Leksikon over det identitetsanerkendende sprog

Leksikonet indeholder først og fremmest termer, som i visse tilfælde kræver en forklaring, samt nogle til tider omstridte nøglebegreber, der her sættes i historisk og teoretisk perspektiv.

Nogle ord, som for eksempel “transkønnet” og “homoseksualitet”, er ikke inkluderet, ikke fordi de ikke er vigtige for debatten, men fordi der allerede er konsensus om, hvad de refererer til.

Endelig kan det korte leksikon også læses i sin helhed som en selvstændig introduktion til feltet, omend en fragmenteret en.

Læs intro til temaserien her.

 

Minileksikon:

 

Ableisme: Betegner den diskrimination en person med et (primært fysisk) handicap måtte møde i en given kontekst. Ifølge en ableistisk indstilling er et handicappet individ defineret af de begrænsninger, som den stækkede eller sygdomsramte krop har. Termen spiller på modsætningsforholdet mellem “able” (engelsk for “at være i stand til”) og “disabled” (som en person, der ikke er “i stand til”) – og dermed også forskellen på ordene “ease” (altså “nemhed” eller “lethed”) og “disease”, eller “dis-ease” (som i negationen af lethed). Ifølge sidstnævnte bliver det sygdomsramte menneske anset for at være et individ, der glider gennem livet med mindre lethed end den raske. Queerteoretikere som Judith Butler har også kastet sig over en kritik af “ableisme” i forlængelse af undersøgelsen af andre marginaliserede befolkningsgrupper. Se også “Crip-teori”.

Backlash: Et “tilbageslag” eller “pisken-tilbage-i-tiden” i form af en modreaktion på en forandring i samfundet. Et eksempel herpå er visse reaktioner på Black Lives Matter-bevægelsen, som blev mødt med protester og modbevægelser, såsom All Lives Matter, White Lives Matter og Blue Lives Matter. Sidstnævnte opstod i kølvandet på mordet på to politibetjente begået af en sort mand i New York og har som fokus at få vold mod politiet kategoriseret og straffet som en hadforbrydelse. Den amerikanske journalist Susan Faludi har ligeledes skrevet om de direkte og indirekte aggressioner, kvinder har mødt på arbejdspladsen og i medierne som reaktion på 2. bølge-feminismens fremgang. Herhjemme kan kritikken af et fornyet fokus på identitetsanerkendende teori og på såkaldt “identitetspolitik” i undervisningen på højere og videregående uddannelser også ses som et backlash.

Blaccent: Sammentrækning af “black” og “accent”. Refererer til en form for kulturel appropriation, hvor ikke-sorte tilegner sig en “sort accent”. Det er en praksis, der kritiseres stærkt, ikke mindst fordi sorte bliver set som en homogen befolkningsgruppe, mens de i realiteten kommer fra mange forskellige sociale, økonomiske og kulturelle baggrunde. Se også “Kulturel appropriation”.

Cancel-kultur: Også kaldet annuleringskultur. Dækker over praksissen med at trække støtte tilbage fra offentlige personer eller virksomheder, der har handlet eller udtalt sig stødende eller krænkende. Termen bruges ofte negativt af debattører, der mener, at cancel-kulturen truer ytringsfriheden.

Ciskønnet: Det at identificere sig med det køn, som man fra fødslen er blevet tildelt (cis, latin for “på den samme/denne side”).

Crip-teori: “Crip” er en forkortelse af “cripple”, det engelske ord for “krøbling”. Skønt det er en nedsættende term, approprieres det af og til af handicappede i et forsøg på at genvinde titlen. Hermed fungerer det lidt som ordet “queer”, der i betydningen “sær” også oprindeligt blev brugt nedsættende om bøsser, lesbiske, biseksuelle, m.m., men som samme befolkningsgruppe sidenhen har benyttet om sig selv, bl.a. i LGBT-sloganet “We’re here, we’re queer, get used to it”. Crip-teori refererer derfor til de teorier, der omhandler handicappedes rettigheder, historie og repræsentation i samfundet. Begrebet crip-teori blev introduceret af Robert McRuer i 2006. Se også “Ableisme”.

Dobbeltbevidsthed: Konceptet stammer fra den amerikanske sociolog og borgerretsforkæmper W.E.B. Du Bois’ autoetnografiske værk The Souls of Black Folks fra 1903. I bogen beskriver Du Bois den interne konflikt, der opstår, når man som minoritet eller koloniseret tvinges til at indordne sig et undertrykkende samfund og dermed at se sig selv udefra med undertrykkerens øjne.

