To skulpturer i næsten samme dimensioner og begge udgjort af hverdagslige, industrielle materialer såsom ventilationshætter, trådnet og hjul – som på IKEA kontorstole – står og spejler hinanden. De taler til hinanden som et ekko i en af de store sale på Statens Museum for Kunst. De er iscenesat i rummet som i en statisk scenografi eller et storslået, farverigt, fladt billede, man kan betragte ved et indgangsparti, som leder ind til det bagvedliggende rum med lilla vægge.

Den ene skulptur, Sonic Intermediate – Six-Fingered Wayfarer after Arke (2021), er et ‘portræt’ af den grønlandsk-danske kunstner Pia Arke. To hænder med seks fingre med sorte, blanke plastikspidser holder om en skinnende jordklode. Hele skulpturen er næsten dækket af bjælder, som er et materiale, der går igen gennem hele udstillingen.

Den anden skulptur, Sonic Intermediate – Tripodal Shapeshifter after Ferlov Mancoba, (2021) refererer til den danske kunstner Sonja Ferlov Mancoba, som var gift med en sort mand fra Sydafrika, kunstneren Ernest Mancoba, og som – på grund af at de blev mødt med racisme i Danmark – flyttede til Paris.

Dobbeltheder og splittelse

Dobbelthed, spejlinger og symmetri – men også splittelse mellem kulturer og identiteter – præger således udstillingen Double Soul på SMK. Haegue Yang deler selv sin tid mellem Tyskland og Sydkorea, hvor hun er født, ligesom hendes barndom sammen med tvillingbrødrene også var splittet mellem moren og faren. Hun er altså ligesom Pia Arke og Sonja Ferlov Mancoba delt mellem kulturer og ophav.

Udstillingen Double Soul er desuden konkret delt i to, hvor den ene del, som nævnt, befinder sig i en af de store sale i den gamle del af SMK, mens den anden del er installeret i passagen, Skulpturgaden, mellem den gamle og den ’nye’ del af museet. Her finder man også bjældeværker, som hænger i tre reb helt oppe fra glasloftet i det meget højloftede rum. Det kan næsten virke som om, de falder ned fra himlen.

Bjælderne er blanke som spejle, så man kan se sig selv i dem, og de kan virke som tusindvis af øjne, der stirrer tilbage. Men uden at lukke én ind – ligesom iscenesættelsen i den store sal, når man står ved indgangspartiet, på mig virker storslået men uigennemtrængelig og flad.

Overvågningsteknologi og hvad, det gør ved os, er foruden dobbelthed, splittelse og animisme et tema i Double Soul.

Jerntæpper 

I Skulpturgaden finder man således også det imponerede værk Silo of Silence – Clicked Core (2017) udgjort af sorte og blå persienner; endnu et hverdagsligt materiale, der kan bære associationer om overvågning og jalousi – man kalder også persienner jalousi-gardiner. Man kan bevæge sig ind og ud af den 16 meter høje skulpturs rum.

Det andet persienne-værk, Lethal Love inde i salen bag de to tvillinge-skulpturer, er inspireret af historien om aktivist og politiker Petra Kelly og militærmanden Gert Bastian – en tysk version af tragedien om Elvira Madigan og Sixten Sparre. Bastian slog først sin elskerinde og dernæst sig selv ihjel i 1992.

Udover projektørlys, der kastes ind mellem persiennerne i det mørklagte rum, spreder en duft af blomster og krudt sig, hvilket lægger ekstra til synet af lyset gennem lamellerne; et udtryk for forførelsens tilsløring og afdækning, som desuden kan føje endnu et lag til associationerne i retning af film noir, spionage, begær og paranoia.

Men installationen/skulpturen bevæger sig også tematisk om en storpolitisk virkelighed, hvor jerntæpper og grænser mellem Nord- og Sydkorea, Øst- og Vesteuropa under Den Kolde Krig er trukket.

Animisme

Gennem udstillingen af Haegue Yang løber et spor af animisme. Værkernes materialer er som sagt ikke kostbare og fine, men taget fra hverdagsobjekter, som kunstneren søger at forvandle og besjæle. I Yangs værker, som også er inspireret af tidligere religioner, gælder det ikke kun menneskers besjæling, men også dyrenes, naturens og genstandenes.

I Skulpturpassagen finder man således en samling af skulpturer, Umbra Creatures by Rockhole, som ligner små monstre eller skyggevæsner, holdt i mørke farver med lidt gult. De virker måske eventyrlige eller magiske, men på mig også for nuttede.

Endnu en dobbelthed – nu økonomisk

Persienne-skulpturerne er helt klart de værker, jeg synes bedst om, sammen med de interessante dialoger med Pia Arke og Sonja Ferlov Mancobas kunstpraksisser.

Men Double Soul bæres ikke kun af kunstens magiske besjæling af hverdagslige materialer, men af endnu en dobbelthed, fordi denne besjæling af materialer i kunstværker også kan være en økonomisk forvandling: Altså at hverdagslige materialer af lav værdi i kunstværket kan forvandle sig til et objekt af ekstrem høj økonomisk værdi.

Jeg bliver i tvivl om, om det muligvis også er det, der desværre lukker udstillingen for mig?