“Jeg var gravid med mit andet barn, da jeg på Vejle Kunstmuseum så en lille granitskulptur af en livmoder med et lille komma i. Den var malet rød og blå – og jeg synes den var så fin. Virkelig, virkelig fin.”

Værket, Gudrun Hasle omtaler, er Henry Heerups Livmoder fra 1941. Det skabte en nysgerrighed på hans virke og blev startskuddet på hendes egen kunstneriske behandling af moderskabet.

“Da jeg undersøgte værket, fandt jeg ud af, at han havde arbejdet med moderskabet allerede i 1930’erne. De fleste andre mænd på det tidspunkt ville tage udgangspunkt i sig selv, deres egne tissemænd, og se på kvinden som erotisk objekt, hvis de skulle beskrive det. Men Heerup gjorde det modsatte, hans fokus var på dét at skabe liv. Han gik til kvinden og var fascineret af skabelsesprocessen. Han har utrolig mange livmødre og små kommaer i sine værker. Han er også gået ind i seksualakten, men med fokus på den del, som skaber liv, og han gjorde det på en meget kærlig måde.”

Favnen fuld af broderier

Efter mødet med Heerups værk gik Hasle selv i gang med at lave værker om moderskabet. Halse fortæller, hvordan hun mødte op på Heerup Museum med favnen fuld af broderier og et ønske om at lave en udstilling om moderskab netop der.

Nu, fire år efter mødet, er udstillingen åbnet. Udstillingen er en sammensætning af værker af Heerup og Hasle, hvor moderskabet behandles fra både et kvindeligt og et mandligt synspunkt. Til spørgsmålet om, hvorfor hun netop ville lave udstillingen i samspil med Heerup, fortæller hun, at hun oplever et særligt slægtskab med ham:

“Jeg spiller på mange måder bold op ad ham. Jeg er meget inspireret af hans lidt naive og forsimplede måde at arbejde på; noget jeg selv arbejder med i mine værker. I udstillingen oplever jeg, at jeg får nuancer frem ved moderskabet, som han ikke har fået frem. Jeg vil gerne sætte det ind i vores tid, hvor han romantiserede det noget mere, end jeg gør. Jeg prøver også at snakke om det svære ved at blive mor. Det skal ikke være på en “åh, det er så hårdt at være mor”-måde, men jeg vil gerne vise det hele menneske, både det svære, men også kærligheden. Det giver jo ikke mening at få børn, hvis ikke man har kærlighed.”

“Vi har også et ideologisk fællesskab. Jeg interesserer mig for at lave værker, som Hr. og Fru. Danmark også kan forstå. Jeg vil gerne lave kunst til folket. Jeg arbejder meget med genkendelighed, og det gjorde han også. Men vi er jo mand og kvinde, så der er forskel på, hvordan vi har oplevet moderskabet, og hvordan vi viser det. Heerup så på barnet, der bliver ammet af moderen, hvor jeg sidder med barnet.”

“Der var et kæmpe hul”

Siden Gudrun Hasle besluttede sig for at lave en udstilling om moderskabet, er der sket meget. De seneste år er der, særligt i litteraturen, sket en stor ændring i, hvor mange værker der belyser emnet. Samtidig er der et øget fokus i offentligheden på de oplevelser, kvinder har med moderskabet.

“Da jeg blev gravid første gang, søgte jeg med lys og lygte efter bøger, der handlede om fødsler og starten på moderskabet, men der var ingenting. Der var kun Dea Trier Mørchs Vinterbørn (udkom første gang i 1976, red). Der har været et kæmpe hul siden værkerne om moderskabet i 60’erne og 70’erne. Til min søster af Dy Plambeck var helt vild, da den udkom i 2019. De første 50 sider var en lang beskrivelse af en fødsel. Kort efter udgav Olga Ravn Mit arbejde, som også er helt fantastisk. Det er bøger, som har manglet, men man har også manglet det i billedkunsten.”

Personlig fortælling og selvcensur

Gudrun Hasle er kendt for sine meget personlige værker, hvor hun gennem broderier og ord fortæller sin livshistorie. Men det personlige har ikke altid været anerkendt som værende relevant og alment. Det samme kan siges om moderskabet.

“Da jeg gik på kunstakademiet, var det kikset at arbejde med det personlige. Det at snakke om hverdagen var så personligt, at det ikke var alment eller interessant for andre. Jeg synes, det er fint at se, at man godt kan tale om det nu. Man kan tage sig retten til at arbejde med de ting, som er vigtige i ens liv. Mit eget perspektiv er som kvinde og som mor, så selvfølgelig vil jeg læse tingene igennem det.”

“Der var en form for selvcensur dengang. Hvis man lavede en udstilling kun med kvinder, gik man meget op i, at der kom et mandligt publikum. Hvis ikke der kom mænd, var det ikke en god udstilling, fordi den i så fald ikke var almen. Men nu, nærmest indenfor de sidste to år, er der sket noget. Man kan være mere ligeglad. Det er fedt, hvis der kommer mænd, men det er ikke afgørende. Det er ikke fordi, jeg vil afskrive mandekønnet, men det er ikke længere skalaen for, om noget er godt. Nu er kvinder noget i sin egen ret, det synes jeg er fedt at tænke på – og vildt at det overhovedet ikke var sådan, da jeg var studerende.”

“Det var en lettelse at få børn”

Moderskabet er en naturlig forlængelse af Hasles tidligere arbejde, da det kan ses som den seneste del af hendes livshistorie. Hun griner da også stort, mens hun konkluderer, at hun blev nødt til at få børn for at have noget nyt at lave værker om.

