Astrup & Bordorff laver teaterdokumentar over O’s historie

Astrup & Bordorff laver teaterdokumentar over O’s historie

Kirsten Astrup & Maria Bordorff: O's historie. Pressefoto.

Med opsætningen af O’s historie på Husets Teater diskuterer Kirsten Astrup & Maria Bordorff omstændighederne omkring udgivelsen af kultromanen af samme navn fra 1954. Det sker i det, de selv kalder for en “teaterdokumentar krydset med et periodedrama”.

Fra 30. april til 28 maj kan man opleve Astrup & Bordorffs dramatisering af  O’s historie på Husets Teater i København. Bogen handler om fotografen O, som lader sig bortføre til et slot i udkanten af Paris, hvor et broderskab af velhavende mænd driver en blanding af bordel og fængsel, og hvor hun oplæres i at underkaste sig seksuelt. I Danmark blev den bandlyst ved udgivelsen, og den blev i første omgang udgivet under pseudonymet Pauline Réage. Kort før sin død i 1998 gav den franske journalist Anne Desclos sig tilkende som forfatteren til bogen, der blev betegnet som erotisk bekendelseslitteratur på vegne af kvindekønnet.

Gennem dramatiseringen af bogen ønsker Astrup & Bordorff at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt romanen overhovedet kan siges at have noget med kvindelitteratur at gøre. I forestillingen ser de bogen i lyset af den samtid, den blev udgivet i. En samtid præget af patriarkatets bearbejdning og promovering af kunsten, herunder også litteraturen. De undersøger desuden, hvad der fik en af datidens mest fremtrædende kvinder i forlagsbranchen til at skrive en bog, der romantiserer vold mod og undertrykkelsen af kvinder.

Astrup & Bordorff har tidligere lavet en række tragikomiske og samfundsrevsende filmkabareter, og teaterdokumentaren O’s historie er deres debut inden for scenekunsten. Værket er en fortælling om kærlighed, Marquis de Sade, kultureliten i 1950ernes Paris, poetiseret kvindehad og den surrealistiske kunstner Leonor Fini.

O’s historie er en del af TOASTER – et samarbejde mellem Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning, som præsenterer eksperimenterende scenekunst i krydsfeltet mellem teater, performance og billedkunst på en fire-årig bevilling fra Statens Kunstfond.

Læs også anmeldelse af Ed Atkin og Steven Zultanskis Sorcerer på Revolver, som ligeledes krydsbestøver samtidskunst og scenekunst.

Læs mere om O’s historie på Husets Teater her.

Del artiklen

'Astrup & Bordorff laver teaterdokumentar over O's historie'

Facebook