Mødet med udstillingen New Red Order Presents: One if by Land, Two if by Sea starter med en god portion kreativ forvirring. For hvem er den “Nye Røde Orden” – en social bevægelse, en kunstnergruppe, et kuratorforetagende eller en fiktiv størrelse?

Der er vist tale om lidt af det hele ved denne amerikansk baserede ”åbne, hemmelige forening” (”public, secret society”) drevet af de tre kunstnere Adam Khalil, Zack Khalil, and Jackson Polys med henblik på at tale indfødte folks ret.

Nu har New Red Order sammensat denne udstilling på Charlottenborg med en lang række kunstnere fra både USA og Norden – altså hvad man kan kalde en kurateret gruppeudstilling. Den udspiller sig i Kunsthal Charlottenborgs ene udstillingsfløj og omfatter også et sideløbende filmprogram produceret af såkaldt oprindelige folk, der her tager kameraet i hånden selv som en anderledes form for dokumentation, end når antropologer har søgt at dokumentere forskellige folks autentiske levevis.

Ikke tid til at stå stille

Udstillingen foregår i en heftig blanding af forskellige værkformer, hvor flimrende skærme, farverige interiører, statements og logoer hele tiden kæmper om opmærksomheden. Mange elementer er produceret af New Red Order selv, mens andres værker blander sig ind i forløbet.

Den introducerende tekst gør opmærksom på, at alle kan ”blive en del af New Red Order” ved at melde sig til netværket. Hvad dette går ud på, fylder dog ikke så meget i udstillingen, som er en oplevelsesmættet, tilrettelagt helhed mere end et deltagelsesbaseret projekt. Og man skal både være koncentreret og have en del forhåndsviden for at kunne aflæse udstillingens strøm af symboler og budskaber.

Det er gruppens hensigt at bruge et humoristisk og skarpt udtryk for at vise magt og undertrykkelse af de oprindelige folk. Det gøres gerne ved at vende det velkendte på hovedet og lege med fiktive historier og alternative forløb.

Her ser vi for eksempel en alternativ tidsregning over det amerikanske samfunds udvikling med fokus på de oprindelige folk. Dette refererer efter sigende til en særlig stil ved lokale museer i USA, som fremhæver nybyggersamfundets grundlæggelse på de oprindelige folks bekostning.

For den danske beskuer er det dog noget svært at få sådanne referencer med, og resultatet er lidt mere forvirring og halve forståelser end nye forståelser og diskussion af den gældende historie.

Det samme er oplevelsen i den store installation, der indleder udstillingen. Den tager udgangspunkt i den amerikanske skulptør James Earle Fraser (1876-1953), hvis værker er ikoniske fremstillinger af amerikansk historie.

Hverken kunstner eller værker er dog kendte i Danmark, så værkets syrede opløsning af monumenterne og glimt af arkivmateriale fra gemmerne er noget uklart. Ledsaget af formidlingstekstens noget bombastiske ord om ”bosætterkolonialismens propaganda” lader værket sig lidt for let læse som en stålsat afvisning af alle historiske monumenter i lidt højere grad, end det vist var meningen. Her havde en mere rundhåndet formidling været på sin plads.

Tilsvarende er udstillingens titel også noget, som vækker genklang for amerikaneren (det kommer fra den amerikanske revolutionshelt Paul Revere), mens det nok er ukendt for danske beskuere, som skal læse langt ind i teksthæftet for at få en forklaring. Igen er det ikke den bedste måde at starte en dialog på.

Fra begge sider af Atlanten

I udvalget af deltagere er det New Red Orders hensigt at bringe perspektiver fra begge sider af Atlanterhavet sammen. Fra den nordeuropæiske side er det ikke overraskende kunstnere med tilknytning til Grønland og Sápmi.

En del af disse har nok været set før i dansk sammenhæng, men spiller fint sammen indenfor den tematiske ramme. I et tydeligt symbolsprog er udtrykket en form for ”postkolonial popkunst” med brug af reklamestil, klare farver og ditto budskaber.

På godt og ondt er der langt mellem de rolige øjeblikke i denne udstilling. Et af dem finder vi i Asinnajaq’s rock piece (ahuriri edition), en performancevideo, hvor kunstneren går i et med landskabet som en bunke sten, der stille trækker vejret. Enkelt og fint på en fluxus-agtig måde.

Ser vi mere efter betydning, gemmer der sig en rigtig interessant historie i Krista Belle Stewarts værk Truth to Material. Det handler nemlig om observerende møder med europæiske ”indianer-grupper” – en bevægelse særligt fra det gamle Østtyskland, hvor grupper søger at leve efter indianske skikke i deres fritid. Her når vi til en spændende dobbelt betydning og et nyt blik med god effekt. Jeg kunne dog godt have brugt en mere udførlig introduktion til, hvad det er for et fænomen, værket omhandler med de europæiske indianere.

En anden slags europæiske indianere entrerer scenen i teatergruppen Solvognens aktioner ved Rebild-festen i 1970’erne, som udstillingen også byder på et gensyn med. Et ret kanonisk stykke danmarkshistorie efterhånden, som godt kunne have fået en form for efterbehandling – hvordan kan vi se sådan en aktion i dag, og hvad nyt kan der lægges til?

I alt sker der en hel masse i udstillingen og man fornemmer spændende historier, relevante perspektiver og rammende pointer. For meget forbliver dog skjult under fraværende formidling såvel som en mangel på mere målbevidst tilpasning til det danske blik.