Feminisme (1., 2., 3. og 4. bølge): Feminismens historiske flow beskrives ofte i bølger og ikke i perioder for at understrege, at den aldrig forsvinder, men svinger ind og ud af fokus, mens de forskellige bølger kaster lys over skiftende problematikker. Meget kort fortalt kan strukturen beskrives således: 1. bølge: Startede i midten af 1800-tallet og fortsatte ind i 1900-tallet. Fokuserede primært på kampen om stemmeretten og kvindens øvrige politiske rettigheder. 2. bølge: Startede i 1960’erne og fortsatte resten af 70’erne. Omdrejningspunktet var i høj grad retten til at bestemme over ens egen krop og et opgør med det mandlige blik, men også klassekamp og ligeløn var på programmet. 3. bølge: Startede i begyndelsen af 1990’erne. Kendetegnet ved en kritik af 70’er-feminismens mere essentialistiske syn på kvindekønnet, samt et brud med en primært biologisk definition af køn. I stedet ses kønnet som performativt eller socialt konstrueret og dermed formet af andre faktorer som seksuel orientering, klasse og kultur. 4. bølge: Startede i slutningen af 00’erne. Her er temaet frigørelsen af den kvindelige seksualitet. Fjerde bølge er blevet kritiseret for at genintroducere den objektificering af kvindekroppen, som anden bølge søgte at gøre op med. Se også “Postfeminisme”.

Herre-slave dialektik: Den tyske filosof G.W.F. Hegel bygger sin historiske dialektik på en række konflikter og forløsninger, der alle bidrager til Åndens fremdrift. Den mest kendte er konflikten mellem herren og slaven. Mødet mellem to selvbevidste individer resulterer, ifølge Hegel, i en kamp for anerkendelse. For at denne kamp ikke skal ende med døden, vælger det ene individ at underkaste sig og indtage en slaveposition. Den anden bliver dermed herren, der dog ikke fremstår som selvstændig, men konstant er afhængig af slaven for anerkendelse af sin status. Dette er dog en pseudo-anerkendelse, da den ikke er opstået af frivillighed og ligebyrdighed. Herren er dermed “slave” af situationen, mens slaven formår at påvirke og formgive verden gennem sit arbejde. Hegels herre-slave dialektik har inspireret bl.a. Karl Marx’ politiske filosofi og teori om proletariatets opstand, samt visse grene af psykoanalysen, men også delt vandene blandt postkoloniale tænkere. Den fransk-vestindiske psykiater og politiske aktivist Frantz Fanon har eksempelvis påpeget, at herren i kolonihistorisk forstand adskiller sig fra Hegels definition ved ikke at ønske slavegjorte menneskers anerkendelse, kun disses arbejde, og at de slavegjortes underkastelse selvsagt ikke bygger på et valg. For en anden postkolonial læsning af interaktionen mellem herre og undertrykt, mellem kolonisator og koloniseret, se “Mimicry”.

Heteronormativitet: Den opfattelse at heteroseksualitet er normen, og at afvigelser herfra er unormale og tillærte. Det ligger implicit i begrebet, at man enten er modstander af eller aktivt bekæmper andre opfattelser og seksuelle orienteringer.

Hvidhedsstudier: Dansk oversættelse af det primært nordamerikanske forskningsfelt whiteness studies. Feltet markerer en interdisciplinær undersøgelse af, hvorfor hvid hudtone ofte er blevet set som værende det “normale” eller “neutrale” i forhold til andre. Det er også et studie af såkaldte “hvide privilegier”, dvs. de fordele man har som hvid i socio-økonomisk, politisk og juridisk sammenhæng. Samtidig handler hvidhedsstudier om selve konstruktionen af “hvidhed” og er en kritisk analyse af de historiske omstændigheder, der har ført til, at man på et tidspunkt samlede folk med forskellige sociale og nationale baggrunde under ét identitetsbegreb, nemlig det at være hvide. En af udfordringerne ved studiet af “hvidhed” er netop den opfattede neutralitet og derfor usynlighed, og det kan påstås, at det hører under de hvide privilegier at kunne se bort fra eller glemme ens egen hudfarve i en socio-politisk kontekst. Forfatteren James Baldwin, sociologen Robin DiAngelo og filosoffen George Yancy er hovednavne inden for feltet.

