Charlottenborgs forårsudstilling fjerner prisvindende værk af systemkritisk russisk kunstner

Charlottenborgs forårsudstilling fjerner prisvindende værk af systemkritisk russisk kunstner

Sergei Prokofiev: FIREWORKS ON THE SWAMP, 2020, 6.40 min HD video. Stillbillede fra filmen.

Som reaktion på den russiske invasion af Ukraine har Charottenborg Fonden valgt at fjerne to værker af Sergei Prokofiev fra årets Forårsudstilling; værker, som netop var blevet tildelt udstillingens solopris.

På Charlottenborg Fondens hjemmeside kunne man i sidste uge finde følgende kortfattede meddelelse: “Charlottenborg Fonden har valgt at udelukke den russiske kunstner Sergei Prokofievs prisbelønnede værker Fireworks on the Swamp (2020) og Fan of the Land (2021) i resten af udstillingsperioden.
Vi er opmærksomme på at kunstneren med værket stiller sig kritisk overfor magthavere, og vi har med tildelingen af Soloprisen 2022 til Sergei Prokofiev tydeligt markeret, at vi sætter pris på hans kunstneriske praksis. Vi håber også fortsat at kunne gennemføre Sergei Prokofievs soloudstilling i samarbejde med Politikens Forhal i 2023, som del af prisen.”

Til Berlingske uddyber fonden søndag: “Udelukkelsen skal ses i tråd med Vestens systemkritik af staten Rusland, som vi ser som en større og vigtigere sag end hensynet til den enkelte, ligesom der heller ikke skelnes mellem sportsudøvere, uanset om de er kritiske eller ej over for Putin og krigen i Ukraine”

Bølge af boycots

Kort efter krigens udbrud opfordrede kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen danske kulturinstitutioner til at genoverveje eller helt afbryde igangværende samarbejder med Rusland.

Udelukkelsen af Prokofiev kommer således i kølvandet på en række boykots, hvor danske kulturaktører har afbrudt samarbejdet med russiske kunstnere og institutioner, herunder aflysninger af flere koncerter, teaterforestillinger og kunstudstillinger.

Flere danske kunstnerkollegaer og politikere på sociale medier finder det dog paradoksalt, at en kunstner, hvis værker er blevet beskrevet som systemkritiske overfor Putin-regimet, nu udelukkes fra Forårsudstillingen, efter netop at være blevet hædret for selvsamme systemkritik.

 

Platforme for systemkritikere

I sidste uge sagde kuratoren for den russiske pavillon på Venedigbiennalen, litauiske Raimundas Malašauskas, sin stilling op i protest mod krigen. En opsigelse, hvori han dog understregede vigtigheden af solidaritet med systemkritiske, russiske kunstnere.

“I want to avoid the flat-falling divisions, and instead advocate for multi-leveled forms of solidarity where there are international forums for art and artists from Russia to express the freedom that they can’t express at home.”

Og han bakkes op af biennalen selv, der gør det klart, at dørene fortsat er åbne for russiske kunstnere og fritænkere, der stiller sig kritiske overfor det nuværende regime.

At situationen internt i Rusland langtfra er sort/hvid understreges også af en række protester inden for landets grænser: En fælles udtalelse og underskriftindsamling blandt russiske kulturaktører i protest mod krigen havde – indtil den d. 4. marts blev censureret grundet Ruslands hastevedtagne medielov – mere end 18.000 signaturer. Signaturer der (ligesom protestbrevet selv) nu er blevet skjult af hensyn til underskrivernes sikkerhed.

“Ingen yderligere kommentarer”

Kunsten.nu har forsøger at indhente en uddybende kommentar fra Charlottenborg Fonden, og få et svar på, hvad fonden konkret ønsker at opnå med udelukkelsen af systemkritiske kunstnere. Fonden har i skrivende stund desværre ikke nået at besvare vores henvendelse, men skriver tirsdag eftermiddag følgende på deres hjemmeside, efter denne artikel er udgivet:

“I anledningen af beslutningen om at fjerne et værk af russeren Sergei Prokofiev fra Charlottenborg Forårsudstilling er der indkaldt til bestyrelsesmøde med henblik en stillingtagen til situationen. Fondet har ingen yderligere kommentarer til sagen før efter bestyrelsesmødet.”

Kilde: Charlottenborg Fonden, Berlingske.

Del artiklen

'Charlottenborgs forårsudstilling fjerner prisvindende værk af systemkritisk russisk kunstner'

Facebook