Søren Sejr: Limbo Rock
17 jun 202211 sep 2022

Søren Sejr: Wood Relief nr. 4 af 8, fra udstillingen Limbo Rock på Viborg Kunsthal, 2022. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen.

Titlen Limbo Rock er dobbelttydig i sin betydning; Limbo Rock er en måde at beskrive bevægelsen i en kunstnerisk dans, hvor indtryk bliver til udtryk. At søge ud i det nye, det ukendte og det ukonkrete for derefter at vende hjem og omsætte, manifestere og konkretisere i et udtryk. Den danske billedkunstner Søren Sejr har de seneste år fokuseret på at udvikle sit maleriske formsprog fra en opløsning af en genkendelig figuration over mod en højere grad af abstraktion og monokrome farveflader. Til sin hidtil største soloudstilling Limbo Rock har Sejr skabt nye værker til Hovedfløjen på Viborg Kunsthal.

Udstillingens rumlige forløb vil blive inddelt i tre sektioner med hver deres individuelle stemning. I sit arbejde tager Søren Sejr udgangspunkt i maleriets præmisser, hvor værkernes stringente poesi samles i et fælles formalistisk sprog, og subtile nuancer og teksturforskelle lader sig udfolde. Gennem udstillingens seks rum møder publikum bl.a. otte store træ-relieffer, hvilke tager udgangspunkt i kompositionerne fra Sejrs tidligere malerier, men præsenterer samtidig en udvikling i hans maleriske formsprog. Dels tilfører træet en anden dybde og fysikalitet, og samtidig introducerer Sejr den specielle japanske brændingsteknik ”Shou Sugi Ban” i sin praksis. Reliefferne bygges af genbrugstræ; plader, planker, lister og stokke af forskellige sorter og med varierende overflader og behandlinger, der tilsammen bidrager til forskellige strukturer og rytmer.

Skønheden i det forgængelige har desuden et særligt fokus i udstillingens nye skulpturer, som også er skabt af genbrugsmaterialer. Gennem skulpturerne undersøger Sejr spændingsfeltet mellem det konkrete og abstrakte. Disse nyeste værker indgår i dialog med hans maleriske værker, som tilsammen giver et indtryk af de forskellige materialeundersøgelser, der danner grund for hans kunstneriske praksis.

Titlen Limbo Rock hentyder således til den dualisme, der karakteriserer Sejrs udstilling, som en overgangsfase mellem brugen af velkendte greb og en introduktion af nye teknikker.

Kilde: Viborg Kunsthal

Viborg Kunsthal

Riddergade 8
8800 Viborg

Tirs-søn 11-17
Tors 11-20 (gratis ml 17-20)

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 87873221

Søren Sejr: Limbo Rock
17 jun 202211 sep 2022

Del

'Søren Sejr: Limbo Rock'

Facebook