Hybriditet: Begrebet er især forbundet med den indiskfødte postkoloniale tænker Homi K. Bhabha. For Bhabha adskiller hybriditet sig fra multikulturalisme på den måde, at identiteter smelter sammen og danner nye. Identitetsforståelsen er derfor flydende og ikke udelukkende bestemt af binære modsætninger, som i f.eks. kolonimagt vs. oprindelig befolkning. Dermed bryder hybriditetsbegrebet også med en anden postkolonial teoretiker Edward Saids forestilling om kolonisatorenes enerådende konstruktion af de koloniseredes identitet. En tredje postkolonial tænker, Gayatri Spivak, har til gengæld kritiseret Bhabha for i sin diskussion om hybriditet at ignorere de ulige magtforhold, der kendetegner koloniale og postkoloniale møder. Se også “Kreolisering”.

Identitetspolitik: Termen introduceredes i 1977 af det Boston-baserede Combahee River Collective (CRC), en organisation af sorte, lesbiske, socialistiske feminister. CRC definerede identitetspolitik som en form for aktivisme, der tager udgangspunkt i menneskers historiske, sociale situation, herunder de udfordringer de selv mødte gennem samfundets konstruktion af race, klasse, køn og seksualitet. I dag kritiseres termen, ikke mindst fordi den ofte bruges nedsættende af debattører, der stiller sig kritisk over for introduktionen af flere kønsidentiteter og diskussionen omkring rettigheder og kulturel repræsentation.

Incel-miljøet: En subkultur der tager udgangspunkt i forskellige online-fora, hvor såkaldte incels mødes. Incel står for “involuntary celibate”. Incels er (oftest) mænd, der lever i, hvad de selv kalder, “ufrivilligt cølibat”. Fælles for dem er, at de bebrejder deres situation på en emaskulerende tendens i samfundet; de ser sig selv valgt fra af kvinder, og feminister ses som fjenden, men også mænd, der opfattes som mere seksuelt succesfulde, er fjendebilleder. Generelt opfattes kvinder som manipulerende og utroværdige. Miljøet er især forbundet med en række ekstreme, voldelige handlinger.

Interpellation: Et begreb introduceret af den franske, marxistiske filosof Louis Althusser til at beskrive forholdet mellem subjekter og såkaldte ideologiske statsapparater, såsom politiet og skolesystemet. Når et subjekt genkender en anråbelse som værende henvendt til ham/hende, interpelleres vedkommende af den ideologi, råbet stammer fra. Subjektet kaldes med andre ord ind i sin væren via anråbelsen. Althussers mest fejrede eksempel er politibetjenten, der råber “Hej, du der!” på gaden, hvilket får det pågældende subjekt til at reagere og identificere sig med “du’et”. Subjektet “fanges” af kaldet, men er med sin reaktion også selv med til at opretholde en herskende ideologi. Den amerikanske kønsforsker Judith Butler benytter begrebet til at forklare, hvordan vi allerede fra fødslen kaldes ind i eksisterende kønsroller gennem eksklammationen “Det er en dreng!” eller “Det er en pige!”, men også hvordan vi hele livet igennem interpelleres af forskellige kønsideologiske indvielsesriter. Se også “Kønsperformativitet”.

Intersektionalitet: Når flere identitetsmarkører er med til at definere én person, er der tale om intersektionalitet. Den første, der gav begrebet et navn, var den amerikanske menneskerettighedsaktivist Kimberlé Crenshaw, men mange andre, herunder den amerikanske feminist bell hooks og forfatteren James Baldwin, har skrevet om emnet. Ifølge denne teori er de færreste individer reducerbare til “mand”, “kvinde”, “heteroseksuel”, “homoseksuel”, “hvid”, “sort”, “arbejderklasse” eller andet. I stedet lapper definitionerne over hinanden, og der opstår af og til gnidninger. At være “sort homoseksuel” er derfor historisk set ikke nødvendigvis det samme som at være “hvid homoseksuel”, mens det feministiske projekt også udfolder sig forskelligt inden for forskellige sociale klasser. Studiet af intersektionalitet handler om at undersøge og gøre opmærksom på en mere kompleks forståelse af identitet.

