et para-museum. Og i modsætning til det latinske contra, så betyder det græske præfiks παρά ikke kun ’imod’ eller ’i opposition’ men også ’ved siden af’ eller ’hen imod’, og betegner altså noget processuelt, noget der er i bevægelse. Og denne bevægelse rummer, ifølge Sternfeld, kimen til at åbne de dialogiske og konfliktuelle kontaktzoner inde fra museet selv. Blot på nye måder hvor definitionskampene ikke bliver forstået ud fra absolutte modpositioner, men som en radikal-demokratisk mulighed for at tilegne sig institutionens magtrum med dens egne midler. Hvis museerne vel at mærke er parate til at tage imod denne anfægtelse af deres infrastrukturer og deres historisk forankrede fortolkningsautoritet.

Nora Sternfeld har været en central og kritisk stemme i disse debatter gennem de seneste årtier, og hendes arbejde med ideerne om et post-repræsentativt museum må ses i lyset af et større radikal-demokratisk projekt, inspireret af den kritiske arv fra blandt andet Antonio Gramsci og Michel Foucault. Sternfeld har et skarpt blik for at analysere samtidens udfordringer i lyset af historisk sedimenterede magtstrukturer, og sideløbende med disse analyser indtager hun en tydeligt modhegemonisk position i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt magtstrukturerne i vores institutioner overhovedet kan ændres indefra.

 

Nora Sternfeld (f. 1976) er professor i kunstpædagogik ved Hochschule für bildende Künste, Hamburg. Hun har en baggrund i filosofi og kulturstudier fra Universität Wien, men betegner i dag sig selv som kunstformidler og kurator. Fra dette udgangspunkt har hun arbejdet ved blandt andet Aalto-universitetet i Helsinki og som documenta-professor i Kassel, samt i en lang række udenoms-universitære sammenhænge som for eksempel freethought-kollektivet, trafo.K i Wien samt udstillings- og museumsnetværket schnittpunkt.

TEMA: Kunsten som Forum
Hvilke fælleskaber muliggør kunsten – og hvad er det for fællesskaber, kunsten skaber?
Kunsten.nu følger forskningsprojektet Kunsten som Forum, som undersøger kunstens sociale infrastrukturer.

Del artiklen

'Kunstmuseet som konfliktzone'

Facebook