Miniguide til kunsten på CPH:DOX 2022

Miniguide til kunsten på CPH:DOX 2022

Nanna Rebekka: How to Do Things with Words, 2022. Pressebillede.

Så er det tid til årets store dokumentarfilmsfestival CPH:DOX, der foregår 23. marts – 3. april. Flere film har kunsten i centrum eller bruger greb, vi kender fra kunsten. Vi er dykket ned i det store program og lægger her ‘et kunstnerisk snit’.

Klik på links for at se, hvor og hvornår filmene vises.

Marina Abramović & Ulay: No Predicted End
Ansigt til ansigt. Sådan sidder performancekunstnere Abramović og Ulay i filmen, som dokumenterer deres møde, her 30 år efter de valgte at afslutte deres fælles liv – både privat og professionelt. Her taler de om deres liv, arv og arbejde, mens de gennemgår alt fra deres første møde til deres sidste fælles værk, hvor de gik hele den Kinesiske Mur fra hver sin ende for til sidst at mødes på midten.

Liam Gillick og Gelitin: Stinking Dawn
Et socialt eksperiment dokumenteret som en barok musical på Wien Kunsthalle, hvor en filmkulisse af massive flamingo-blokke, stablet i monumentale strukturer, komplet med både et mausolæum og en natklub er opsat. Her udviskes grænserne mellem krop og verden i et delirium af bare numser, laserstråler og sort humor. Filmen fortæller historien om fire narcissister, der kæmper med deres eget begær.

Sara Sjölin: Sportcast 2
Til billederne af en fodboldkamp i fuld længde mellem ærkerivalerne Malmö FF og Helsingborgs IF, fortæller Sjölin historien om sit destruktive, kuldsejlede forhold til en ex-kæreste i mindste detalje. I takt med kampens udvikling, fortæller hun om Helmet, om romantikken, om barnet inde i ham, hans vrede, jalousi og lyst. Efter første halvleg af kampen fører Malmö FF overlegent, og i takt med at intensiteten går af spillet, går Sara dybere ind i sine egne konflikter.

Sara Sjölin: Sportcast 2, 2022. Pressebillede.

CJ Hunt: The Neutral Ground
Væltede statuer og monumenter overmalet med graffiti er billeder på den kamp om historien, der udspiller sig mange steder i verden lige nu. Komiker CJ Hunt rejser til New Orleans for at undersøge den kulturelle polarisering, der udfolder sig, alt imens Trump puster til ilden og hans mest ekstreme støtter bliver mere og mere radikale. Hunts baggrund som barn af en sort far og en hvid mor, hans (selv)ironiske overskud og åbne sind giver både hans film humor og stor seriøsitet.

KC Ortiz + Skeleton, Dust, Soil + How to Do Things with Words
Henrik Edelbo: KC Ortiz
KC Ortiz har prøvet meget: Været berygtet graffitimaler i Chicago, en del af byens organiserede kriminalitet, indsat i et fængsel og prisvindende krigsfotograf. I dag bor han i Danmark, han er blevet far, og i denne film følger vi ham, når han gennem faderskabet ser tilbage på den turbulente fortid, som han prøver at bearbejde og kombinere med verdens tilstand i dag gennem sin farverige malekunst.

Sebastian Schiørring: Skeleton, Dust, Soil
Kan en død mands krop skabe liv i Atacama-ørkenen i Chile, der er kendt som det tørreste sted på jordkloden; et sted man bruger til at teste exoplaneters beboelighed? Netop denne tanke er omdrejningspunktet, når kunstner Pierre Huyghe reflekterer over sin egen komplicerede praksis midt i et værks tilblivelse i en evigt omskiftelig verden.

Nanna Rebekka: How to Do Things with Words
I dette miniportræt inviteres vi indenfor hos kunstmaler Jesper Christiansen. Vi lukkes ikke blot ind i hans atelier og hjem, men også i hans tanker om sit arbejde, når han sætter ord på, hvad det er med de ord, som tilsyneladende må nedfældes på hans detaljerede motiver af naturen og verden omkring ham. Portrættet er et poetisk og sanseligt, usentimentalt og konkret billede af en kunstner i aktion.

Del artiklen

'Miniguide til kunsten på CPH:DOX 2022'

Facebook