Kreolisering: Betyder næsten det samme som hybriditet (se “Hybriditet), men er især forbundet med det caribiske område. “Kreoler” var oprindeligt betegnelsen for personer født i de spanske kolonier i Amerika af spanske forældre, men sidenhen også slavegjorte afrikanere i samme område. I dag dækker termen over et mere kulturelt begreb, hvor identiteter og elementer fusioneres gennem mad, kunst, m.m. Inden for lingvistikken taler man også om “kreolsprog”. Sådanne sprog har generelt deres begyndelse som såkaldte “pidginsprog”, altså simplificerede former for sprog der opstår, når to eller flere grupper, som ikke har samme sprog, kommunikerer med hinanden via ord, lyde og gestikulation. Et pidginsprog bliver til et kreolsprog, når det bliver så udbredt, at det forandrer sig til et modersmål for et samfund.

Kulturel appropriation: Refererer til én kulturs tilegnelse af en anden kulturs kendetegn. Dette er især blevet opfattet som problematisk, når medlemmer af en dominerende kultur har lånt elementer fra minoritetskulturer. For andre former for sammensmeltning af kulturer, se “Hybriditet” og “Kreolisering”.

Kønsperformativitet: Den amerikanske kønsteoretiker Judith Butler bryder med forestillingen om, at kønnet udelukkende hører hjemme enten i individet/kroppen (den essentialistiske definition) eller i samfundet (den socialkonstruktivistiske definition) ved at introducere et tredje begreb: Det performative køn. Ifølge Butler opfører vi os ikke på en bestemt måde, fordi vi er mænd eller kvinder, men heller ikke nødvendigvis kun på den måde samfundet dikterer. I stedet opstår kønnet i samspillet mellem individ og samfund. Vi agerer vores køn og bringer det til live gennem “kønnede” handlinger i mødet med andre. Her lader Butler sig inspirere af bl.a. Simone de Beauvoirs berømte udsagn: “Man fødes ikke som kvinde, man bliver det”. Vi “kaldes ind” i vores køn på baggrund af nogle allerede accepterede sociale kønsroller, som vi dermed er med til at opretholde, men denne tilblivelse indeholder samtidig muligheden for at agere på en måde, der udfordrer normen. Det er vigtigt at understrege, at kønnet for Butler ikke er en performance, men netop performativt. Performance indikerer, at subjektet til enhver tid kan afbryde maskeraden og træde ned fra scenen, mens det performative er en vedvarende proces, hvor repræsentation og tilblivelse smelter sammen. Butler låner sin definition af det performative fra den britiske sprogfilosof J.L. Austin.

Lyserød skat: Også kendt som “pink skat” eller internationalt som “pink tax”. Termen dækker over den højere pris, kvinder ofte bliver bedt om at betale for kønsspecificerede produkter. Et fejret eksempel er pink barberskrabere, der angiveligt er de samme som de, der markedsføres til mænd, men som stadig koster mere, fordi de er fremstillet i lyserød plastik og er vedhæftet påstanden om, at de er tilpasset den “feminine” hud. Yderligere eksempler inkluderer andre normalt kønsneutrale produkter såsom cykelhjelme, der nogle gange sælges til en højere pris i de såkaldte “pigefarver” til børn, som beder om netop disse farver.

Mimicry: Et begreb oprindelig brugt inden for biologi og evolutionslære til at beskrive en arts efterligning af en andens udseende eller adfærd. Hos den indiskfødte postkoloniale tænker Homi K. Bhabha står mimicry, eller nærmere betegnet “colonial mimicry”, for den måde, hvorpå en kolonimagt søger at inkorporere de koloniserede ved at forme dem med kolonisatoren som forbillede og påtvinge dem kolonimagtens kultur, religion, m.m. Formålet er at skabe en reformeret, genkendelig Anden. Dette giver anledning til en ambivalens, da kolonimagtens autoritet samtidig trues, hvis kolonisator og koloniseret bliver ligestillede. Derfor sørger kolonimagten for at reintroducere uligheder mellem parterne. Denne mekanisme åbner imidlertid op for et mellemrum, hvor den koloniserede kan yde modstand gennem en fordrejning af kolonisators identitet. Se også “Hybriditet” og “Herre-slave dialektik”.

