En konceptuel kæberasler til dramaets principper

Minimalismens væsentligste kritik (i Michael Fried’s Art and Objecthood) handlede dengang i slut 60’erne – kort skitseret – om en form for teatralitet, der var forårsaget af værkets tavse og fragmentariske natur. I mødet med minimalismen performer beskueren således for både at fuldende værket og indskrive sig i et sæt kulturelle koder for de indviede.

Sorcerer er ganske minimal, grænsende til det nihilistiske. Mange vil føle sig kraftigt afvist, og teatrets bannerførere vil ganske givet have det svært ved at sluge pillen. Men det er teater, skuespillerne giver den fuld skrue, manuskriptet er skarpt, men plot og motiv er hugget helt i smadder. Selv musikken i rummet under ind- og udgang er maltrakteret muzak. En halv trommehvirvel, en afbrudt treklang, små afhuggede stykker melodi og rytmik svæver gennem salen.

Tre skuespillere indtager den hjemlige scenografi – en stor åben étværelses med intakt rørsystem til vand og varme i køkkenvask og radiatorerne. Snakken mellem de tre på settet indledes med trivialiteter om af- og påklædning og rykker sig i realiteten ikke ud af stedet. Der er ingen egentlig udvikling i dialogen, der hopper videre til et forsøg på at sprogliggøre hovedpine og dét at tage sine øjne ud (!).

Det er kroppens trivialiteter og hverdagens strabadser, der udfoldes. Kun afbrudt af en lige så banal selskabsleg, hvor man ord for ord stykker en gyserhistorie sammen. Der er en absurd karakter over hele foretagendet, der på tåkrummende vis udstiller trivielle relationer og samtaler med en pudsig form for hjertelighed. Man griner, men er smerteligt bevidst om latterens camouflage.

Sexet sofa og tupperware-trance

Vores mandlige hovedperson (Peter Christoffersen) og vært for sammenkomsten har særlige kvaler, synes forpint og er objekt for de to gæsters (Lotte Andersen og Ida Cæcilie Rasmussen) høflige omsorg. Der ER også noget mystisk ved hans ageren. Et glas vand hældes langsomt og ubemærket ud på gulvet under dialogen, og dette varsel er blot første skridt.

Da den ene af gæsterne pludselig forsøger sig med et mere sårbart og potentielt dybt emne, nemlig hendes just overståede operation, lukker samværet høfligt ned, og vores vært er snart efterladt til sig selv.

Nu indledes stykkets anden del, der er en lang solokoreografi. Et omstændigt ritual, der rummer intimt samkvem med både spisebord og lædersofa, indtagelse af en kop rygende varm drikke og en udsøgt støjende omgang spaghetti fra topperware. Alt sammen vævet ind i en omfattende afdansning af lejlighedens trægulv på strømpesokker.

Afklædning af en troldmand

Og nu tilbage til den dramatiske og æggende titel, Sorcerer (troldmand): Da vores hovedperson rydder op, får han pludselig et printerhoved til at lette fra bordet, så han kan komme til. Dette printerhoved hænger i luften indtil tæppefald, men er også blot endnu en flygtig tilkendegivelse, der ikke ender i yderligere dramatik. Det sker bare. Det udløser INGENTING. Troldmanden har intet dramatisk kald, ingen han skal forløse, ikke engang sig selv.

Aftenen ender i en absurd og morbid session foran corona-webkameraet, hvor han som beklædningsgenstandene i stykkets indledning, nu lader som om han afklæder sig sit ansigt, bid for bid og med stor og minutiøs indlevelse. Man vrider sig i stolen og griner nervøst, når han for eksempel svinger rundt med den løse ‘tunge’. Som det sidste, og som et på mange måder dramatiske ‘højdepunkt’, vrider han hovedet af sig selv med et lettelsens suk. Mørke.

Hvem performer?

Med Sorcerer er værkets minimale og på mange måder absurde og afvisende natur en katalysator i positiv forstand for et virkelig markant kropsligt ubehag og nærvær – en overvældende manifestation af ensomhedens krop, sprog og sind. I dette møde med et meget minimalt værk, performer vi indædt som publikum. Overvejelser om reaktioner bliver helt nærværende, sædet føles pludselig som en spændetrøje, dialogen følger os frustrerede ad blinde veje, imens latteren dækker over en snigende usikkerhed, og bagefter performer vi med vores forestillede og kultiverede intellekt og vokabular for at få mening ud af den afvisning, vi lige har været udsat for.

Også scenen som rum performer ganske uvant. Alt er mic’et op; selv strømpesokkernes små nervøse step og alskens indtagelse går krystalklart igennem, imens tv’et står og kører, og vores hovedperson danser sig igennem sære dialoger med hjemmet, der udstiller en absurd natur i menneskets allermest private kamp for en følelse – og helt konkret sansning – af nærhed.

Helhjertet gestus

Jeg vil faktisk mene, at duoens helhjertede teater-værk er decideret vellykket som udfordring af teatret og billedkunsten i et og samme greb.

Ingen af aftenens publikummer fik, hvad de forventede. Til gengæld er Sorcerer uhyre tro mod især Atkins’ kontinuerlige og sanselige undersøgelse af kroppens, typisk ret makabre og fragmenterede, tilstand anno 2022. Det vilde er, at Atkins i Sorcerer – og nu med teatret som full-blown præmis – har forvandlet sit kunstneriske greb. Nu er fortællingen ikke båret af skærmbårne udfoldelser af digitaliseringens, overvågningens og repræsentationens vold (sidst set herhjemme med udstillingen Safe Conduct på SMK i 2016), men af krops- og dialogbåret teater om krop, relationer, ensomhedens sagte poesi og menneskets trivielle søgen efter sin berettigelse.

Det er immervæk en præstation at lade sit værk og sin praksis integrere så markant i en anden kunstarts præmisser og redskaber, men samtidig ramme hovedet på det søm, der holder refleksionerne om vor samtids-eksistens sammen.

“I was anxious not to superimpose some sort of contemporary art project onto a theatre setting but, rather, to take the invitation and the specific context at face value, and to approach it as an opportunity to do something new: to write, design and direct a play,” forklarer Atkins til Frieze, og den tilgang og ikke mindst præstation kan man kun tage hatten for.

Sorcerer vil derfor også stå tilbage som en ganske unik manifestation, der ovenud lykkedes med at kræve sit af både kunstner, teater, skuespillere og publikum.