“Jeg startede med at arbejde med cutting og selvskade, hvilket på mange måder var et egotrip: det handlede kun om mit eget liv. Når man får børn så skifter tingene på en eller anden måde fokus. Man har både fokus på sig selv og sine børn. Jeg synes, det var en lettelse at få børn, fordi jeg så begynde at se tingene med mine børns øjne. Mit syn på verden har ændret sig meget – og så alligevel ikke, for man har jo stadig en kulturel selvcensur.”

Netop selvcensuren og tabuer er noget Hasle arbejder med: “Jeg prøver at nedbryde de personlige tabuer. Før kaldte jeg det bare tabuer, men jeg har fundet ud af, at der ikke længere er så mange tabuer i samfundet, men at vi har mange personlige tabuer. Så jeg prøver at skille det ad. Ting, der er et tabu for dig selv, kan godt være accepteret i samfundet.”

“Jeg elsker dig, mens jeg græder med dig”

De seneste års øgede fokus på moderskabet har ikke blot været et fokus på de positive oplevelser. I mange tilfælde er der et stort fokus på de vanskelige sider af rollen som mor. Det kan Hasle ikke se sig fri fra, men hun har haft en bevidsthed om tendensen.

“Jeg har muligvis haft den fordel, at jeg har været i gang med emnet så længe, at jeg har nået at reflektere over værkerne og den fortælling, der er om moderskabet. Mit gavlmaleri på Heerup er skrevet i refleksion over Olga Ravns Mit arbejde og en artikel, jeg læste kort efter, hvor en nybagt mor var vred over, hvor hårdt det var at have børn. Jeg vil gerne indskrive kærligheden i det svære. Jeg oplister de hårde ting, men kommer hele tiden tilbage til sætningen ‘men jeg elsker dig.’ En af sætningerne er ‘Jeg elsker dig, mens jeg græder med dig.’ Jeg prøver hele tiden at nuancere det. Det ville være frygteligt, hvis det kun var en historie om tab, svigt og hvor hårdt det er. Jeg tænker også på mine børn, hvor ville det være synd, hvis de skulle vokse op med den historie.”

Nogle tænker måske, at Hasle er en kunstner, hvor grænsen mellem personligt og privat er udvisket, men når det kommer til værker, som involverer hendes børn, så er grænsen vigtig at fastholde.

“Jeg har en grænse i forhold til mine børn. Det har været lidt svært med udstillingen på Heerup Museum, hvor jeg har snakket meget med min mand om, hvor tæt jeg kan gå på. Et af de værker hvor jeg gik lige til grænsen, er et billede hvor jeg står med mine børn der omklamrer mig. Her blev jeg nødt til at skrive teksten mindre hård end den egentlig var.”

En masse livmødre

Ifølge Hasle har vi brug for værker at spejle os i, og hun oplever, at det personlige har stor relevans.

“Det personlige er alment. De fleste værker, jeg laver, er lavet udfra meget personlige perspektiver. Det er sjovt at opleve, hvordan mange mennesker føler, at jeg har lavet et portræt af dem. Vi går alle sammen rundt og tænker, at vi er sindsygt unikke og har det super svært og ikke kan leve op til tingene. Men hvis du går ind ved siden af, så er det præcis det samme alle andre oplever.“

Det samme gør sig gældende med moderskabet. Her har hver mor sin egen fortælling, men samtidig er der noget alment ved det.

“Jeg havde to ret voldsomme fødsler. De var mine personlige Mount Everests. Det var den vildeste oplevelse. Det er så sindssygt, at man ligger der på hospitalet og hører skrig fra de andre stuer. Mens man selv føder og har det så hårdt, så er der millioner af kvinder, der gør det samtidig, sammen med en. Jeg har lavet et vægtæppe med en masse livmødre med små babyer i. For mig blev det et én-til-én-symbol på det fællesskab, jeg oplevede der. 50% af befolkningen er kvinder, så det er noget, der fylder for mange. Derfor er det også vigtigt, at vi kan snakke om det. Vi skal tage det hele menneske med og ikke bare stoppe snakken, når barnet er født. Jeg synes, at kunsten skal hjælpe os til at snakke om vores liv.”

Bekendelseskunst

I kølvandet på 60’erne og 70’erne opstod bekendelseslitteraturen som en forlængelse af kvindebevægelses basisgrupper. Værkerne omhandlede oftest kvinders liv og oplevelse af verden. Dette begreb har Gudrun Hasle taget til sig. Hun laver det, hun kalder bekendelseskunst. Det skaber en forbindelse til den måde, kvinder tidligere har delt liv på, noget hun er meget inspireret af.

“I mange kvindegrupper delte man sin livshistorie med hinanden. Det er også det, jeg gør i mine værker: jeg fortæller min livshistorie. Idet man fortæller den, erkender man sine egne handlinger. Samtidig kan en, man sidder i gruppe med, måske genkende egne handlinger i dine og gennem det se sig selv. Så jeg tænker, at bekendelseskunst er en god måde at beskrive mit arbejde på. Det beskriver også, hvorfor jeg bliver ved med at gå tilbage til at fortælle min livshistorie. Jeg tror, det er vigtigt, at man gentager, genfortæller og forstår den. Fortællingen ændres en smule for hver gang, jeg skriver den, fordi jeg hele tiden forstår tingene med et nyt perspektiv.”