Multikulturalisme: Tilstedeværelsen/anerkendelsen af sameksistensen af adskilte kulturelle og etniske grupper i et samfund. De forskellige elementer forstås her som stabile og autentiske eller oprindelige. For andre opfattelser af mødet mellem sameksisterende kulturer, se “Hybriditet”, “Kreolisering” og “Mimicry”.

Neokolonialisme: Refererer til den økonomiske og socio-politiske indflydelse og kontrol som tidligere kolonimagter udøver over deres gamle kolonier i form af handelsaftaler og udbredelsen af vestlige styreformer. Neokolonialisme kaldes også for moderne kolonialisme grundet opretholdelsen af afhængighedsforholdet mellem tidligere koloni og kolonimagt. Bør ikke forveksles med postkolonialisme, som er den akademiske disciplin, der omhandler studiet af den kulturelle arv, der ligger i kølvandet på kolonitiden, samt selve afkoloniseringstiden.

Panafrikanisme: En bevægelse der fokuserer på at samle folk fra de afrikanske lande og formulere en fælles politisk retning. Bevægelsen er et modsvar på den kolonialisme, der har kendetegnet kontinentet siden den transatlantiske handel med slavegjorte afrikanere. Formålet er ikke kun at forene hele området, men også inkludere de landflygtige afrikanere, som bor på andre kontinenter. Dermed er det også et politisk samlingssted for eks-afrikanere, der føler sig knyttet til hverandre trods deres placering. Den amerikanske forfatter og sociolog W.E.B. Du Bois kan krediteres som værende en af de første panafrikanske tænkere.

“Passing”: En persons evne til, via direkte eller indirekte camouflage, at fremstå som medlem af en gruppe forskellig fra deres egen. Oprindeligt var begrebet knyttet til lyshudede sorte, der lod sig optage / skjulte sig i hvide befolkningsgrupper for derved at undgå racesegregation og forfølgelse. I dag bruges termen om andre former for kopiering og assimilation, hvor et individ bruger sprog, udseende, adfærd og referenceramme for at tilhøre en anden gruppe. Et eksempel herpå er kvinder, der har måttet skrive under maskulint pseudonym for at blive udgivne forfattere, mens andre har benyttet sig af passing-teknikker for at opnå eksotificering. Se også “Blaccent” og “Kulturel appropriation”.

Postfeminisme: Termen dækker over to modstridende betydninger, afhængig af hvem der definerer den: 1) Feminismens “død”. 2) Det tidspunkt hvor det feministiske projekt kigger tilbage på sig selv og reflekterer over eventuelle selvmodsigelser. Sidstnævnte er derfor i familie med andre “post-”teorier, som postmodernisme og poststrukturalisme hvor principperne bag en given isme eller retning i reglen fortsætter, mens projektet bliver mere kritisk og analyserende omkring sig selv. I denne definition kan feminismens tredje bølge også beskrives som en form for postfeminisme. Se “Feminisme (1., 2., 3. og 4. bølge)”.

Queerteori: Studiet af de køns- og seksualitetsformer, der ligger uden for heteroseksualitetens normer, dvs. homoseksualitet, biseksualitet, transkønnethed, aseksualitet, situationsbestemt flydende kønsidentitet, m.m. Queerteori er influeret af den franske filosof Michel Foucaults idéer om seksualitet som socialt konstrueret og produceret. Ikoniske queerteoretikere inkluderer amerikanerne Judith Butler og Eve Kosofsky Sedgwick.

Subaltern: Betyder “en underordnet”. En militær rangbetegnelse approprieret af den italienske marxist Antonio Gramsci i hans omtale af proletariatet. Er siden taget op af blandt andet den indiske, postkoloniale teoretiker Gayatri Spivak. Her bruger hun begrebet til at beskrive de grupper, der marginaliseres af og i vestlig kultur, primært ikke-vestlige minoriteter som skrives ud af historien gennem en skæv kulturimperialistisk magtfordeling.

Whitesplaining: Når en hvid person på nedladende vis forklarer en ikke-hvid person, hvad racisme er, eller hvad der konstituerer en minoritetsoplevelse.

Woke: Udtrykket “stay woke” betyder at “holde sig vågen”. Woke betegner en øget opmærksomhed over for racemæssig og social uretfærdighed og diskrimination og, i forlængelse heraf, systemisk sexisme. Som termerne “identitetspolitik” og “cancel-kultur” er det et begreb, der bliver brugt både positivt og hånende/nedsættende.